Lidt om det der fandens dating

Billede af mig, der sender grineren GIF til mit nye Tindermatch.

Hej Anne,

Som jeg skrev i dette indlæg, sad jeg for et år siden i hule på Nørrebro  og var pænt forvirret. Min ekskæreste (som jeg havde mødt på Tinder) var lige flyttet ud, og bruddet var foregået ca. ligeså hurtigt, som Lotte Heises talestrøm – lynhurigt – umuligt at følge med i. Jeg skulle derfor til at finde ud af, hvordan jeg var single igen. Og hvordan jeg skulle date igen.

Heldig- (og ulykkelig)vis – havde jeg kun været off the market i et år, så singletilværelsen lå ikke alt for langt væk. Og at være på Tinder er lidt som at køre på cykel – hvis du først har været en haj til det, så glemmer du sgu ik, hvordan du gør’ed. Og jeg var en haj til det præ-forhold. Jeg havde været single i fem år og i tre af dem, arbejdede jeg frivilligt som lynswiper hos Tinder. Det var derfor både trygt og nemt at være tilbage, og mit fede ego hyggede sig gevaldigt med at hive matches hjem. Charming.

Men på trods af, at Tinder muligvis er det oftets forekomne ord her på domænet, så er jeg faktisk edertræt af den app og jeg vil virkelig hellere møde folk i virkeligheden. Det sker dog sjælendt, men det er megafedt, når det gør. Jeg har indenfor det seneste år datet to fyre, som jeg mødte i “virkeligheden”,  og jeg har virkelig mærket en betydelig forskel i måden, jeg har datet dem på ift. dem jeg møder på Tinder.

Den ene kontaktede jeg selv. Jeg så ham virkelig ofte i mit lokalområde, og jeg syntes at han var den sødeste, jeg nogensinde havde set. Efter et stykke tid begyndte vi at småsnakke, når vi mødtes og vi fik bygget en intern joke op, som jeg til sidst valgte at bruge som åbning. Jeg skrev mit navn og telefonnummer på en seddel og havde det med i lommen, hvis nu jeg mødte ham. Det gjorde jeg, og da vi jokede videre på vores – rimelig lamme – interne joke, gav jeg ham sedlen og bad ham om at skrive til mig, hvis han fandt noget nyt i sagen. Det gjorde han sjovt nok aftenen efter og han inviterede på en øl, så vi kunne vende situationen. Vi så hinanden ca. fem gange og det var skidehyggeligt og sjovt, og det er nok stadig en af mine bedste datingoplevelser til dato, selvom vi ikke levede lykkeligt til vores dages ende.

Den anden tog fat i mig. Og ærligt, hvis jeg havde set ham på Tinder, var han røget til venstre. Han var ung, lidt for good looking og lidt selvfed. Han havde set mig i fitnesscenteret, og da vi efterfølgende begge handlede i Rema, kørte han ind i mig med sin kurv.. Ved en fejl selvfølgelig…. Vi faldt i snak og fandt hurtigt ud af, at vi havde træningen tilfælles. Vi fulgtes hjemad og efterfølgende mødtes vi tilfældigt i fitness og snakkede videre. Jeg syntes stadig, at han var for ung og smart til mig og tænkte på ingen måde, at han havde date-potentiale. En dag aftalte vi dog at træne sammen og senere aftalte vi at stene sammen en aften, fordi vi nærmest var naboer. Da han gik, var jeg sikker på, at vi ikke skulle ses privat igen. Et par aftener senere kedede jeg mig dog og han ville gerne se film igen. Vi så Asterix og Obelix og havde det SÅ hyggeligt. Pludseligt så jeg ham i et helt andet lys og jeg fik lyst til at se ham hele tiden. Jeg  blev virkelig, virkelig glad for ham. Det gik dog ikke, da han alligevel var lidt for ung og jeg lidt for gammel, haha. Jeg havde lidt ondt i hjertet i et stykke tid, men i dag er vi venner og mødes igen i træningscenteret til en snak om gainz og kylling.

Selvom ingen af de to lovestories havde potentiale til en Jojo Moyes roman, var det virkelig en tiltrængt forandring for mig. Det var så fedt at få lov til at mærke spændingen, opbygningen og at lære hinanden at kende, uden at have taget stilling til fem billeder og en profiltekst bestående af emojis og et højdemål. Der var en helt anden respekt for hinanden, fordi vi havde mødt hinanden som “ægte mennesker” og ikke som ét profilbillede blandt 1000.

