Ugens ord #5: Middagslur

Hej Anne,

I går eftermiddag, da jeg kom hjem fra gruppemøde, satte jeg mig ved tasterne, for at påbegynde indlægget om ugens ord. Jeg havde i løbet af dagen gået og tænkt på et ord, som jeg ville skrive om, og jeg var bare klar til at få eksekveret skrivningen!

… Lige indtil jeg ikke var det mere. Pludseligt blev tankerne mudrede og øjnene sved. Jeg var blevet ramt. Ramt af den der helt lede træthed, som kun forekommer om eftermiddagen. Og jeg havde intet valg. Jeg måtte kravle under dynen og tage mig en morfar. En halv time senere vågnede jeg igen med et helt nyt mod på livet. Jeg tænkte derfor, at jeg i denne uge blev nødt til at skrive om (og hylde):

Middagsluren

Ser du, Anne, jeg er nemlig selv en habil lurer, og jeg har praktiseret dagssøvn on and off i mere end 10 år nu. Dengang jeg gik i gymnasiet tog jeg en lur hver eneste dag. Det var det første jeg gjorde, når jeg kom hjem fra skole. Jeg fløj op på pigeværelset, smed mig i sengen og slog øjenene i. Det var ligegyldigt om jeg kun kunne nå at sove 10 minutter, inden jeg skulle på arbejde i smykkebutikken i Birkerød Hovedgade. Selv på de dage, lagde jeg mig på puden og spoonede min ekstradyne, indtil min mobil afspillede Beyoncés Irreplaceable og satte en stopper for skønhedssøvnen.

Den dag i dag er jeg stadig svært begejstret for konceptet, og jeg sover nok minimum middagslur to gange om ugen. Tiden er lidt mere knap, end den var dengang i teenageårene, og luren er derfor blevet den ultimative hverdagsluksus for mig.

Nogle dage kan jeg dårligt slæbe mig igennem dagen, hvis ikke jeg får en lille en på øjet om eftermiddagen, og jeg har tænkt lidt over, hvad det kan skyldes. Jeg tror, at det er fordi, jeg er helt absurd dårlig til at lave ingenting. Jeg laver altid noget. Sjælendt noget produktivt, men altid et eller andet. Googler hvor meget mælk, der blev solgt i 2011 (198 tusinde tons), hvad der sker, hvis man spiser for mange æbler (ondt i maven) eller hvad Akons største hit i 2006 var (smack that). Der er aldrig fred. Kun når jeg sover. Og derfor elsker jeg at sove. Og allerhelst om dagen. For mig føles luren om dagen nemlig som et aktivt valg, jeg har taget. Sådan lidt: Nu sover jeg, fordi jeg vil sove. Om natten føler jeg ofte, at det bare er noget jeg skal.. for nu er det ligesom nat, og valget er taget for mig. Det er bare lidt federe om dagen 😀

Jeg har altid skammet mig lidt over, at være sådan en, der tager middagslure. Især i det omfang jeg har gjort (og stadig gør) det. Jeg synes, at det er lidt dovent og jeg gad godt være bedre til at administrere min energi, så jeg ikke crasher om eftermiddagen. Men altså.. at fordele mine ressourcer over  mange vågne timer i træk, er åbenbart stadig for meget at forlange af mig. Og indtil jeg lykkes med dét (måske jeg skal lære at meditere?), holder jeg fast i, at en middagslur er et grande, grande, grande koncept (som Pivert ville have sagt det, may he rest in peace).

Okay.. Jeg indrømmer det gerne: det her er ikke mit stærkeste indlæg til dato. Og jeg er måske alene om, at føle så stærkt om middagsluren – men jeg er meget spændt på at høre, hvad du tænker, når du hører ordet? Er middagslure gode, noget skidt, fucking bomb, dovent eller noget helt 5. for dig, Anne?

Møs <3

UGENS ORD #4: Leverpostej

17-årige Nina, der funderer over livets mening foran webcammet

Leverpostej

Hej Anne,

Puha.. Leverdrengen. En spise jeg sjælendt forholder mig til, og som jeg helt bestemt heller ikke havde gjort, hvis ikke vores lille leg her dikterede det. Det er som sådan ikke fordi, jeg ikke kan lide det – jeg kan lide alt, undtaget østers og blåost – jeg synes bare heller ikke, at det er lækkert. Det er for mig en fuldstændig ligegyldig spise. Omend en tur i mikroovnen og den rette topping kan gøre meget – dér kan vi godt blive enige.

