¯\_(ツ)_/¯

Hej Anne,

Jeg har lige genlæst mit sidste indlæg, og jeg kan sgu mærke, at jeg har det lidt mærkeligt med at dele ud af sårbare ting herinde. Det er som om, at det ikke passer ind i det blogunivers, jeg gerne vil skabe.  Det er egentlig ret forfængeligt. Men jeg har besluttet, at når det har en plads i mig – må det også godt få plads herinde. Selvom det måske kan blive et lidt abrupt skift i genre nogle gange.

Da jeg læste indlægget, studsede jeg over mine egne tanker og min egen adfærd. Mest over hvordan jeg kan bruge et helt indlæg på at beskrive, hvordan jeg har følt, at det ramlede omkring mig og mit hoved er ved at eksplodere.. for så at slutte af med at nævne en challenge, jeg vil give mig selv, mens jeg skal på ferie… Det er nok ikke en god idé.

SÅ = challenge afblæst. Eller udskudt. For jeg synes stadig, at det kunne være et sjovt koncept, at give mig selv en ugentlig udfordring og så skrive lidt om det herinde. Mest for selvudviklingen i det, hehe. Jeg tænker, at jeg er klar til at køre første runde i næste uge – og du må gerne være med, hvis du vil 🙂 Men for nu skal jeg bare slappe af. Nyde min ferie og ikke nødvendigvis blive bedre, sjovere eller sejere til noget.

OG så lige for at samle helt op på sidste indlæg, så kan jeg fortælle, at den der irriterende følelse af uro har siddet i kroppen hele weekenden. Den er svær at ryste af, selvom jeg har slappet af og været omgivet af nogle af mine yndlingsmennesker. Jeg havde det godt i formiddag, da jeg havde været oppe at træne.. selvom jeg var skidesur og skulede ondt til alle, der kiggede min vej de første tyve minutter. Men da jeg først var varm, kunne jeg mærke, hvordan jeg følte mig som mig selv igen. Som om jeg blev hevet ud af hovedet og ned i kroppen igen. Det var helt fantastisk – og det er SÅ meget derfor jeg elsker min træning og ikke vil undvære den. Den giver ro i skallen, når jeg ikke kan finde ud af at slukke for tankerne. Roen forsvandt dog som dug fra solen, da jeg i en præ-ferievanding-session stak mig på en kaktus, jeg fik i fødselsdagsgave sidste uge. Jeg har jo tumlet lidt med navngivning af alle mine nye planter, men kaktussen gjorde det i dag nemt for mig og hedder nu: svin.

NU smutter jeg. Hvis jeg snart falder i søvn er jeg nemlig endnu tættere på at være nede i de 21 grader, der venter på mig i Malaga. Jubiii – jeg glæder mig. Tak fordi du “lyttede” til mig. Sov godt.

Dårlig samvittighed = alt for salt sovs

traet

Hej Anne,

Jeg har lige læst din logbog, og det faldt på et lidt tørt sted – dit virtuelle selskab. Jeg har den sidste time siddet og bakset med det her indlæg uden rigtigt at kunne finde ordene. Så nu starter jeg altså forfra: Din dag lyder dejlig. Og effektiv, og jeg er lidt misundelig på både krebinetter, InDesign og venindehygge.

Min egen dag har også været god. Jeg har grinet en masse på arbejdet. Hygget mig og været glad. Og nu er jeg gået på ferie. I noget der føles som en evighed. I realtid er det 9 dage, jeg har fået at godte mig i – og det passer mig helt eminent godt.

Den seneste tid har nemlig været virkelig ambivalent, synes jeg. På den ene side, har det været en tid fuld af bekymring og frygt og på den anden side har jeg lavet en masse gode og glade ting.

Her til aften er det hele kulmineret midt i min stue. Jeg fik for et par timer siden en følelse af slet ikke at kunne være i min krop. Mit hjerte hamrede, mine ben rystede og jeg kunne ikke trække vejret ordentligt. Og inden at du, eller mine to andre kernelæsere – bedstemor og farmand – bliver bekymrede, vil jeg lige sige, at jeg har det bedre nu. Men jeg lytter til det – for jeg kender efterhånden min krop og dens reaktioner ret godt, og jeg ved, at den prøver at fortælle mig, at der er noget, den synes, er lidt nederen.

Jeg ved egentlig godt, hvad mit problem er: Jeg har for travlt. Og ikke kun med at nå de ting jeg skal, men også med at forsøge at give folk dét, jeg tror, de gerne vil have fra mig. Jeg er megadårlig til at sige nej. Også selvom jeg ikke bliver spurgt. Jeg kommer fra en familie, hvor omsorg og empati er nøgleord. Hvor vi passer på hinanden, ser hinandens behov og man med glæde tilsidesætter sig selv for, at andre skal have det godt.