Jeg tager muligvis fejl, men min erfaring siger mig desværre, at datingapps har påvirket både mit og mine med-millenials forhold til dating “irl” negativt. Jeg tror, at det har taget modet fra mange, at vi er blevet så vant til at mødes online, og at vi er blevet vant til at vide, at den anden er interesseret, før vi tør lave et move. Og jeg tror sgu, at man bliver lidt kynisk af at sidde og vælge om folk skal i skralderen til venstre eller får lov til at komme ind i varmen til højre. Det bliver skidedistanceret og det føles så fjernt fra virkeligheden.

Min erfaring siger mig også, at det kan være lidt svært at finde tid til anden date, hvis første ikke lige var the bomb, når man har x antal friske bejlere liggende i indbakken. Selvfølgelig skal der være en slags kemi, men sådan noget kan måske tage længere end drikketiden af en enkelt Fynsk Forår at mærke.

Jeg har selv været indbegrebet af en en Tinder-dater. Evigt swipende og kynisk af dårlige oplevelser. Men det gider jeg ikke være. Jeg vil være en god og respektfuld dater. Det tager måske lidt tid at ryste tinderella-mindsettet helt af mig, især fordi jeg bliver mødt af samme adfærd den anden vej, men jeg vil forsøge at gøre mig lidt mere umage. En start må være at genfinde tålmodigheden til datingprocessen og blive ok med, at det ikke nødvendigvis siger SHABAMAMMA ved allerførste møde. Og så blive ved med at opsøge og opfordre til mere snak og møder irl. Yup, that’s a plan.

Vi snakkes ved, Annepigen <3

Og til alle de tindermatches, der har stalket sig herind: Jeg er skidesød. God ved dyr, nem at snakke med. Skriv bby.  

10 ting – i anledning af Nina-Nytåret


Hej Anne,

For to år siden sad jeg i min lejlighed på Nørrebro med et hjerte, som var ved at hamre ud af brystet på mig af forelskelse. Jeg havde mødt en, som jeg faktisk rigtig gerne ville være kærester med. Og skæbnen ville, at han havde det på samme måde med mig.

Præcis et år senere sad jeg igen i min lejlighed på Nørrebro. Denne gang dog bare med et hjerte, der var ved at hamre ud af brystet af frustration, sorg og vrede. Det var meget svært og slet ikke en sjov måde at slutte sommerferien på, men det var nødvendigt. Jeg var et virkelig dårligt sted forud for det brud.

Og nu sidder jeg her.. på toårsdagen for mit eks-forhold og årsdagen med mig selv. De to sidste år er min livssituation blevet vendt på hovedet præcis på denne tid af året, og det føles som om, at slut-juli har været en slags nytår for mig. Man kan regne i skoleår, regnskabsår, reelle år og nu også Nina-år.

I år er der dog ingen stor ændring, og jeg har hverken et forhold lurende om hjørnet, et brød i ovnen eller andet der kunne bringe mig tættere på idealtilstanden: villa, vovse og Christianiacykel.

MEN når nu det alligevel er årstid for, at min selvopfundne tidsregning går i nul, skal det markeres. Og det har jeg tænkt mig at gøre ved at se tilbage og lave en liste (but of course, nogle ting ændrer sig aldrig). Listen består af ti ting, som jeg har oplevet, erfaret eller haft optur over de forgangne to år og som har bragt mig til her, hvor jeg sidder lige præcis lige nu: i min gård, med solen i hovedet og en følelse i maven af, at livet bare er mofo nice. Hold fast, for nu bliver det følsomt.

1.
Jeg har erfaret, at jeg godt kunne få en kæreste. Det kan lyde lidt fladt, men jeg gik i mange år rundt med en reel tro på, at jeg var født med en defekt, som gjorde, at jeg aldrig skulle få glæden ved at ændre min civilstand på FB og trække likes i kærlighedens navn. Den oplevelse gav min ekskæreste mig dog – og det gav mig en eller anden mærkelig form af ro og tro på, at det nok skal ende lykkeligt det hele.