Da jeg ikke har de vilde input til ordets konkrete betydning: pålæg lavet af leveren fra en lille grisbas, tillader jeg mig at kaste mig over den overførte betydning. For der har jeg nemlig lidt mere på hjerte.

For mig kan ordet leverpostej nemlig også bruges til at beskrive en livsstil. Eller en måde at leve sit liv på. Og for mig er det en vanestyret og bevidstløs levevis. Autopiloten klarer det meste og de vildeste udsving i følelsesregisteret foregår fredag aften, når ens y-sanger på helt unfair vis må forlade X-factor, fordi Sanne Salomonsen (formentlig) har taget en bane inden hun gik i studiet. Der er slet ikke noget galt i at leve (det jeg kalder) et leverpostej liv – men det er ikke noget, jeg ønsker.

I fredags var jeg i IKEA med min veninde Karoline, og da vi sad og kørte kanelsnurrer og læskedrik ad libitum i kæften faldt snakken på livet. Og fremtiden. Vores fremtid – og det der voksenliv. Vi snakkede om, at Vild Med Dans havde præmiere samme aften, et faktum som har spredt glæde i mange danske hjem – med god grund – The Antonelli Orchestra kan virkelig piske en stemning op. Men vi kom også til at snakke om, at vi ikke har lyst til at leve et liv, hvor et TV-program er ugens højdepunkt. Og hvor dansernes præstation bliver et gennemgående tema i alle samtaler ugen efter. Vi snakkede også om, om det mon er svært at undgå, den dag man bliver sat? Når man er bundet til hjemmet af sit huslån og børnene er flyttet hjemmefra. For det er jo trygt og rart. Og også virkelig hyggeligt på mange måder.

Jeg tror godt, at det kunne ske for mig. Men jeg vil gøre mig meget umage for at undgå leverpostejsfælden. Jeg drømmer nemlig om at leve et liv, hvor jeg er bevidst og hvor jeg ikke kører på autopilot. Hvor jeg har relationer, som får mig til at reflektere over ting, som ligger udover min egen hverdag og som udvider min horisont. Men som jeg skrev i mit indlæg om sundhed, kan jeg allerede nu mærke, hvordan jeg i travle perioder, får mindre kontakt til mine følelser og min bevidsthed – og jeg tror derfor, at jeg somme tider må være bevidst om at være bevidst.

En dag kommer jeg sikkert til at se Vild Med Dans (eller en pendant hertil, når TV2 løber tør for semikendte skiløbere, de kan sende på gulvet), men jeg håber inderligt, at jeg stadig gider at diskutere liv, død og leverpostej i stemmepausen.

P.s Rundtenom er også et ord i mit ærkekøbenhavnske ordforråd. Jeg udtaler det bare rundt’om. Men mon ikke, du også gør det? 

UGENS ORD #3: TEENAGER

Hej Anne,

Er du klar til næste ord i legen? Jeg må hellere lige advare dig om, at jeg altså har valgt et potent et af slagsen i denne uge. Vi skal nemlig snakke om ordet:

TEENAGER

“Men hvorfor rive op i et sår, som efterhånden er helet så pænt, Nina?” Kan jeg forestille mig, at du tænker nu. Det er et godt spørgsmål, og jeg burde sikkert lade være, men sagen er simpelthen den, at jeg forleden faldt over dette billede:

Nina anno 2006

..og jeg følte, at vi blev nødt til at snakke om det. Om, hvordan det var at være teenager. Måske forsøge, at give det lidt mening, at vi som art skal igennem en så forfærdelig periode, som for mange (myself very much included) består af konsekvent dårlige hårvalg, toast som primær føde og indre kaos af dimensioner.

Den biologiske forklaring er jo, at vi går fra barn til voksen – men hvorfor denne proces skal være så uklædelig er mig en gåde. Og jeg ved ikke med dig, men jeg gemte mig ikke væk – jeg brugte timevis på at blitze mig selv i ansigtet med mit digitalkamera, for at få taget det perfekte billede til Arto. Dét billede, som ville få lækre Mathias fra Vanløse til at skrive “kiqqede” i indbakken. Jeg kan fortælle dig, at mangen billeder er endt i papirkurven på den stationære – teenagehud og blitz på 20 cm. afstand er en sprængfarlig kombi – men jeg lykkedes med missionen i sidste ende. Han kiggede. Og måske var det faktisk ovenstående billede, der gjorde udfaldet. Jeg var i hvert fald svært tilfreds med det foto, husker jeg.

