Jeg har fejlet + en lyfe-update

Hej Anne,

Lad os bare få det ubehagelige overstået med det samme. Jeg har nemlig kedelige nyheder: Jeg kom ikke på date. Det skyldtes desværre hverken kolde fødder eller nervøsitet over manglede motoriske kundskaber, men at en, der står mig meget nært, er blevet indlagt, fordi hun er meget syg. Jeg fik beskeden i onsdags, hvor daten skulle have stået, og i frygt for at sidde og græde ned i hovedretten valgte jeg at aflyse. Min date var heldigvis virkelig sød, empatisk og forstående – hvilket kun bekræfter mig i, at han er en, jeg gerne vil på date med en anden gang.

Den dårlige nyhed har også sat sig lidt på kreativiteten, og jeg har slet ikke kunnet finde på noget at skrive herinde. Jeg er dog nået frem til, at  jeg bare skal rive plasteret af og igang igen, så skriver indlæggene nok sig selv igen inde i hovedet, som de gjorde inden jeg blev ked af det. Så nu er jeg her altså igen! Juhuu 🙂

Jeg har derfor, som en blød opstart, besluttet mig for at fortælle dig om de ting, jeg har foretaget mig den forgangne uge. For selvom jeg har været ked af det og bekymret, har jeg haft en en dejlig og begivenhedsrig uge.

Jeg har blandt andet:
– Været til forårskoncert med DR’s pigekor i Holmens Kirke med min veninde Anna. Det var en virkelig dejlig og smuk oplevelse. Jeg tror dog godt, at pigerne er klar over, at deres publikum har en gennemsnitsalder på 114 og der derfor skal skrues godt op for volumen. Jeg blev nødt til at holde mig diskret for ørerne engang i mellem, fordi jeg var bange for at mine trommehinder ville eksplodere. De kan fandme ramme nogle høje toner, de damer.

koncert– Genfundet min kærlighed til Erann DD. Hvilket mine kollegaer hos BD i dag opdagede. Jeg troede jeg var safe – jeg havde in ear høretelefoner og mit “jeg hører bare lige lidt Drake“-ansigt på. Men da jo uheldigvis har fået blæst mine fimrehår i ørene til ukendelighed efter DR’s koncert, skruede jeg åbenbart så højt op, at min kollega Line kunne genkende den ikoniske fløjteintro til Still believing. Og selvom jeg et øjeblik følte, at de kiggede mig direkte ind i sjælen, er jeg nu meget glad for, at det er out there: Nina elsker Erann.

– Holdt fødselsdag/kaffemik for mig selv. Det ved du jo – for du var der. Nu var fejringen jo fra mig til mig, så jeg er måske lidt farvet- men hold kæft hvor var det hyggeligt! Pynten var, meget tydeligt, også fra mig til mig:

ninamik– Bagt 400 kager i anledning af min helt fantastiske kaffemik. Bl.a. den her frækkert fra Y-Anna. Der er flere, der er besvimet, når de har smagt den. Næsten.

29386873_10155536740662689_705920992274284544_o– Lavet en killer lipsync til Anastacias “Paid my dues” til en kollegiefest på Egmont. Du skulle se min lillebrors ansigt, da jeg fremførte den. Han var decideret imponeret – men det var altså også nærmest 1:1.

– Mødt et tinder-match til festen. Vi snakkede om, hvor dårlig jeg er til at svare og drak en halv øl sammen. Det må da næsten tælle som en tinderdate? Der var både presset stemning og bajer involveret. Så nåede jeg alligevel første delmål i min tinder-challenge. Tjatjing.

– Indset, at jeg skal gå mere ud. Jeg har de sidste mange weekender levet et vaskeægte mormorliv under min plaid på min sofa. Og det har været godt for sjælefreden og skønhedssøvnen, men virkelig skidt for ungdommelighedsfølelsen. Det skal være slut nu. Mere fest.

– Brugt halvdelen af søndagen på at finde pladser og navne til de 423 nye planter jeg fik i fødselsdagsgave til mit kaffemik. Indeklimaet har aldrig været bedre og vandebyrden større her på matriklen.