2.
Jeg har lært mine grænser at kende. Jeg har tidligere i mit liv været det, man kalder en god gammeldaws pleaser. Det har gjort, at jeg flere gange i mit liv er gået på kompromis med mine egne grænser, værdier og andre vigtigheder i håbet om, at jeg alt så nok skulle blive rigtig godt i enden. Det gjorde det ikke. Det blev fucking lort og det var slet ikke sjovt. Det var dyre lærepenge, men det har været en game changer på alle parametre i mit liv.

3.
I forlængelse af forrige punkt har jeg lært at min mavefornemmelse altid har ret. Den har aldrig svigtet, men jeg har været god til at svigte den. Nu har jeg lært at sige fra og give slip på ting, som ikke føles rigtigt – især ift. dating. Det var jeg virkelig, virkelig dårlig til tidligere. Nu er jeg måske blevet dét nogle (mest mig selv) vil kalde en anelse feisty og jeg finder mig ikke i noget – end ikke i chatten på instagram 😀

4.
Jeg har fået nogle nye og virkelig dejlige veninder på studiet. Deriblandt dig. Og det gør mig så glad i maven, når jeg møder folk, som gør det helt naturligt at udvide min vennekreds. Det havde jeg ret svært ved for to år siden.

5.
Jeg har fået en hobby. Min træning. I mange år trænede jeg kun for at ændre på min krop, men nu træner jeg, fordi jeg virkelig elsker det og jeg kan mærke, at min hjerne går dopaminamok. Det havde jeg aldrig troet skulle ske for mig. Og det har givet mig en helt ny respekt for min krop, så vi er gået fra at være frenemies til best buds.

6.
Jeg har datet derud af. Og selvom jeg ikke har mødt the Keld to my Hilda, har det stadig været skidesjovt og lærerigt… og også rimelig nederen til tider. Jeg arbejder pt. på et indlæg om det satans datingliv. Nu må vi se, om jeg kan formulere noget fornuftigt om det..

7.
Jeg er startet på et studie, som jeg synes er det fedeste i hele verden. Efter fire semestre på RUC havde jeg opgivet tanken om, at jeg ville finde the one uddannelsesmæssigt, men jeg elsker virkelig DMJX og kommunikationsuddannelsen. Det føles helt rigtigt. Det passer decideret som fod i handske, som min dansklærer i 10. klasse, Erik, ville have sagt det.

8.
Jeg har fået erhvervserfaring gennem min praktik og det har givet en endnu større faglig selvtillid og sikkerhed omkring, at jeg læser det helt rigtige fag.

9.
Jeg gør mit bedste for at være taknemmelig for alt jeg har og alt der sker for mig. Især for de allervigtigste ting: min elskede familie, mine venner, mit priviligerede danskerliv osv. men også over småting, som fx, at min visdomstand valgte at føkka up imens jeg alligevel skulle skrive opgave, der var SKAM on demand og jeg ikke gik glip af en masse i skolen. Det lyder dumt, men det hjælper. (Og ja.. jeg har også været megasur over den visdomstand og ville da klart hellere ha sippet Aperol på Bryggen, mens olieindsmurte hanløver praktiserede udspring for næsen af mig – men du forstår hvad jeg mener, ik?) 

10.
Dette er lidt i forlængelse af punkt 9, men overordnet set, er mit mindset fuldstændig ændret. I starten af mine tyvere var jeg sådan rimelig bekymret sådan rimelig meget hele tiden. Over hvad andre tænkte, hvad fremtiden bragte, om jeg var rask, om folk kunne lide mig, om jeg ville blive til noget. Og det lagde lidt en dæmper på livsglæden, kan du måske forestille dig. Nu bekymrer jeg mig sjælendt og tror oprigtigt på,  at livet vil mig det rigtig godt og at jeg er herre over rigtig mange ting i mit eget liv. Det er nok den største, vigtigste og bedste ændring, der er sket.

Så er vi ved vejs ende. Så nu er det ellers bare på med nytårshatten og råbe GOOOOODT NINA-NYYYTÅÅÅÅÅR <3

JEG HAR VÆRET PÅ DATE *OMG WHAT OMG*

Hej Anne,

Jeg har store nyheder med herind i dag. Det vi aldrig troede skulle ske, er sket: JEG HAR VÆRET PÅ DATE!

