Kære bedstefar

Hej Anne,

I dag vil jeg dele noget meget personligt med dig. Det er et brev, jeg har skrevet til min bedstefar, som er syg med demens. Han har været det i snart ti år, og demensen har langsomt men sikkert taget mere og mere af ham og gjort ham mere og mere syg.

Demens er en langsom og svær proces, hvor et menneske, man elsker, forsvinder fra en, mens de er her endnu. Netop dét synes jeg gør processen helt enormt svær. For sorgprocessen starter, mens personen står lige ved siden af dig. Jeg selv har grædt mange tårer over min bedstefars sygdom, men det har været svært at forklare, hvorfor jeg var så ked af det “for han er her jo endnu” som folk ofte trøster mig med. Og ja, det er han og det elsker jeg, men han er ikke den bedstefar, jeg kendte engang.

Det er et meget svært emne at skrive om, synes jeg, og det er helt vildt personligt. Men jeg synes, at det er vigtigt at snakke om. For det er en usynlig sygdom, som er så helt vildt svær at forstå, hvis man ikke har haft den inde på livet selv. Og det er en sygdom, som nok især rammer de pårørende.

Det her brev er derfor også en kærlighedserklæring til min bedstemor – den allerstærkeste jeg kender. Hun har i ti år set, hvordan hendes mand langsomt er forsvundet fra hende. I de ti år har hun fyldt hans liv med struktur og kærlighed, så han har haft de allerbedste betingelser for et godt liv med sin sygdom. Og min bedstefar har været glad og haft det godt.
Jeg er dog ikke i tvivl om, at de sidste ti år har været meget hårde for min elskede bedstemor. Og jeg synes, at hun fortjener så meget respekt og beundring for den måde, hun har håndteret sygdommen på. Hun har gjort min bedstefars liv med demens til et dejligt liv – og det har krævet en enorm styrke.

Det virker måske lidt mærkeligt, at jeg deler det her brev med dig. Jeg kunne jo bare læse det højt for min bedstefar. Men jeg vil gerne have, at du og andre også kan læse det. For jeg synes, at vi snakker alt for lidt om, hvad demens gør ved mennesker – både de demensramte og de pårørende. Og det gør det endnu sværere at have sygdommen inde på livet. Og derfor får du det her:

“Kære bedstefar,
Jeg savner dig.
Du går ved siden af mig, og din hånd er i min. Du er lige her, men mit hjerte brænder af savn. Min hals har snørret sig sammen, og jeg ved, at hvis jeg forsøger at sige selv det mindste ord, så kommer tårerne. Så vi går i stilhed. Og jeg nyder bare, at du er lige her. Lige her ved siden af mig.

For det er du. Men du er ikke den samme længere. Du har en sygdom, som langsomt har lagt en større og større skygge ned over dig. En skygge, som stjæler dine minder fra dig. Stjæler din evne til at gøre de ting, du gerne vil. Skyggen stjæler din hukommelse og gør selv små hverdagsting til store udfordringer.

Jeg hader den skygge. Af hele mit hjerte! Den stjæler min bedstefar fra mig. Den stjæler min bedstemors ægtemand. Min mors far. Og det er så afsindigt smertefuldt at overvære. 

Jeg kan se, at du kæmper. At du godt selv kan mærke det. Og det gør dig frustreret. At du ikke kan de ting, som du plejede at kunne. Det gør ondt på dig og det gør dig vred – og jeg forstår dig! Jeg forstår dig så godt, bedstefar. Det er ikke fair, at den sygdom har valgt at kaste sig over dig. Slet ikke. Men jeg vælger at tro, at skyggen kunne se, at du er et dejligt menneske, og derfor vil den bo i dig. Fordi det er et godt sted at være. 

Kære bedstefar, jeg lover dig, at jeg kan se dig endnu. Bag det slør demensen har kastet ned over dig, står du helt tydeligt. Jeg kan stadig mærke dit varme væsen, din tørre humor og den uendelige kærlighed du har til mig. Jeg kan se dig endnu og jeg vil aldrig stoppe med at søge dig. Aldrig nogensinde. 

Du har altid været min helt og min allerbedste ven. Os to mod verden. Og ingen sygdom får nogensinde lov til at ændre på dét.