– Den anden halvdel af dagen brugte jeg på fosterstilling, bland selv slik og Asterix og Obelix  – Mission Cleopatra. Verdens. bedste. film. Den skal du virkelig love mig, at du (gen)ser. Den er helt genial (og ligger på Tv2 Play).

–  Fået taget outfitbillede af Jose. Jeg havde 0% lyst – jeg følte virkelig, at jeg kunne mærke min selvrespekt rulle med øjnene og forlade bygningen, da jeg sad der og posede. Men min kollega, Ditte, sagde, at jeg var ren Beverly Hills den dag, så jeg havde intet valg:

prof2

Det var vist det. Så er dét plaster revet af. Det er rart at være tilbage herinde, jeg elsker jo vores lille korrespondance. Nu vil jeg smutte i fitteren. Vi skrives ved, mulle 🙂

Min syge fødselsdag (hehe)

Hej Anne,

Da jeg for en god måneds tid siden startede i praktik hos BD, fortalte Simone , vores praktikmor, mig godt nok, at jeg nok skulle forvente at blive syg snart. Hun mente, at det er lidt ligesom med børn der starter i børnehave – der er så mange nye bakterier at vænne sig til, så man skal lige ned at ligge. Jeg var derfor godt forberedt på, at der lå sygdom og lurede om hjørnet…. men at den ville være så fræk at indfinde sig i min krop lige oveni min fødselsdag – dét havde jeg alligevel ikke regnet med.

Jeg har været både skuffet og bitter over situationen. Jeg havde sgu glædet mig til at fejre fødselsdag på arbejdet og hoppe rundt med flag i håret og være dagens helt på grund af medbragt fødselsdagskage. Du ved, rigtig bade i fødselsdagsopmærksomhed.
Men sådan skulle det ikke gå, for i tirsdags gjorde Hr. Snotnæse sin entré og vrængede mig skingert ind i øret: “Næææ, jeg synes, at det kunne være meget sjovere, hvis jeg flyttede ind i dit ansigt og ødelagde din evne til at ventilere nasalt”, og så tog han sin veninde Frk. Feber under armen og søgte midlertidig opholdstilladelse i min krop.

Min dag blev derfor en del anderledes, end jeg havde planlagt – men den har faktisk været rigtig, rigtig god. Jeg besluttede mig nemlig allerede fra morgenstunden for, at jeg, med hjælp fra mine best buds PanoZapp og Zym Elin, nok skulle vise Hr. Snotnæse, hvem har bukserne på i mit hus! (altså mig, ik?)

Og inden det kører af sporet, og jeg skriver videre på et, ellers udmærket, udkast til en børnebog, vil jeg fralægge mig brugen af personificering og fortælle dig om min fødselsdag, som det voksne menneske jeg trods alt (nu) er: 

7.45: vækkeuret ringer, og jeg indser hurtigt, at jeg ikke er kampklar til arbejde. Jeg giver Simone besked om problematikken, og jeg tror oprigtigt, at hun fælder en tåre på mine vegne. Fødselsdagssympati ❤️

10.30: Min ligeledes snottede far kommer på morgenmadsvisit. Vi hoster om kap, hyggesnakker og spiser chiagrød med alt godt fra Remas frugtafdeling ovenpå. Vi funderer over, hvad den mon ville smage af, hvis vi havde haft alle fem sanser til rådighed.

morgenmadSom du måske fornemmer, går jeg med en aspirerende madblogger i maven. Jeg har dog stadig lidt at lære på fotosiden – og min sult tillod mig ikke at bruge plantetricket i går.

12.00: Vi går en tur i den barske vinter, som jeg, med min eksemplariske opførsel det forgange år, har sørget for, at vi kunne nyde i dagens anledning. Jeg tror sammenlagt, at vi får gået 700 meter i stiv og snefyldt sidevind, inden vi igen er tilbage på min matrikel. På trods af den korte distance, når vi både en tur i Irma og et smut forbi den nærmeste blomsterhandler, hvor jeg forærer mig selv en meget passende fødselsdagsgave: bloggerplanten.

14.00: Min far har forladt festen, og jeg er nu overladt til mit eget selskab, indtil min mor får fri kl. 15.30 og overtager stafetten som sygepasser/føssefejrer. Tiden bruger jeg på at øve mine (pt. meget primitive) fotoevner, og bloggerplanten foreviges:
planteJeg poster dette billede med lige dele skam og stolthed. 