Jeg forstår godt, hvis du tror, at jeg lyver nu – men jeg lover dig, at det er sandt.

Jeg tror, at grunden til, at det lykkedes var, at der var tale om decideret hurtig eksekvering. Han skrev til  mig tirsdag og torsdag aften mødtes vi. Det var et gammelt match fra Happn, som skrev og spurgte, om det ikke var på tide, at vi mødtes og drak et glas vin. Det besluttede jeg mig for, at det var det. Mest af alt fordi jeg følte, at det var på tide for mig at hive plasteret af og vise mig selv, at jeg altså stadig godt kan finde ud af at date.

Og det kunne jeg! Jeg tog semi-pænt tøj, sippede rosé, som jeg havde indkøbt til lejligheden (den lille “jeg skal jo op og på arbejde i morgen”-flaske til en 20’er i Rema) og tog ansvar for min del af en intetsigende samtale om det gode vejr, fitnesscenteret vi begge har trænet i og hvor de unge går i byen henne nu til dags.

Efter halvanden times tid fik jeg et godnatkys og så tog han videre i byen med drengene. Han sagde: “Vi ses” og jeg sagde “mmmmh ja dét gør vi“, og færdiggjorde i hovedet sætningen med et “nooot” mens jeg sendte Borat en taknemmelig tanke, for at lære mig dette trick. Og så gik jeg i seng for at restituere efter min middelmådige præstation i datingarenaen.

Og som jeg lå der helt udmattet i min seng, kiggede jeg lige vores korrespondance på Happn igennem – bare lige for at se, hvad der havde ført os hertil. Jeg fandt følgende:


Jeg er ret sikker på, at Happn har været inde at spise bidder af samtalen, for jeg mindes ikke, at jeg var så socialt handicappet dengang i 2015. Men alligevel.. ud fra dette uddrag kan du vel næsten forestille dig det festfyrværkeri af kemi, der udspillede sig på min sofa i går aftes 😉

NÅ, men nu er jeg igang igen. Jeg er glad for, at jeg gjorde det. Han var faktisk en sød fyr og selvom jeg muligvis aldrig ser ham igen, så fik han sparket gang i min datinglyst igen. Så tak for det, Happn-lover.

 

“Ik vær hende der, please”


Hej Anne,

Som jeg skrev for et par indlæg siden, har jeg jo lagt mit datingliv i graven. Jeg havde simpelthen 0% lyst til at date, og så tænkte jeg, at det var åndssvagt at gøre. Og unfair overfor dem, hvis tid jeg ville ende med at spilde. Derfor lukkede jeg den ned med alle potentielle bejlere og meldte ud, at de intet skulle forvente af mig og det ville være til alles fordel, hvis de udså sig et nyt bytte. Jeg lyder her en del mere feteret, end hvad jeg i virkeligheden var – men det er jo en af fordelene ved at forfatte tekster om sig selv – jeg bestemmer om jeg skal lyde som verdens centrum. Og det skal jeg, hehe 😀

NÅ – men altså, jeg gad ikke date og sådan var det. Det var derfor en stor ting, da jeg pludseligt i sidste uge mærkede et lille glimt af lyst til at mødes med en semi-ukendt person af modsat køn. Vi skrev lidt frem og tilbage for at finde en dag og jeg endte med at foreslå fredag aften, for så kunne vi nå at ses, inden jeg tager i sommerhus om lørdagen. Han spurgte om, hvornår jeg mente om fredagen og jeg svarede, at ca. kl. 20 ville være fjong for mig.

Og så bliver der stille. I et døgn. Og han åbnede ikke min besked – det ældste trick i bogen til at købe betænkningstid. Og det er virkelig fint nok. Jeg kender det SÅ godt fra mig selv, at jeg ikke lige kan overskue at tage stilling til en besked, og derfor lader jeg den lige være.

Da der er gået et døgn vurderer jeg dog, at han nok ikke er ellevild for at ses fredag, når han ikke er vendt tilbage. Jeg vil derfor gerne trække mit bud tilbage, så jeg kan lave andre planer fredag aften – for hvis der er noget, der er mangel på i denne verden, så er det frie fredag aftener. Jeg skriver derfor: “Jeg tolker stilheden som et ellers tak og finder på noget andet at lave :)”. Jeg er ikke sur, bitter, irriteret eller noget, jeg vil bare gerne have rådigheden over min fredag aften tilbage.