Jeg elsker dig.

Din Nina”

 

“Ik vær hende der, please”


Hej Anne,

Som jeg skrev for et par indlæg siden, har jeg jo lagt mit datingliv i graven. Jeg havde simpelthen 0% lyst til at date, og så tænkte jeg, at det var åndssvagt at gøre. Og unfair overfor dem, hvis tid jeg ville ende med at spilde. Derfor lukkede jeg den ned med alle potentielle bejlere og meldte ud, at de intet skulle forvente af mig og det ville være til alles fordel, hvis de udså sig et nyt bytte. Jeg lyder her en del mere feteret, end hvad jeg i virkeligheden var – men det er jo en af fordelene ved at forfatte tekster om sig selv – jeg bestemmer om jeg skal lyde som verdens centrum. Og det skal jeg, hehe 😀

NÅ – men altså, jeg gad ikke date og sådan var det. Det var derfor en stor ting, da jeg pludseligt i sidste uge mærkede et lille glimt af lyst til at mødes med en semi-ukendt person af modsat køn. Vi skrev lidt frem og tilbage for at finde en dag og jeg endte med at foreslå fredag aften, for så kunne vi nå at ses, inden jeg tager i sommerhus om lørdagen. Han spurgte om, hvornår jeg mente om fredagen og jeg svarede, at ca. kl. 20 ville være fjong for mig.

Og så bliver der stille. I et døgn. Og han åbnede ikke min besked – det ældste trick i bogen til at købe betænkningstid. Og det er virkelig fint nok. Jeg kender det SÅ godt fra mig selv, at jeg ikke lige kan overskue at tage stilling til en besked, og derfor lader jeg den lige være.

Da der er gået et døgn vurderer jeg dog, at han nok ikke er ellevild for at ses fredag, når han ikke er vendt tilbage. Jeg vil derfor gerne trække mit bud tilbage, så jeg kan lave andre planer fredag aften – for hvis der er noget, der er mangel på i denne verden, så er det frie fredag aftener. Jeg skriver derfor: “Jeg tolker stilheden som et ellers tak og finder på noget andet at lave :)”. Jeg er ikke sur, bitter, irriteret eller noget, jeg vil bare gerne have rådigheden over min fredag aften tilbage.

Han svarer kort efter: “Ik vær hende der, please

Og så faldt al interesse, jeg nogensinde har haft for ham, på gulvet. “Hende der” – hvem er hun? Og hvorfor må jeg ikke være hende?

Jeg blev virkelig provokeret. Det eneste jeg gjorde var at sætte en grænse for, hvor længe tilbuddet stod, når der var radio silence i den anden ende. Jeg føler, at min tid er det mest dyrebare jeg har og også en af de største mangelvarer i mit liv, derfor tager jeg den også seriøst og værner om den. Jeg skældte ikke ud, sagde han gjorde noget forkert eller brokkede mig over hans opførsel, jeg tog bare min tid tilbage. Og så var jeg “hende der”.

Jeg blev ikke kun provokeret på mine egne vegne, men også på mine medsøstres vegne. “Hende der” – de to ord rummer så meget negativitet og jeg har mødt det før. Hun er hende, man ikke vil være. Hende som fyre foragter – den “frygtelige kvinde“, som jeg har skrevet om tidligere.

Hun er blevet den, man for guds skyld ikke vil være. Besværlig og krævende. Hun er blevet et skræmmekort, man som mand kan spille for at kontrollere adfærd. For vi kvinder vil jo bare gerne være gode, rummelige, sjove, sexede og glade. Nemme at være sammen med, aldrig jaloux og ikke stille urimelige krav. En rigtig drømmepige.

Jeg er “hende der”, og jeg vil gerne være “hende der”. Men for mig står hun for noget godt, stærkt og positivt. Jeg har ikke altid været hende, og inden jeg gav mig selv lov til at være hende, blev jeg kørt over i et forhold, hvor jeg til sidst var så usikker på mig selv, at jeg ikke kunne være i min egen krop. Hvor jeg græd mig selv i søvn med en partner, der lå med ryggen til mig og bad mig om “tage mig sammen”. Som sagde, at folk ville grine af mig, hvis de hørte, hvad jeg gjorde til problemer.

