Om store damelår

Hej Anne,

Sikke en forrygende start du har fået på dit løbeeventyr. Godt gået! Jeg er dog ikke forundret over, at din tur gik flyvende, efter at have taget et kig på din løbeplayliste. Den er altså in it to win it.

Jeg er helt og aldeles tosset med jeres “motionsrunde“. Der er intet som lidt gruppepres og præstationsangst til at kickstarte en sund livsstil.

Jeg har summet lidt over konceptet i dag – og jeg har besluttet mig for at adoptere og inkorporere det her på domænet. For det første fordi jeg håber, at det kan have samme konstruktive effekt på mig, som det havde på dig. Og for det andet fordi jeg har længe har ledt efter en undskyldning for at skrive om min store passion for styrketræning og bodybuilding. Sportsgrenen der hver dag beviser, at mytologien om Narcissus faktisk er baseret på virkelige hændelser.

Det har du nu indirekte givet mig årsag til – og for det, er jeg dig meget taknemmelig. Kategorien motionsrunde er hermed født <3 Den vil blive dedikeret til alt træningsrelateret (læs: pral over rekorder og selfies) og jeg elsker den allerede meget højt.

Jeg vil starte mine nye yndlingskategori ud med at fortælle dig lidt om mine lår. De er nemlig relativt store. Jo de er så. Se selv:
la%cc%8ar
Og det er virkelig en sjov ting med store damelår. De deler virkelig vandene.
Det er som om, at de i visse fora (særligt blandt andre kvinder) ikke må italesættes. Hvis jeg (i en passende kontekst – jeg sværger) nævner, at jeg har store lår, oplever jeg 9 ud af 10 gange at få “neeeeej, det har du altså SLET ikke!” som svar. Jeg ved, at det er sagt i bedste mening, fordi mange tror, at det er noget, man som kvinde ikke vil have. Jeg har dog også oplevet, at en pige gik i den helt anden grøft og forsøgte at “ramme mig” og gøre mig ondt, ved at pointere hvor store lår jeg har.

I fitnesscenteret oplever jeg det modsatte. Der får jeg komplimenter for mine store skinker – og jeg har mere end én gang oplevet, at en fyr tager fat i mig, fordi han vil vide, hvordan jeg træner for at få dem så store.

Jeg selv er glad for dem. Og stolt af dem. Men jeg ved også, hvad de kan, og hvorfor de er blevet så store. For to år siden faldt jeg på ski og smadrede mit højre knæ fuldstændigt. Jeg forstrak mit inderste ledbånd og rev mit ene korsbånd helt over. Jeg gik med skinne i seks uger og fik fjernet mit korsbånd ved en operation. Da nogle uger senere startede til genoptræning fik jeg to muligheder: jeg kunne enten få rekonstrueret mit korsbånd eller forsøge at træne mig til et stabilt knæ. Jeg valgte træningen.

Jeg skulle træne mit ben op helt fra bunden. Som i helt fra bunden. Træningen bestod blandt andet i at sidde på en stol med en karklud under foden og køre den frem og tilbage på gulvet. På det tidspunkt, var det skidehårdt, for jeg havde ingen muskelmasse tilbage i benet. Men jeg blev ved. Minimum to gange om ugen i nu snart 104 uger. Og nu er mine ben blevet så stærke, at jeg kan benpresse 200 kg og jeg mærker aldrig noget til min knæskade længere. Det gør mig sgu lidt stolt.

Så selvom jeg nogle gange ville ønske, at mine ben var slankere og tog sig en anelse bedre ud i stramme jeans, så elsker jeg mine store lår for at have sparet mig for knæsmerter og en tur under kniven (men helt ærligt, så elsker jeg dem primært for at skaffe mig street credit blandt mine fellow fitness-freaks 😀 ).

Kærlighed og (blogger)krig

Hej Anne,

Tak for din omsorg. Jeg er tilbage på en mere fiberrig kost og maven er i bedring. Det blev alligevel til én hel rulle mariekiks på to dage.. indtaget i sengen = krummer på lagenet, der holder mig vågen i skrivende stund.

Nå, men.. jeg kan rigtig godt lide dit koncept med at skrifte – det er jo selvudvikling for åben skærm. Jeg synes dog ikke, at du har noget at skamme dig over. Lad da støvsugeren holde fri i januar! Det gør de fleste uni-studerende, og det er kun godt for arbejdsmoralen. Dét fortjener din Nilfisk (ok, rent gæt) også. Og måske kvitterer den med kraftigere sugeevne, når der igen stilles krav til den i februar?

Med hensyn til din skam over at tale direkte fra leveren kan jeg kun sige: jeg håber virkelig aldrig, at der indfinder sig et filter i dit snakketøj. Aldrig. Din bramfrihed er noget af det allerbedste ved dig. #alterlove (see what I did there?)

Apropos love: jeg har den sidste uge haft så meget kærlighed i mig, at det næsten har gjort fysisk ondt. Kender du det? For mig kommer det i små øjeblikke, som kan gøre mig helt rundtosset, fordi jeg bare føler mig så glad og taknemmelig over de mennesker jeg har i mit liv. I den forgangne uge har jeg bl.a. oplevet det, da min veninde, Anna, faldt i søvn i mit skød i fredags. Og da min mor og jeg, arm i arm, tog os en morfar mandag eftermiddag. Jeg ser et mønster her. Søvn = overvældende kærlighed. Måske jeg bare skal slette Tinder og sove lidt flere lure?