Han svarer kort efter: “Ik vær hende der, please

Og så faldt al interesse, jeg nogensinde har haft for ham, på gulvet. “Hende der” – hvem er hun? Og hvorfor må jeg ikke være hende?

Jeg blev virkelig provokeret. Det eneste jeg gjorde var at sætte en grænse for, hvor længe tilbuddet stod, når der var radio silence i den anden ende. Jeg føler, at min tid er det mest dyrebare jeg har og også en af de største mangelvarer i mit liv, derfor tager jeg den også seriøst og værner om den. Jeg skældte ikke ud, sagde han gjorde noget forkert eller brokkede mig over hans opførsel, jeg tog bare min tid tilbage. Og så var jeg “hende der”.

Jeg blev ikke kun provokeret på mine egne vegne, men også på mine medsøstres vegne. “Hende der” – de to ord rummer så meget negativitet og jeg har mødt det før. Hun er hende, man ikke vil være. Hende som fyre foragter – den “frygtelige kvinde“, som jeg har skrevet om tidligere.

Hun er blevet den, man for guds skyld ikke vil være. Besværlig og krævende. Hun er blevet et skræmmekort, man som mand kan spille for at kontrollere adfærd. For vi kvinder vil jo bare gerne være gode, rummelige, sjove, sexede og glade. Nemme at være sammen med, aldrig jaloux og ikke stille urimelige krav. En rigtig drømmepige.

Jeg er “hende der”, og jeg vil gerne være “hende der”. Men for mig står hun for noget godt, stærkt og positivt. Jeg har ikke altid været hende, og inden jeg gav mig selv lov til at være hende, blev jeg kørt over i et forhold, hvor jeg til sidst var så usikker på mig selv, at jeg ikke kunne være i min egen krop. Hvor jeg græd mig selv i søvn med en partner, der lå med ryggen til mig og bad mig om “tage mig sammen”. Som sagde, at folk ville grine af mig, hvis de hørte, hvad jeg gjorde til problemer.

For mig er “hende der” en, der respekterer sig selv, sin tid og kender sit værd. Hun står ikke bare til rådighed og venter på, at hun bliver dømt inde eller ude. Hun er ikke bange for at stå ved sin mening og sine følelser, selvom hun kan blive hånet som “en frygtelig kvinde”. I min verden er hun en kvinde, som står ved sig selv, ikke finder sig i pis og står op for sig selv. Og hun er ikke bange for at gå, hvis en mand ikke behandler hende med respekt. Hellere alene end i noget forkert.

Okay.. Jeg er godt klar over, at ham, der startede denne reaktion hos mig, på ingen måde mente alt det her med sin lille uskyldige besked i instachatten. Men jeg er nok lidt et brændt barn på det her punkt og det er derfor en af mine helt store hjertesager. Man må gerne stille krav. Man må gerne respektere sig selv og man er ikke en frygtelig kvinde, fordi man gør det. Det bliver først frygteligt, hvis man ikke gør det 🙂

Jeg vil runde af. Og bare lige for at slutte af på en mindre “pigerne mod drengene”-måde, så mener jeg 100% at det samme gælder den anden vej rundt. Uden undtagelse.

And on that note vil jeg gå en tur i mandebuffeten på Tinder og lede videre efter en god, sjov og empatisk mand, som ikke “hende der”-shamer 😀

Vi skrives ved <3

Jeg har fejlet + en lyfe-update

Hej Anne,

Lad os bare få det ubehagelige overstået med det samme. Jeg har nemlig kedelige nyheder: Jeg kom ikke på date. Det skyldtes desværre hverken kolde fødder eller nervøsitet over manglede motoriske kundskaber, men at en, der står mig meget nært, er blevet indlagt, fordi hun er meget syg. Jeg fik beskeden i onsdags, hvor daten skulle have stået, og i frygt for at sidde og græde ned i hovedretten valgte jeg at aflyse. Min date var heldigvis virkelig sød, empatisk og forstående – hvilket kun bekræfter mig i, at han er en, jeg gerne vil på date med en anden gang.