Og selvom det er kvaliteter, som jeg synes er så fantastiske, så forpligter de også helt vildt. Og jeg kan ikke altid leve op til det. Jeg føler nogle gange, at jeg prøver at se så meget efter andre, at jeg til sidst ikke kan se mig selv mere. Og så er det, at livet kommer og losser mig lige i solarpleksus og tvinger mig til at blive hjemme i hulen og høre Bon Iver, i stedet for at tage ud at drikke vin og danse disko med mine venner.

Ja.. Jeg har siddet hjemme og hørt “Perth” på repeat i aften. Og jeg har virkelig nydt det. Selvom det har betydet, at jeg har modtaget en semi-skuffet “okay så” besked, og jeg fik et lille niv i maven over, at jeg ikke bare pakkede mit eget behov for alenetid væk og sagde ja til at hænge ud. Men det duer ikke! Det kan ikke nytte noget.

Mit problem er måske faktisk slet ikke, at jeg ikke kan sige nej. Det er jeg faktisk sådan OK-god til. Men der følger tit et niv i maven med. Et niv som kommer af frygt for, at jeg har gjort en anden sur, ked af det eller skuffet. Frygt for, at personen nu kan lide mig en lille smule mindre – og det gælder alt fra overfladdiske dates til mine nære venner.

Jeg tror mest af alt, at det er en dårlig vane – det der med at frygte, at folk bliver sure på mig. Og det er oftest værst i perioder, hvor jeg har lidt for meget på min tallerken. Så sidder jeg der og hælder en alt for salt sovs af dårlig samvittighed over en portion, der i forvejen er svær at spise op. Det gør kun ondt værre (og er en latterlig metafor, haha).

Mit fokus i den her påskeferie er derfor at få ro på. Og sige nej til ting jeg ikke har ægte lyst eller tid til. Jeg har heldigvis optimale betingelser for mit nye fokus, for jeg skal nemlig på ferie. Jeg skal til Malaga, med min far og min lillebror. Jeg glæder mig – og jeg har overvejet at give mig selv en lille challenge, men mere om den i morgen 😀

Nu vil jeg gå i seng. Det var faktisk virkelig rart at få lettet mit hjerte her og jeg føler allerede, at jeg kan trække vejret en lille smule dybere. Det er sgu værdifuldt, at vores lille korrespondance også kan dét. Sov godt, søde Anne.

 

En frygtelig kvinde eller et frygteligt forhold?

Hej Anne,

Jeg har lige sat mig til tasterne. Jeg er nærmest stadig forpustet efter cykelturen hjem, jeg har smidt min jakke på gulvet i entreen og jeg kan mærke, at der løber smeltet sne ned ad ryggen på mig fra mit våde hår.

Men mine tanker koger indeni mig og jeg bliver nødt til at se, om jeg kan nå at få dem skrevet ned, inden de forsvinder.

Jeg har lige været i biografen at se “En frygtelig kvinde” af Christian Tafdrup. En meget omdiskuteret og kritiseret film, som handler om, hvordan en kvinde manipulerer en mand, indtil han til sidst ikke ved, hvem han selv er længere. Jeg var spændt på at se den, og jeg vil indrømme, at jeg nærmest var lidt nervøs. For jeg har selv følt mig som en frygtelig kvinde. Flere gange.

Men filmen vækkede nogle helt andre følelser end skyld i mig. Jeg blev faktisk rigtig ked af det.
For da jeg så filmen, så jeg ikke en film om en kvinde, som var ond mod en mand. Jeg så et forhold, hvor den ene person langsomt forsvandt. Og ikke kunne finde ud af hvorfor. Han kunne ikke placere fejlen eller skylden. Selvom han ihærdigt forsøgte. Gennem samtaler med venner og analyse af egen og partnerens adfærd.

Jeg kunne kende det så meget, at det nærmest gjorde fysisk ondt på mig at se. Jeg har selv været den person, som langsomt forsvandt og blev en udgave af mig selv, som jeg aldrig rigtigt kunne finde ud af at være.

Men det var ikke noget, min daværende partner gjorde mod mig alene. Det var noget, som skete i vores dysfunktionelle relation. Og jeg synes, at det er så vigtigt at se nuanceret på forhold, der ikke fungerer. Indrømmet – jeg har selv peget fingre og forsøgt at placere min elendighed udenfor mig selv. Det var nemmere. Men jeg var selv en del af det. For det første blev jeg i det, selvom jeg var dybt ulykkelig. Jeg tog ikke ansvar for mig selv og gik. Men jeg har også drevet ham til vanvid. Også gjort ham ondt. Gjort ting, som gjorde mig til en “frygtelig kvinde”. Og han blev alligevel. For vi ville det jo så gerne, begge to.