15.00:  Efter en times intens fotografering og fotoredigering er jeg endelig varm til dagens sværeste mission: fødselsdagsselfieen. En i forvejen svær disciplin, som bestemt ikke bliver nemmere af røde, blanke øjne og tyndslidt hud i næse/mundregionen. Heldigvis findes concealer, lyset i vindueskarmen er med mig og snapchat tilbyder endnu sit fantastiske englehudsfilter, så jeg når i mål:
Processed with VSCO with f2 preset

15.45: Mor-Lone gør sin entré, og glæden er stor. Jeg får en fødselsdagsgave og en stor fødselsdagskrammer.

17.15: Det ringer på min dør, og da jeg åbner den, bliver jeg mødt af et blomsterbud, som ønsker mig tillykke med fødselsdagen og overrækker mig den smukkeste buket, med det sødeste, sødeste kort fra min dejlige veninde Mette. Jeg græder lidt af glæde.
blomsterframutte

18.10: Jeg spiser middag med min mor. Jeg får et glas vin, og som jeg sidder der, føler jeg mig både rimelig rask og rimelig lykkelig.

20.30: Vi kravler ombord på min sofa, hvor vi begraver os under hver vores tæppe og ser hjemmevideo fra gamle dage❤️

22.45: Min mor kører mod Birkerød, og jeg runder dagen af med en sidste kop te og mit elskede youtube.

00.01: Min fødselsdag er slut, og jeg kan mærke, at jeg er glad helt ned i maven. Jeg er simpelthen så taknemmelig over, at jeg har fået sådan en dejlig fødselsdag, selvom jeg vågnede op med feber og  troede, at det hele var ødelagt. Det var det slet ikke – dagen blev bare en anelse mere afdæmpet, end jeg oprindelig havde planlagt 😋

I dag er jeg vågnet op uden feber, og hvis jeg nu skulle sætte procent på min raskhed (hvilket du jo ved, at jeg holder af at gøre), vil jeg sige, at jeg er 75% rask. De sidste 25% har jeg tænkt mig at køre ind med kagebagning og min morbrors fødselsdag i aften 🎈
Jeg håber, at du har en dejlig weekend, din skønne kvinde.
Stort møs (bare rolig, jeg smitter ikke længere
🙊)

Sådan giver du gode gaver + en frygtelig fortælling fra det virkelige liv

Hej Anne,

For et par dage siden gik jeg rundt inde i byen for at købe en fødselsdagsgave, da det slog mig, at februar 2018 har været den måned i mit liv, hvor jeg har skullet købe flest gaver nogensinde. Jeg har købt otte fødselsdagsgaver og en dåbsgave. Heldigvis for mig elsker jeg både at købe og give gaver. Og enten lyver folk mig lige op i mit åbne ansigt (det er en mulighed, jeg ikke kan benægte), eller også bliver de ofte ret glade for det, jeg giver dem.

Det fik mig til at tænke over mine to bedste gavegiverråd, som jeg selv følger, når jeg er i tvivl om, hvad en person skal have: 

  1. Køb noget, som har relation til noget personen har nævnt for nyligt – og fortæl dine tanker bag, når de åbner. Betænksomhed glæder næsten altid.
  2. Giv noget, som du selv gerne vil have

Med sidstnævnte mener jeg ikke, at du skal forære din bedstefar den nude læbestift fra NYX, som du har ønsket dig siden maj sidste år. Nej.. men jeg tror faktisk på, at hvis man giver noget, hvor man har haft en lille sommerfugl baskende i maven, da man købte det – så kan modtageren mærke den glæde. Og så bliver de selv mere glade for gaven.

kyllingEksempel på gave jeg gerne selv ville have haft

Nu tænker du måske “jamen.. Hvordan undgår jeg så at blive dødmisundelig, når det er mit fireårige gudbarn, der får glæden af “Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved” og ikke mig?” og hertil kan jeg kun svare – det kan du ikke undgå, men det må du lære at leve med.

