Eremit-livet

Hej Anne,

Wow, det føles helt underligt at skrive. Jeg er næsten forundret over, at jeg kunne. Jeg har nemlig arbejdet mig langt væk fra hele vores lille blogkorrespondance den sidste måneds tid. Ret uventet faktisk, for jeg elskede den jo. Og det gør jeg stadig, men jeg har godt nok været i tvivl om, hvorvidt jeg havde lyst til at fortsætte og holde den lille baby i live.

Jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Jeg tror bare, at jeg lige pludseligt fik en stor trang til at leve et eremitliv. Altså, ligesom eremitkrebsen, du ved. Som gemmer sig inde i sin lille krebseskal, så ingen kan se den, ingen kan nå den og ingen kan gøre den noget som helst. Dét har været mig. Min skal har bare været udgjort af at gå offline. Og det har været rart.

For at være ærlig har jeg ikke savnet bloggen. Nok mest af alt, fordi jeg ikke har haft noget at sige. Og fordi jeg tror, at det blev en stressfaktor for mig, at jeg inden min pause hele tiden følte, at jeg skulle finde på noget at sige. Helst noget godt. Ellers ville folk ikke komme herind. Folk ville miste interessen og jeg ville miste mine læsere. Og det er jo en bloggers værste mareridt, må man jo forstå.  Pludseligt blev blogindlæg lidt en pligt. En lektie, oveni de ægte lektier, arbejdet, vennerne, træningen og det hårdt prøvede datingliv. Og så lavede jeg en god gammel flip the table og gik.

Nu sidder jeg så her og forsøger at rejse bordet op igen, få samlet papirerne sammen og lagt dem i bunker og ja.. undskylde for og forklare min uhensigtsmæssige adfærd. Hehe. Ej. Så slemt er det ikke, og jeg er i tvivl om, om der er andre end min kære far og min bedstemor, som har bemærket mit fravær, men alligevel.. så forklarer jeg lige, ing?

Nå, men hvorom alting er. Jeg er ikke død, bloggen er ikke død og lysten til at skrive er (tilsyneladende) heller ikke død endnu. Og det var faktisk bare lige dét, jeg ville fortælle dig, Anne.

Kys <3

Vand i maccen og tåge i hjernen

Hej Anne,

Undskyld, at jeg har forsømt dig. Og ikke engang forklaret dig hvorfor. Det er jeg sgu ked af. Sagen var bare den, at jeg havde tømmermænd i lørdags og det endte med at gå ud over min MacBook. Jeg lå nemlig i den kendte og elskede konstellation med commi på maven, vand i højre hånd og en snack efter eget valg indenfor en overskuelig rækkevidde af venstre hånd.

Det plejer jeg godt at kunne administrere, men i lørdags var det for meget at forlange af mit værkende korpus. Midt i et afsnit af Gift ved første blik valgte min højre arm at gøre oprør og få et tic. Et tic, der tvang min arm i luften med en sådan kraft, at jeg aldrig har oplevet lignende. Resultatet var vand udover mig selv, mine snacks og værst af alt – i min elskede MacBook. Panikken var stor og jeg brugte derfor resten af lørdag og søndag på at skiftevis tørre af, duppe nænsomt, i-ris-lægge (skøn sammensætning af ord, synes jeg selv) og bede til Vorherre.

Mine bønner blev hørt søndag aften, da jeg igen kunne tænde Macci og et lille æble lyste op på skærmen. Men da var al lyst til at skrive et blogindlæg altså for længst forduftet og jeg lod derfor være.

Derudover føler jeg generelt at min hjerne er helt gennembanket af Innovation X (som heldigvis slutter fredag). Jeg er SÅ træt efter skole og arbejde, og jeg har ærlig talt ikke én eneste kreativ tanke. Derfor skubber jeg også mit svar på dit fine ord natur, til der igen er blodforsyning til den skrivende del af hjernen. Jeg har ikke lyst til at skrive et svar, bare fordi jeg skal og så ikke give det den tid og opmærksomhed, som jeg egentlig rigtig gerne vil give det.