For mig er “hende der” en, der respekterer sig selv, sin tid og kender sit værd. Hun står ikke bare til rådighed og venter på, at hun bliver dømt inde eller ude. Hun er ikke bange for at stå ved sin mening og sine følelser, selvom hun kan blive hånet som “en frygtelig kvinde”. I min verden er hun en kvinde, som står ved sig selv, ikke finder sig i pis og står op for sig selv. Og hun er ikke bange for at gå, hvis en mand ikke behandler hende med respekt. Hellere alene end i noget forkert.

Okay.. Jeg er godt klar over, at ham, der startede denne reaktion hos mig, på ingen måde mente alt det her med sin lille uskyldige besked i instachatten. Men jeg er nok lidt et brændt barn på det her punkt og det er derfor en af mine helt store hjertesager. Man må gerne stille krav. Man må gerne respektere sig selv og man er ikke en frygtelig kvinde, fordi man gør det. Det bliver først frygteligt, hvis man ikke gør det 🙂

Jeg vil runde af. Og bare lige for at slutte af på en mindre “pigerne mod drengene”-måde, så mener jeg 100% at det samme gælder den anden vej rundt. Uden undtagelse.

And on that note vil jeg gå en tur i mandebuffeten på Tinder og lede videre efter en god, sjov og empatisk mand, som ikke “hende der”-shamer 😀

Vi skrives ved <3

¯\_(ツ)_/¯

Hej Anne,

Jeg har lige genlæst mit sidste indlæg, og jeg kan sgu mærke, at jeg har det lidt mærkeligt med at dele ud af sårbare ting herinde. Det er som om, at det ikke passer ind i det blogunivers, jeg gerne vil skabe.  Det er egentlig ret forfængeligt. Men jeg har besluttet, at når det har en plads i mig – må det også godt få plads herinde. Selvom det måske kan blive et lidt abrupt skift i genre nogle gange.

Da jeg læste indlægget, studsede jeg over mine egne tanker og min egen adfærd. Mest over hvordan jeg kan bruge et helt indlæg på at beskrive, hvordan jeg har følt, at det ramlede omkring mig og mit hoved er ved at eksplodere.. for så at slutte af med at nævne en challenge, jeg vil give mig selv, mens jeg skal på ferie… Det er nok ikke en god idé.

SÅ = challenge afblæst. Eller udskudt. For jeg synes stadig, at det kunne være et sjovt koncept, at give mig selv en ugentlig udfordring og så skrive lidt om det herinde. Mest for selvudviklingen i det, hehe. Jeg tænker, at jeg er klar til at køre første runde i næste uge – og du må gerne være med, hvis du vil 🙂 Men for nu skal jeg bare slappe af. Nyde min ferie og ikke nødvendigvis blive bedre, sjovere eller sejere til noget.

OG så lige for at samle helt op på sidste indlæg, så kan jeg fortælle, at den der irriterende følelse af uro har siddet i kroppen hele weekenden. Den er svær at ryste af, selvom jeg har slappet af og været omgivet af nogle af mine yndlingsmennesker. Jeg havde det godt i formiddag, da jeg havde været oppe at træne.. selvom jeg var skidesur og skulede ondt til alle, der kiggede min vej de første tyve minutter. Men da jeg først var varm, kunne jeg mærke, hvordan jeg følte mig som mig selv igen. Som om jeg blev hevet ud af hovedet og ned i kroppen igen. Det var helt fantastisk – og det er SÅ meget derfor jeg elsker min træning og ikke vil undvære den. Den giver ro i skallen, når jeg ikke kan finde ud af at slukke for tankerne. Roen forsvandt dog som dug fra solen, da jeg i en præ-ferievanding-session stak mig på en kaktus, jeg fik i fødselsdagsgave sidste uge. Jeg har jo tumlet lidt med navngivning af alle mine nye planter, men kaktussen gjorde det i dag nemt for mig og hedder nu: svin.

NU smutter jeg. Hvis jeg snart falder i søvn er jeg nemlig endnu tættere på at være nede i de 21 grader, der venter på mig i Malaga. Jubiii – jeg glæder mig. Tak fordi du “lyttede” til mig. Sov godt.