Og intet er mere smertefuldt, end at sidde med hver sin hjørnebrik til et puslespil og så brændende ønske at få dem til at passe sammen. Man aser og maser for at få dem til at sidde sammen, men brikkerne begynder langsomt at blive flossede i kanterne. Og til sidst går de i stykker.

Min brik var måske nok den mest flossede til sidst, men jeg VED, at han også havde ondt. Og jeg ved, at de ting, han gjorde, som gjorde så forbandet ondt på mig – dem gjorde han i smerte. En smerte som bare havde et helt andet udtryk, end det jeg kendte fra mig selv. Og det gør mig ked af det endnu, at man uintenderet og helt uden at vide det, kan rykke et menneske så langt væk fra deres udgangspunkt, at der til sidst ikke er noget tilbage.

Jeg havde ikke udtænkt en særlig pointe med dette indlæg, inden jeg satte mig for at skrive det. Men jeg tror bare, at min pointe er, at forhold altid er nuancerede og har to sider. Også de dårlige. Og at skylden ikke kan placeres hos den ene part. Jeg kan stadig blive rigtig ked af det over mit forliste forhold nogle gange. Og det er ikke et savn til min tidligere partner, der gnaver. Jeg har det meget bedre uden ham og jeg er sikker på, at han også har det bedre uden mig. Men jeg har stadig en sorg over, hvordan man, i forsøget på at være det bedste for et andet menneske, kan ende med at være det værste.

En søvnløs’ bekendelser

Hej Anne,

Først vil jeg gerne lige sige tak, fordi du passede på mig, da jeg var ved at kradse af i skolen i dag. Jeg ringede til lægen, som kunne afkræfte min mistanke om, at jeg var døende. Hun satte mig til gengæld på en diæt bestående af mariekiks og mælk (og noget syredæmpende medicin). Der er intet som at blive påbudt at spise sukker af en fagperson, så alt skal nok ende lykkeligt.

Jeg ved ikke, om det er alderen, der trykker. Jeg har jo godt hørt det der med, at man peaker som 25-årig og så er det ellers bare en stejl kurve nedad, der venter på den anden side af gavebordet på ens 26års fødseldag. MEN så burde jeg altså have halvanden måned tilbage i topform, og den tid skal krateme ikke spildes på fosterstilling og mælkedrop. Det er ikke okay.

Nå, men hvorom alting er, så har jeg altså haft mavepine. En mavepine, som startede kl. 4.28 i nat, og derfor holdt mig vågen en god del af døgnets mørkeste timer. Og hvad laver man så, når man ligger vågen, der ikke er flere stories at se på insta og der er mindst fire (alt for) lange skridt fra sengen til bordet, hvor computeren står – og al underholdning der indebærer min macbook derfor er udelukket? Man lader tankerne vandre. Man funderer. I nat funderede jeg meget over i lørdags og tankerne gik bl.a. på:

  • Hvordan det hænger sammen, at jeg inden jeg skulle i byen, gjorde mig umage med at rede min seng, gemme min bideskinne langt, langt væk og sprøjte min dyreste Chanel-parfume i håret i tilfælde af, at jeg nu ville møde Charlie Hunnam i byen og måtte tilbyde ham et sted at sove, da han jo ville være langt væk hjemmefra  – MEN DOG STADIG formår at få taget mine hullede sokker med teksten “str. 39-41” på fødderne. Hvorfor kan jeg ikke bare gå linen ud og gøre mig umage helt ned til fødderne? Mine glimmersokker var endda rene (det er de altid, for de kradser).
  • Hvordan jeg kunne bruge en halv time på meget seriøst at overveje gaffatape som mulig nipple-cover selvsamme aften. Thank GOD, at jeg kom på bedre tanker. Og undskyld, at jeg overhovedet overvejede at udsætte jer for det, kære nipples.
  • Om jeg skal droppe ethvert håb om at blive vellidt hos min nye (virkelig søde) chef, efter jeg i lørdags fik hældt en halv dåseøl udover hans flotte frakke på vej til restauranten (øl i hånden på styret af en cykel, der kører på brosten = disaster).
  • Hvor svært det er at tage outfit-billeder. Jeg har kun ét fra i lørdags, og der er jeg ved at undersøge, om min buksedragt tillader mig at danse electric boogie. Se bilag.
  • Om min frygt for at synge karaoke i offentlige rum, vil blive en hæmsko for mig og om jeg eventuelt skal tale med nogen om det…

skaermbillede-2018-01-22-kl-18-59-28
Bilag

Alt i alt store og mere eller mindre vigtige tanker, jeg har fået gjort mig. Og nu synes jeg faktisk, at det giver rigtig god mening, at jeg er ved at udvikle et mavesår med alle de natlige bekymringer. Nu vi jeg drikke mig et glas mælk og se hvor mange mariekiks jeg kan dreje rundt i munden på samme tid. Mener, at min PR er tre – dét kan gøres bedre.

Vi ses i morgen. KYS <3