Men det var så også en af mine eneste successer i de år. Jeg har i hvert fald svært ved at komme i tanke om andre lige på stående fod. Jeg var nemlig helt elendig til at være teenager. Jeg har tænkt lidt over hvad det var, jeg personligt gjorde galt, og efter en dybdegående analyse, har jeg konkluderet, at jeg begik tre store fejl:

Jeg var for autoritetstro.
Man kan ikke sige teenage uden at sige oprør. Er det ikke sådan reglerne er? Den fangede jeg ikke. Jeg har alle dage været en regelrytter, og teenageårene var ingen undtagelse. Jeg bad altid om lov til at tage til fest – og hvis jeg fik et nej, græd jeg mig selv i søvne til Avril Lavigne, i stedet for at gøre det eneste fornuftige: udtænke en flugtplan. Jeg var faktisk decideret kedelig (min mor og far vil muligvis være uenige her, men de skulle bare vide, hvor mange narrestreger jeg er sprunget over)! Okay – jeg gjorde faktisk to ting, jeg ikke måtte. Jeg piercede mine egne ører i smug og jeg havde en arto-profil. Sidstnævnte var min far meget imod, da han var sikker på, at jeg ville stikke af med en børnelokker. Men det han ikke forstod var jo, at Arto var datidens facebook/Insta/everything, og at jeg ikke havde en jordisk chance for at skabe mig et navn i byen, hvis ikke jeg havde sådan en. Så det havde jeg. Og den hed 3460-BitcH. Yes. Sorry far.

Jeg fejlvurderede mit udseendes potentiale gang på gang.
Jeg var ret køn som barn, hvis man må sige sådan noget selv. Jeg var sådan en lille nuttet en, som tjente skillinger på at smile akavet til kameraet. Og så lige pludseligt… så gik det over.
Da jeg blev teenager, blev alt nuttet og kønt nemlig taget fra mig, og jeg havde meget svært ved at affinde mig med min nye skæbne som… uheldig (jeg har forsøgt at visualisere udviklingen nedenfor). Jeg gjorde derfor hvad jeg kunne, for at hæve standarden. Desværre var “hvad jeg kunne” at farve mit hår tisgult, indramme mine øjne med turkis eyeliner og iklæde mig alt det bedste fra Burberry(‘s stand på bazaren i Mamaris). Det var ikke et godt look, og jeg havde sikkert været bedre stillet med at iføre mig mors hjemmestrikkede trøjer og beholde min kommunefarvede top.

Jeg var et følsomt gemyt.
Hold nu kæft, hvor ville det bare have været sjovere at være teenager, hvis alt ikke skulle gøre så nas indeni. Min Diddle-dagbog flød over med knuste hjerter og digte om min elendighed. Desværre er det jo ikke et valg man tager, det der med at være lidt blødt og sentimentalt anlagt – det er vel en personlighedsting. Men mit lille følsomme og indadreagerende pigehjerte forelskede sig allerede dengang i de forkerte – og jeg havde særligt et godt øje til de udadreagerende og temmelig vrede gutter. Ubehagelig kombi, skal jeg sige dig, Anne.

Okay.. Jeg har måske lagt en lidt tung skygge over mine teenageår. Der var da også gode dage. Tror jeg. Det der have været. Ej. Det var der. Jeg fik fx en kæreste, som hed Sebastian og fik nok penge til en ægte DKNY-taske i konfirmationsgave. Så helt skidt var det altså ikke 😉

Men hvad med dig, Anne? Hvilke minder/tanker/traumer starter ordet TEENAGER hos dig? Det glæder jeg mig til at læse på lørdag 😀 Møs <3

UGENS ORD #2: HJEM

HJEM

Hej Anne,

Da jeg læste, at du havde valgt, at næste ord i vores lille ord-leg, var hjem, blev jeg både glad og lidt nervøs. Glad, fordi det er et ord, som betyder sindssygt meget for mig og som rummer virkelig mange følelser. Og nervøs.. ja egentlig lidt af samme årsag. For det er som om, at det ord niver lidt. Sådan som noget gør, når det er vigtigt for én og man derfor gerne vil kunne forklare og folde ud, så den vigtighed bliver tydelig.

Jeg har derfor tænkt meget. Næsten så meget, at jeg til sidst ikke kunne komme til tasterne, fordi jeg simpelthen ikke vidste, hvor jeg skulle starte. Hjem har nemlig været en lidt rodet affære for mig. Jeg har haft mange. Og fra jeg var 12 til jeg var 18, havde jeg to. Jeg hadede det, for de to hjem var et symbol på, at min familie ikke længere var én familie længere. Nu var der mors familie og fars familie.