Dårlig samvittighed = alt for salt sovs

traet

Hej Anne,

Jeg har lige læst din logbog, og det faldt på et lidt tørt sted – dit virtuelle selskab. Jeg har den sidste time siddet og bakset med det her indlæg uden rigtigt at kunne finde ordene. Så nu starter jeg altså forfra: Din dag lyder dejlig. Og effektiv, og jeg er lidt misundelig på både krebinetter, InDesign og venindehygge.

Min egen dag har også været god. Jeg har grinet en masse på arbejdet. Hygget mig og været glad. Og nu er jeg gået på ferie. I noget der føles som en evighed. I realtid er det 9 dage, jeg har fået at godte mig i – og det passer mig helt eminent godt.

Den seneste tid har nemlig været virkelig ambivalent, synes jeg. På den ene side, har det været en tid fuld af bekymring og frygt og på den anden side har jeg lavet en masse gode og glade ting.

Her til aften er det hele kulmineret midt i min stue. Jeg fik for et par timer siden en følelse af slet ikke at kunne være i min krop. Mit hjerte hamrede, mine ben rystede og jeg kunne ikke trække vejret ordentligt. Og inden at du, eller mine to andre kernelæsere – bedstemor og farmand – bliver bekymrede, vil jeg lige sige, at jeg har det bedre nu. Men jeg lytter til det – for jeg kender efterhånden min krop og dens reaktioner ret godt, og jeg ved, at den prøver at fortælle mig, at der er noget, den synes, er lidt nederen.

Jeg ved egentlig godt, hvad mit problem er: Jeg har for travlt. Og ikke kun med at nå de ting jeg skal, men også med at forsøge at give folk dét, jeg tror, de gerne vil have fra mig. Jeg er megadårlig til at sige nej. Også selvom jeg ikke bliver spurgt. Jeg kommer fra en familie, hvor omsorg og empati er nøgleord. Hvor vi passer på hinanden, ser hinandens behov og man med glæde tilsidesætter sig selv for, at andre skal have det godt.

Og selvom det er kvaliteter, som jeg synes er så fantastiske, så forpligter de også helt vildt. Og jeg kan ikke altid leve op til det. Jeg føler nogle gange, at jeg prøver at se så meget efter andre, at jeg til sidst ikke kan se mig selv mere. Og så er det, at livet kommer og losser mig lige i solarpleksus og tvinger mig til at blive hjemme i hulen og høre Bon Iver, i stedet for at tage ud at drikke vin og danse disko med mine venner.

Ja.. Jeg har siddet hjemme og hørt “Perth” på repeat i aften. Og jeg har virkelig nydt det. Selvom det har betydet, at jeg har modtaget en semi-skuffet “okay så” besked, og jeg fik et lille niv i maven over, at jeg ikke bare pakkede mit eget behov for alenetid væk og sagde ja til at hænge ud. Men det duer ikke! Det kan ikke nytte noget.

Mit problem er måske faktisk slet ikke, at jeg ikke kan sige nej. Det er jeg faktisk sådan OK-god til. Men der følger tit et niv i maven med. Et niv som kommer af frygt for, at jeg har gjort en anden sur, ked af det eller skuffet. Frygt for, at personen nu kan lide mig en lille smule mindre – og det gælder alt fra overfladdiske dates til mine nære venner.

Jeg tror mest af alt, at det er en dårlig vane – det der med at frygte, at folk bliver sure på mig. Og det er oftest værst i perioder, hvor jeg har lidt for meget på min tallerken. Så sidder jeg der og hælder en alt for salt sovs af dårlig samvittighed over en portion, der i forvejen er svær at spise op. Det gør kun ondt værre (og er en latterlig metafor, haha).

Mit fokus i den her påskeferie er derfor at få ro på. Og sige nej til ting jeg ikke har ægte lyst eller tid til. Jeg har heldigvis optimale betingelser for mit nye fokus, for jeg skal nemlig på ferie. Jeg skal til Malaga, med min far og min lillebror. Jeg glæder mig – og jeg har overvejet at give mig selv en lille challenge, men mere om den i morgen 😀

Nu vil jeg gå i seng. Det var faktisk virkelig rart at få lettet mit hjerte her og jeg føler allerede, at jeg kan trække vejret en lille smule dybere. Det er sgu værdifuldt, at vores lille korrespondance også kan dét. Sov godt, søde Anne.