Jeg selv lærte det på den hårde måde. Og den historie vil jeg faktisk gerne dele med dig til skræk og advarsel: 
Kalenderen viste november 2000. Jeg var otte år gammel og Louise fra klassen havde inviteret til fødselsdag. Du ved, sådan en med skattejagt og overnatning og det hele. Sådan én, der kræver en ordentlig gave. Min økonomi var på daværende tidspunkt eksternt styret, men efter en samtale med min bankrådgiver, Mor-Lone, fik jeg bevilliget 50 kr. til at snolde gave for i Fætter BR.

Louise og jeg var ret gode veninder, så hun skulle have en god gave, der viste, at jeg holdt af hende. Og på daværende tidspunkt var det fedeste fede en lille dyrebamse med en hårelastik i maven. Nuttet legetøj og fash accessorie i én og samme gave – helt optimalt – sådan én skulle hun have.

Problemet var bare, at ens popularitet i klassen hang direkte proportionelt sammen med, hvor fedt dit legetøj var (det var i hvert fald min logik). Jeg måtte derfor tænke min egen sociale rang med i gavevalget – og da der var no chance in hell for, at jeg selv ville få fingrene i sådan en elastik, havde jeg ikke noget valg: Jeg måtte vælge den nuttede panda fra og gå med hunden med rabies. Hunden havde røde, udstående og let skelende øjne, grå pels og tungen hængende ud af den ene mundvig.  Ergo: Jeg var safe – med den ville hun ikke blive den sejeste i klassen og score Mathias W.

Sagen var dog den, at Louise jo var et novemberbarn – og jeg havde siddet lidt rigeligt i træk til diktat om onsdagen, så selvfølgelig lå jeg med feber, da festdagen oprandt. Min mor fik ondt af mig, for nu gik jeg glip af årets fest – og jeg skulle derfor have en trøstegave. Med moderlig omsorg forærede hun mig derfor Louises gave. Den vidste hun jo, at jeg ville kunne lide, for jeg havde jo selv valgt den med stor omhu.

Og så sad jeg der. Med snot i kraniet og en rabiesramt hårelastik i hånden. Jeg kiggede den i dens blodsprængte øjne og følte noget, jeg ellers sjældent følte som otteårig = skam.
Skam over ikke at have undet Lolo den panda, vi alle vidste, var den bedste. Og skam over, at jeg nu skulle bære den døende hund i håret for at skjule mit sande (og rådne) jeg for min søde mor.

Og hvad er så moralen med denne historie, tænker du måske nu? Jo Anne, nu skal du høre:
Moralen er, at man aldrig skal være smålig, når det gælder om at glæde andre. Aldrig. Det er dårligt givet ud og meget uklædeligt (og så at karma findes, og at hun glædeligt straffer otteårige for deres udspekulerede og egocentriske handlinger).

skimusDisclaimer: jeg så ca. sådan her ud på tidspunktet for historien. Du kan vel ikke klandre mig for at forsøge at gøre mit liv bare LIDT nemmere med en dårlig gave til gudesmukke Lolo?

Til slut har jeg lavet en liste over gaveidéer – bare til inspiration. Alle gaver er nogle, jeg har givet væk indenfor den seneste måned – selvom jeg egentlig hellere selv ville beholde dem:

  • Bogen “Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved” med dertilhørende bamse.
  • Et kilo fyldt chokolade.
  • Gavekort til hhv. Cinemateket, Lagkagehuset og La Glace.
  • Vin og nødder fra Torvehallerne.
  • Bogen “Vi burde alle være feminister” af Chimanda Ngozi Adichie.
  • Kyllingen på billedet i dagens indlæg. AV mit hjerte, han var svær at give væk. 

Nå, jeg vil smutte. Jeg håber ikke, at du dømmer mig for hårdt på baggrund af min forfærdelige historie. Jeg er et bedre menneske nu. Det lover jeg.