Måske er det i virkeligheden den følelse, der stadig niver lidt ved ordet. For det var en dum tid. Og på trods af, at snart halvdelen af alle danske børn oplever præcis samme situation som mig: mor og far har hver deres hjem, og at det derfor nærmere er reglen end undtagelsen, så er det bare ikke sjovt. Og i de år, hvor jeg havde to hjem, følte jeg nogle gange, at jeg aldrig rigtigt havde noget hjem.

_

Men hjem er også et rart ord for mig. Et ord, som er trygt og varmt. Og jeg er meget enig med dig i, at det er en følelse. Det er den følelse jeg får, når jeg er omringet af min nærmeste familie og når jeg griner med mine bedste venner. Og så er det den følelse jeg får, når jeg krydser Dronning Louises bro og jeg kan se Irmahønen spejle sig i Sortedamssøen.

Nørrebro er mit hjem. Og ikke kun nu og de sidste otte år, hvor jeg har boet her fast. Det har det altid været. Jeg boede på Nørrebro de første seks år af mit liv. På verdens hyggeligste gade, som ligger lige ned til søerne. Jeg boede på anden sal med min mor, far og lillebror og mine bedsteforældre boede i samme opgang på fjerde sal.

Hver morgen kom min bedstemor og bedstefar ned og spiste morgenmad med min bror og mig, og så fulgte de os i børnehave. Min bror og jeg skiftedes til at gå i forvejen med bedstefar, så vi kunne gemme os på vej op til børnehaven, og bedstemor hjalp os med at lede efter vores forsvundne søskende. Hver dag. Ofte var legen hurtigt ovre, for vi var kun fire og fem år, og kreativitet rakte ikke længere end til at gemme os i skakter og bag hjørner. Og der er kun så mange skakter og hjørner på de 200 meter, der var fra lejligheden til børnehaven.

Men en dag gemte min bedstefar og jeg os bag en hvid bil på vejen. Jeg kan huske, at jeg kiggede op på min bedstefar som grinede, da bedstemor og Lasse ledte forgæves efter os i den sædvanlige skakt. De fandt os ikke den dag – og Lasse var sur på mig hele dagen i børnehaven. Men jeg følte, at jeg havde vundet i livet og at alt var godt. Og den følelse får jeg stadig, når jeg går på broen og Irmahønen blinker til mig.

Da jeg var seks år gammel, flyttede min familie til Birkerød. En dejlig by, ca. 25 km. nord for København. Der havde vi det godt, men det blev aldrig mit hjem. Allerede dengang vidste jeg, at mit hjem var på Nørrebro, og så snart jeg fik chancen, flyttede jeg tilbage. Hjem igen. Der hvor jeg hører til.

Billedet er hjem for mig. Det er gaden, jeg boede på som barn. Og hvor mine bedsteforældre bor endnu. Jeg har boet der to gange som voksen og billedet er fra første gang, jeg var flyttet tilbage. Det er taget en vinternat i 2012. Jeg havde været på arbejde hele dagen, og da jeg drak en fyraftensøl med mine kollegaer, faldt årets første sne. Jeg gik hjem og mødte gaden helt snedækket og uberørt. Der var så stille og smukt og jeg kan huske, at min mave summede af lykke. Jeg følte jeg mig  tryg, varm og hjemme. 

Det blev en lidt lang og følsom omgang. Men hvor var det hyggeligt at skrive. Tak, fordi du gav mig muligheden for det med ugens ord 🙂 <3 Vi skrives ved i morgen, hvor jeg vil præsentere næste ord.

UGENS ORD #1: SUNDHED

Hej Anne,

Tillykke med din veloverståede DHL. OG tillykke med din tid – hvor er du sej. Men du ser edersparkemig også hurtig ud på de billeder, så jeg er ikke overrasket!

Siden du løb DHL er det jo gået hen og blevet onsdag, og dermed tid til at sætte gang i vores stafet – ugens ord. Og jeg kan lige så godt præsentere ordet med det samme. Jeg har valgt:

SUNDHED

“Argh really, Nina?” tænker du måske nu. Det er sgu for kedeligt. Og næsten lidt for oplagt. Du træner, we get it. Men sagen er bare den, Anne, at ordet har fyldt virkelig meget i mit hoved på det sidste. Jeg har vendt og drejet det, for at finde ud af, hvad det egentlig betyder for mig. Hvornår jeg føler mig sund.