 

En frygtelig kvinde eller et frygteligt forhold?

Hej Anne,

Jeg har lige sat mig til tasterne. Jeg er nærmest stadig forpustet efter cykelturen hjem, jeg har smidt min jakke på gulvet i entreen og jeg kan mærke, at der løber smeltet sne ned ad ryggen på mig fra mit våde hår.

Men mine tanker koger indeni mig og jeg bliver nødt til at se, om jeg kan nå at få dem skrevet ned, inden de forsvinder.

Jeg har lige været i biografen at se “En frygtelig kvinde” af Christian Tafdrup. En meget omdiskuteret og kritiseret film, som handler om, hvordan en kvinde manipulerer en mand, indtil han til sidst ikke ved, hvem han selv er længere. Jeg var spændt på at se den, og jeg vil indrømme, at jeg nærmest var lidt nervøs. For jeg har selv følt mig som en frygtelig kvinde. Flere gange.

Men filmen vækkede nogle helt andre følelser end skyld i mig. Jeg blev faktisk rigtig ked af det.
For da jeg så filmen, så jeg ikke en film om en kvinde, som var ond mod en mand. Jeg så et forhold, hvor den ene person langsomt forsvandt. Og ikke kunne finde ud af hvorfor. Han kunne ikke placere fejlen eller skylden. Selvom han ihærdigt forsøgte. Gennem samtaler med venner og analyse af egen og partnerens adfærd.

Jeg kunne kende det så meget, at det nærmest gjorde fysisk ondt på mig at se. Jeg har selv været den person, som langsomt forsvandt og blev en udgave af mig selv, som jeg aldrig rigtigt kunne finde ud af at være.

Men det var ikke noget, min daværende partner gjorde mod mig alene. Det var noget, som skete i vores dysfunktionelle relation. Og jeg synes, at det er så vigtigt at se nuanceret på forhold, der ikke fungerer. Indrømmet – jeg har selv peget fingre og forsøgt at placere min elendighed udenfor mig selv. Det var nemmere. Men jeg var selv en del af det. For det første blev jeg i det, selvom jeg var dybt ulykkelig. Jeg tog ikke ansvar for mig selv og gik. Men jeg har også drevet ham til vanvid. Også gjort ham ondt. Gjort ting, som gjorde mig til en “frygtelig kvinde”. Og han blev alligevel. For vi ville det jo så gerne, begge to.

Og intet er mere smertefuldt, end at sidde med hver sin hjørnebrik til et puslespil og så brændende ønske at få dem til at passe sammen. Man aser og maser for at få dem til at sidde sammen, men brikkerne begynder langsomt at blive flossede i kanterne. Og til sidst går de i stykker.

Min brik var måske nok den mest flossede til sidst, men jeg VED, at han også havde ondt. Og jeg ved, at de ting, han gjorde, som gjorde så forbandet ondt på mig – dem gjorde han i smerte. En smerte som bare havde et helt andet udtryk, end det jeg kendte fra mig selv. Og det gør mig ked af det endnu, at man uintenderet og helt uden at vide det, kan rykke et menneske så langt væk fra deres udgangspunkt, at der til sidst ikke er noget tilbage.

Jeg havde ikke udtænkt en særlig pointe med dette indlæg, inden jeg satte mig for at skrive det. Men jeg tror bare, at min pointe er, at forhold altid er nuancerede og har to sider. Også de dårlige. Og at skylden ikke kan placeres hos den ene part. Jeg kan stadig blive rigtig ked af det over mit forliste forhold nogle gange. Og det er ikke et savn til min tidligere partner, der gnaver. Jeg har det meget bedre uden ham og jeg er sikker på, at han også har det bedre uden mig. Men jeg har stadig en sorg over, hvordan man, i forsøget på at være det bedste for et andet menneske, kan ende med at være det værste.

Older posts