Kys <3

 

20 ting jeg har varmet mig på i kulden

Hej Anne,

Hvor blev jeg glad for at læse dit svar på mit idiotindlæg. Idiotdagene er måske slet ikke så sjældne endda, og jeg vil faktisk give dig ret i, at de kan et eller andet.  Især når man giver dem lov til at komme til sin ret gennem genfortællinger og store armbevægelser. Jeg har i hvert fald konkluderet, at det værste man kan gøre, er, at tie en åben lynlås ihjel – så hellere råbe det fra hustagene (eller i dette tilfælde poste billedemateriale på en offentligt tilgængelig blog). Jeg er i hvert fald glad for, at du kan relatere <3

slikkepind-to

Nå men hvorom alting er –  jeg havde faktisk sat mig til tasterne i anledning af den sibiriske kulde, der været over os denne weekend. Der er is i bunden af de efterladte fadølskopper foran værtshuset, næsen løber og ballerne er følelsesløse efter en tur i Rema i søndagsjoggerne = det ér skidekoldt!

Jeg tænkte derfor på, at jeg ville bruge denne tidlige søndag aften på at forfatte en lille liste over ting,  jeg har lunet mig på denne weekend. Nogle ting vil være fysiske ting – og disse kan med rette opfattes som konkrete råd. Andre er ting, som har gjort mig lidt varm om hjertet – her kan du primært glæde dig på mine vegne, tror jeg.

I weekenden har jeg varmet mig på: 

  • En fredag aften med min bedste ven, pop-candy i munden og Ally McBeal på tv’et.
  • En ulden plaid i min sofa.
  • En helt fantastisk lørdag med min elskede lillebror. Vi trænede, spiste frokost, gik tur og fik vendt hele verdenssituationen.
  • At møde min kusine og hendes (snart) seksårige søn helt tilfældigt i Tiger inde i byen. Og at løbe om kap hele vejen tilbage til Nørrebro.
  • Fem kopper kaffe.
  • Mit nye tindermatch som skrev: “Hvis jeg var en vandmelon, ville du så spytte eller sluge frøene?” – cuuuute!
  • At jeg faktisk er blevet inviteret på en vaskeægte date udenom Tinder. Sådan restaurant og det hele. Øj.
  • En lørdag aften helt alene med youtube. Elsker vlogs. Så højt.
  • En funky sheet mask, som min dejlige veninde Karoline havde taget med hjem til mig fra Seoul. Denne varmede mest om hjertet. Fysisk var den skidekold at klaske i hovedet.
  • En bentræning søndag morgen.
  • En gåtur på Assistens med min gode ven og gamle roomie, Bastian. Han er noget af det klogeste, sødeste og varmeste jeg kender.
  • Søndagsfrokost med min mor og lillebror på Frederiksberg.
  • Min mors kærlighed, omsorg og empati over den sjette kop kaffe i min sofa.
  • At overveje, om jeg skal købe en kagemand til min fødselsdag.
  • En tur på bagsædet i min mors bil med en slikkepind i munden – deraf dagens billede.
  • Min varmepude på fødderne.
  • At løbe ned til vaskekælderen, i hvad der ligner min topfart. Der er SÅ uhyggeligt på vej ned til den kælder.
  • At løbe tilbage til min lejlighed fra vaskekælderen.
  • Tanken om, at jeg arbejder med min største guilty pleasure – blogs – hver dag.
  • Nedenstående helt fantastiske sang om foråret fra DR’s Pigekor. Og tanken om, at jeg snart skal ind at se deres forårskoncert med min veninde Anna. Hihihi. I’m so old….

SÅ ved du, hvad jeg har brugt min weekend på. Det var måske mere hyggeligt for mig at skrive, end det var for dig at læse, hihi.

Hav en dejlig søndag, Annemouse. Jeg håber, at vi ses snart.

Den dag jeg vidste, at jeg var en idiot (i dag)

Hej Anne,

Kender du de dage, hvor det hele bare spiller og man får sådan en følelse i maven af, at man faktisk er en rimelig tjekket ung dame? Næ.. det gør jeg heller ikke.

Jeg ved, at jeg engang i en fjern fortid har haft sådan nogle dage. Vinderdagene. Men det er bare som om, at de dage, hvor jeg beviser det modsatte overfor mig selv forekommer oftere. Og derfor taber de gode dage hurtigt terræn i kampen om at skabe mit selvbillede.

I dag var af de dumme dage. En idiotdag, som jeg kalder dem.