Følelsen ramte mig også, da jeg i går besøgte mine bedsteforældre. Jeg sad og holdt min bedstefar i hånden, mens jeg snakkede og grinede med min bedstemor – og jeg var så glad og fyldt med kærlighed.

Men så brast idyllen. Min bedstemor benyttede nemlig lejligheden til at fortælle mig, at hun læser min blog. Det er isoleret set en dejlig nyhed. Problemet er bare, at hun kun læser to blogs. Min og Twinpeaks.dk. Og da det ligger til menneskets natur at sammenligne, måtte jeg indse, at jeg nu kæmper om titlen som bedstemors y-blogger med en af danmarks dygtigste bloggere i modsatte ringhjørne. Jeg har kigget lidt på fakta:

Det der taler til Mette Maries fordel er, at:

  • hun er en hamrende dygtig skribent.
  • hun har to alvorligt søde tvillingebørn på snart fire år, som leverer guldkorn hver dag.
  • hun har en kendt (og meget pæn) mand.
  • hun går til spændende events og er nogle gange i fjernsynet.
  • hun læser Se&Hør højt for sine følgere hver onsdag (et koncept b-mor er meget glad for).
  • hun var en virkelig god nabo, da hun havde kolonihave ved siden af mine bedsteforældre i Sommerbyen Ejby.
  • hun er i Top-2 over mine yndlingsbloggere. Du er nummer ét :’)

Og så en liste over faktorer, der gør, at jeg potentielt kan vinde titlen:

  • Sat lidt på spidsen stammer en fjerdedel af mine gener fra min bedstemor. Så hun er 1/4 medforfatter af denne blog. Ok… sat meget på spidsen.
  • We go waaaay back (har vedhæftet billedebevis).

nina-og-bmor

Jeg kan endnu ikke spå om, hvordan striden vil ende. Jeg er jo stadig ny i gamet og kan af gode grunde ikke fortælle sjove anekdoter om de oldebørn, jeg ikke har givet hende. Alt jeg kan gøre nu er at håbe på, at b-mor er LTF og vælger mig.

Vi ses til bajer på Stefanshus i aften, Annemouse. Det glæder jeg mig til.

Kys.

RE: MAX FACTOR LIPFINITY 390

Hej Anne

Så sidder vi her sgu. I hver vores lejlighed i København og udlever den fælles drøm. Drømmen om livet med blog.

Allerførst vil jeg gerne sige tak.

Tak, fordi du gider læse mine skriblerier, så jeg ikke blogger uden én eneste læser. Nu har jeg dig – og dig er jeg glad for. Og tak, fordi du vil skrive for mig. Jeg glæder mig helt vildt til at følge med og læse dine indlæg.

Apropos dét.. jeg har lige læst dit første indlæg om din nye Lipfinity 390 aka wifebeater-læbefarve. Og ved du hvad? I’ve fucking been there. Og er der igen lige nu faktisk.. Dit indlæg vækkede makeup-modet i mig og jeg skulle liiiige se, om den Lipfinity 330, jeg selv ligger inde med, nu også var så grel, som jeg huskede den. It was. Og nu hænger jeg så på mørkebrune læber de næste tre til fire uger. Skod. Tak for det, Anne.

img_0428*smilin’ thru da pain*

Jeg burde egentlig have vidst det. At det var dømt til at gå galt med den læbestift. Jeg var alt for sårbar, da jeg købte den. Det var den 31. december sidste år, nytårspanikken var begyndt at sprede sig i kroppen. Jeg lugtede af den hummersuppe, som min roomie Dennis havde kogt i køkkenet aftenen forinden. Mit SU-budget havde ikke tilladt mig at shoppe nyt nytårsdress, så valget var faldet på en sort buksedragt. Lange ærmer. Ikke engang nedringet. Noget måtte jeg jo for helvede gøre?!

Jeg skulle egentlig bare ud at købe mig en Asti, så der var lidt at smøre stemmelæberne med, når nu DR’s pigekor insisterer på at sætte “Vær velkommen, Herrens år” i en så umenneskelig høj tone. Men pludseligt finder jeg mig selv i Matas, hvor en ekspedient er ved at hjælpe mig med at finde “en frisk, men dog mørk læbestift – gerne sådan lidt Kylie Jenner-ish“. Set i bakspejlet burde jeg være løbet, da jeg hørte mig selv nævne Kylie Jenner. Men jeg blev. Og jeg købte den (tjente fine Club Matas-point på købet dog). Prøvede den på og måtte hurtigt konkludere, at Kylie Jenner og jeg teint-mæssigt ER for langt fra hinanden til, at jeg nogensinde igen skal efterligne hende. It. does. not. work.

Nytårsaften endte altså (efter en bøtte kokosolie og en halv times læbeskrub) med at blive en sort og langærmet fornøjelse. Jeg har vedhæftet et outfitbillede fra aftenen.. Det tror jeg, at man skal som blogger. Som du kan se, blev confetti og den simulerede stilethæl min redning.

img_0263

Vi ses i morgen. Jeg gir en kop kaffe og en bolle med humus i kanneren, hvis du tager din nye læbestift på i morgen.

Kys.