Den dårlige nyhed har også sat sig lidt på kreativiteten, og jeg har slet ikke kunnet finde på noget at skrive herinde. Jeg er dog nået frem til, at  jeg bare skal rive plasteret af og igang igen, så skriver indlæggene nok sig selv igen inde i hovedet, som de gjorde inden jeg blev ked af det. Så nu er jeg her altså igen! Juhuu 🙂

Jeg har derfor, som en blød opstart, besluttet mig for at fortælle dig om de ting, jeg har foretaget mig den forgangne uge. For selvom jeg har været ked af det og bekymret, har jeg haft en en dejlig og begivenhedsrig uge.

Jeg har blandt andet:
– Været til forårskoncert med DR’s pigekor i Holmens Kirke med min veninde Anna. Det var en virkelig dejlig og smuk oplevelse. Jeg tror dog godt, at pigerne er klar over, at deres publikum har en gennemsnitsalder på 114 og der derfor skal skrues godt op for volumen. Jeg blev nødt til at holde mig diskret for ørerne engang i mellem, fordi jeg var bange for at mine trommehinder ville eksplodere. De kan fandme ramme nogle høje toner, de damer.

koncert– Genfundet min kærlighed til Erann DD. Hvilket mine kollegaer hos BD i dag opdagede. Jeg troede jeg var safe – jeg havde in ear høretelefoner og mit “jeg hører bare lige lidt Drake“-ansigt på. Men da jo uheldigvis har fået blæst mine fimrehår i ørene til ukendelighed efter DR’s koncert, skruede jeg åbenbart så højt op, at min kollega Line kunne genkende den ikoniske fløjteintro til Still believing. Og selvom jeg et øjeblik følte, at de kiggede mig direkte ind i sjælen, er jeg nu meget glad for, at det er out there: Nina elsker Erann.

– Holdt fødselsdag/kaffemik for mig selv. Det ved du jo – for du var der. Nu var fejringen jo fra mig til mig, så jeg er måske lidt farvet- men hold kæft hvor var det hyggeligt! Pynten var, meget tydeligt, også fra mig til mig:

ninamik– Bagt 400 kager i anledning af min helt fantastiske kaffemik. Bl.a. den her frækkert fra Y-Anna. Der er flere, der er besvimet, når de har smagt den. Næsten.

29386873_10155536740662689_705920992274284544_o– Lavet en killer lipsync til Anastacias “Paid my dues” til en kollegiefest på Egmont. Du skulle se min lillebrors ansigt, da jeg fremførte den. Han var decideret imponeret – men det var altså også nærmest 1:1.

– Mødt et tinder-match til festen. Vi snakkede om, hvor dårlig jeg er til at svare og drak en halv øl sammen. Det må da næsten tælle som en tinderdate? Der var både presset stemning og bajer involveret. Så nåede jeg alligevel første delmål i min tinder-challenge. Tjatjing.

– Indset, at jeg skal gå mere ud. Jeg har de sidste mange weekender levet et vaskeægte mormorliv under min plaid på min sofa. Og det har været godt for sjælefreden og skønhedssøvnen, men virkelig skidt for ungdommelighedsfølelsen. Det skal være slut nu. Mere fest.

– Brugt halvdelen af søndagen på at finde pladser og navne til de 423 nye planter jeg fik i fødselsdagsgave til mit kaffemik. Indeklimaet har aldrig været bedre og vandebyrden større her på matriklen.

– Den anden halvdel af dagen brugte jeg på fosterstilling, bland selv slik og Asterix og Obelix  – Mission Cleopatra. Verdens. bedste. film. Den skal du virkelig love mig, at du (gen)ser. Den er helt genial (og ligger på Tv2 Play).

–  Fået taget outfitbillede af Jose. Jeg havde 0% lyst – jeg følte virkelig, at jeg kunne mærke min selvrespekt rulle med øjnene og forlade bygningen, da jeg sad der og posede. Men min kollega, Ditte, sagde, at jeg var ren Beverly Hills den dag, så jeg havde intet valg:

prof2

Det var vist det. Så er dét plaster revet af. Det er rart at være tilbage herinde, jeg elsker jo vores lille korrespondance. Nu vil jeg smutte i fitteren. Vi skrives ved, mulle 🙂