Jeg var ellers kommet fint fra start. Jeg vågnede inden vækkeuret ringede, fik drukket min kaffe mens den stadig var varm og lagt mascara uden at prikke mig selv i øjet. Pludselig er tiden dog løbet fra mig, og inden jeg ser mig om, spurter jeg afsted på min (mors) røde cykel for at være på kontoret til tiden. Jeg når det! Og jeg har endda lavet mig en kop kaffe og sidder pænt på min plads og tjekker mails, da det famøse akademiske kvarter er gået.

Efter en halv time på pinden sniger en stikkende smerte sig ind på min højre hånd. Jeg kan næsten ikke scrolle på computeren, fordi det gør så ondt. Da jeg sammenligner den med min venstre hånd, kan jeg se, at den er hævet og ved at blive blå. Og som det barn af internettet jeg nu engang er, gør jeg det eneste fornuftige og googler “håndkræft” og dernæst “hvordan skriver man hurtigt et testamente?”. 

Josefine, som sidder overfor mig, kan vist godt se, at den er gal med mig, så vi går en tur ud i køkkenet og holder krisemøde. Hun kigger på min hånd og kan godt se, at den ser lidt hævet ud. Hun går dog mere roligt til sagen og spørger mig “har du slået den ind i noget?” – hvortil jeg straks svarer “NEJ, DET ER JO FOR HELVEDE HÅNDKRÆFT!!!!“. I hvert fald inde i hovedet. I virkeligheden fik jeg vist fremstammet “Nej, det tror jeg ikke”.

Men hendes spørgsmål giver alligevel genlyd i mig og pludseligt dukker en fortrængt scene fra samme morgen op for mit indre øje:

Cyklist i fuld fart ned ad Guldbergsgade. Cyklist ser forestående højresving. Cyklist rækker hånd ud i strakt arm for at markere kommende sving. Cyklist overser sidespejl i armhøjde. Pludselig smerte i cyklists hånd. Cyklist fortsætter ufortrødent ned ad Birkegade med et stift smil. Cyklist glemmer seancen lige så hurtigt, som den er sket. 

Som du måske har gættet, er cyklisten i scenen er mig. 1-0 til idiotfølelsen. Jose og jeg griner af situationen, lægger lidt is på min hånd og fortsætter dagens gøremål.

Alt ånder fred og idyl. Klokken bliver hurtigt 12.15 og vi går til frokost. Vi får boller i karry. Og jeg ved ikke med dig, men for mig har boller i karry aldrig været lig med mådehold, og jeg må derfor bukke under for en udspilet bug efter frokost. Jeg knapper derfor diskret mine bukser op, da jeg igen sidder på min plads ved skrivebordet. Comfort over class – altid!

Da jeg et par timer senere skal ud for at lade vandet på badeværelset bliver jeg mødt af det her:
buksefail
Ubehaget spreder sig i min krop. For jeg kan godt regne ud, hvor længe de bukser har stået på vid gab. Tre timer. Tre timer på et kontor blandt tjekkede kolleger og modebloggere. Tre timer med ture efter forsyninger i køkkenet og strække ben-pauser.

Og det øjeblik var vist det, man kalder the breaking point. Der var ingen vej tilbage. Dagens selvbillede var ikke længere til diskussion: Jeg er en kegle. Jeg bliver ikke den tjekkede type, jeg som 14-årig var sikker på, jeg ville blive som voksen. I hvert fald ikke i dag.

Jeg har derfor besluttet mig for at afslutte den tidligst muligt og gå i seng inden kl. 22. På den måde kan nå at sove de anbefalede otte timer inden jeg står op kl. 6 og tager til træning. Du ved, for ligesom at starte dagen som en vinder, ik? Held og lykke med at ødelægge sådan en dag, idiotfølelse! Ha.

Godnat <3

Opdatering torsdag d. 22. februar kl. 8.51:
Jeg kom ikke op. Selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Det ville være totalt out of character. Men jeg kom sikkert på arbejde – endda før mødetid. Så dagen har fået en semi-vinderagtig start. Slutteligt vil jeg lige fortælle dig, at sidespejlet ikke led overlast. Jeg kørte forbi det i morges og tjekkede. Det slap uden så meget som en ridse – jeg ved, at du har tænkt over det 😉