Jeg har altid været meget optaget af sundhed. Engang tænkte jeg ofte ordet i forbindelse med fødevarer. Jeg gik meget op i sunde fødevarer. Gerne dem der var lave i kalorier, så jeg kunne tabe mig. Jeg var meget fokuseret på fysisk fremtoning og for mig var en meget slank krop lig med sundhed. Jeg ville være tynd – og jeg følte mig sund, når jeg tabte mig.

Sådan er det ikke mere. Meget langt fra faktisk. I dag ligger sundhed i langt højere grad i mit hoved.  Jeg tror faktisk, at jeg føler mig allersundest, når sundhed ikke er et ord, jeg skænker en tanke. Når jeg er i balance – og her mener jeg ikke “du kan både spise choko og spidskål – det handler om balance”-balance. Nej, jeg mener, når der er balance i mit hoved. Og nu stopper jeg med at skrive balance. Det er et irriterende ord.

Jeg tror, at grunden til, at ordet sundhed er begyndt at ræsonnere i mig igen, er, at jeg på det sidste har følt mig det modsatte – usund. Det er svært at forklare hvorfor, men jeg har følt mig lidt… forkert på den. Som om at jeg ikke har kunnet følge med. Der er sket så mange ting omkring mig – virkelig fede ting – men jeg har ikke nået rigtigt at opfatte det. Har du set den der film med Adam Sandler, hvor han får en fjernbetjening til sit liv og spoler over et stykke og pludseligt har han misset det hele? Det er lidt den følelse, jeg sidder med, når jeg ser tilbage på det sidste år. Jeg kan ikke skelne månederne fra hinanden – kun huske de store linjer. Det føles usundt, og jeg vil det sindssygt gerne til livs.

Jeg vil nemlig føle mig sund. Og jeg ved godt, hvordan det føles. Det er følelsen af ro i maven. Du ved, den der følelse, der spreder sig i kroppen, når man har taget en dyb indånding og langsomt puster ud igen. Når dén slags ro føles rimelig konstant i min mave, føler jeg mig sund.

Roen kommer i glimt, og jeg forsøger at blive opmærksom på, hvad der får den til at indtræffe. Jeg har lagt mærke til, at den bl.a. kommer, når jeg føler mig tryg. Og når jeg griner uhæmmet. Eller når jeg siger fra og står op for mig selv – som fx i sidste uge, hvor jeg stoppede en relation, som ikke var god for mig. Der følte jeg mig sund. Fordi jeg kunne kende mine egne grænser, respekterede dem og handlede på dem.

Opsummeret tror jeg, at jeg føler mig sundest, når jeg er umiddelbar i det jeg gør. Når mine følelser og værdier står helt klart for mig og jeg handler i overensstemmelse med dem. Og det er nok lidt det, jeg har manglet på det sidste: Klarhed over mine følelser, og hvordan jeg har det. Jeg har bare gjort. Tænkt over hvad jeg burde gøre – og så gjort det. Jeg har været så meget i mit hoved, at jeg har mistet forbindelsen til min krop. Og det er altså dér følelserne sidder, tror jeg. Alt hvad jeg har følt, har derfor været, hvad jeg har tænkt, at jeg følte.. If that makes sense..

Men nu vil jeg føle igen. Så jeg kan blive sund igen. Og jeg gør mig virkelig umage for at komme tilbage i kroppen, få ro på den og mærke efter. I sidste uge snakkede jeg med min far om, at jeg ikke længere kan mærke, hvordan jeg har det. At jeg bare kører på autopilot. Han spurgte mig, om jeg husker at trække vejret. Sådan rigtigt. Det måtte jeg svare nej til – så nu har jeg hængt posts its op i hele min lejlighed, der minder mig om, at jeg skal trække vejret dybt. Og det hjælper (du kan se et eksempel på sådan en seddel på billedet nedenfor – aesthetically pleasing, hva?)

Så.. for lige at binde en sløjfe.. Sundhed er for mig, når jeg har ro i kroppen. Når jeg er.. ustresset. Og i kontakt med mine følelser. Og selvfølgelig er god mad og motion ikke uvæsenligt, MEN hvis mit hovede ikke har det godt, så kan end ikke uendelige mængder kylle+broccoli og træning få mig til at føle mig sund.


Det blev en lang, lidt tung og måske lidt rodet smøre. Men det var altså de tanker ugens ord satte igang hos mig. Hvad tænker du om ordet sundhed, Anne? Hvornår føler du dig sund? Jeg glæder mig helt vildt til at læse dine tanker om det 😀 <3