Derfor: Sorry for mit fravær i søndags og for at jeg ikke overholder vores deadlines ift. ugens ord. Jeg regner med at være tilbage på fuld styrke snart <3

Nu skal jeg edersparkemig være lækker!

Billede af mig, der forsøger at se hammerskøn ud for mit frontcam

Hej Anne,

FANTASTISK at have dig tilbage – og så endda i topform. Jeg nød dit indlæg meget, og går pt med tanken om at kopiere dit koncept med en solodate. Jeg tror godt, at jeg kunne bruge en sådan en. Eller.. jeg har egentlig mere end rigeligt af den slags, men de fleste foregår på sofaneseren hjemme i hulen med et øje på tv’et og det andet på mit instagram feed. Jeg giver altså ikke mig selv ret meget opmærksomhed, når jeg bare sådan hænger ud med mig selv. Så måske jeg skulle invitere mig selv på en date og så faktisk gøre mig lidt umage. Det er slet ikke en dårlig idé faktisk.

NÅ, to the point.. grunden til, at jeg tjekker ind i dag, er, at jeg vil fortælle dig, at min forfængelighed den seneste måned har været på steroider. Normalt vil jeg kategorisere mig selv som sådan medium forfængelig. Jeg børster hår hver morgen, svinger gerne mascarabørsten inden arbejde, og som jeg har nævnt tidligere, sprayer jeg en gang imellem et lag selvbruner i face – bare for at lægge en klædelig distance til den kridhvide teint, som mor og fars genpool havde at tilbyde, dengang jeg blev bagt i ’91.  Til gengæld går jeg 0% op i lækker makeup og mine outfits er, som du ved, altid valgt af komfort-Nina. Så jeg vil mene, at vi lander på noget, vi kan kalde et mellemstadie.

Den sidste måneds tid har jeg dog oplevet en stigende trang til at forbedre mit udseende. Og jeg ved ikke, om det er fordi jeg er begyndt at date igen, og jeg derfor har snoet hår om fingeren og sendt Bambiøjne, som om mit liv afhang af det – men jeg har i hvert fald hævet børneopsparingen og kastet alle mine penge efter disse to selvudnævnte mirakelmagere:

For 750 kr. forfængelighed på 20 kvadratcentimeter

Ja, Anne… Jeg har givet 250 kr. for en bøtte vingummier og jeg var ikke engang fuld, da jeg gjorde det. Jeg var ganske vist en smule sårbar i gerningsøjeblikket.  Jeg havde i ugerne op til investeringen fældet så meget, at jeg havde tilstrækkeligt med midler til at strikke en lun plaid af mit eget hår. Men et rødblond tæppe ville se dumt ud i min gråmelerede sofa, så jeg besluttede at tage affære. Og det kan da godt være, at det er lidt pebret, og at jeg kunne have fået væsentligt større mængder vingummikræs for pengene i Fætterguf, men de her sataner lover altså både at stille min sliktrang OG give mig Rapunzelhår – så jeg har #noregrets indtil nu.

“Men hvad gemmer der sig så i den blå æske, Nina?! ” tænker du nok nu – og det skal jeg fortælle dig. I den gemmer sig en lille øjenvippeserum, hvis effekt jeg forventer vil inkassere et par frierier. Den lover mig nemlig, at den, med et dagligt lag i vippekanten, vil give mig tykke, mørke og meterlange øjenvipper – og hvis der er noget, der er uimodståeligt, så er det da smukke, lange øjenvipper, er det ikke?! Det skal nok lokke en ægtemand i fælden.

Nu er min rejse mod et bedre liv blot lige startet – og jeg har kun spist vingummierne i to uger og fedtet øjenlågene ind i tryllecreme de sidste to aftener. Jeg kan derfor endnu ikke sige dig, om det bliver en måned med havregryn til aftensmad værd. MEN jeg tænker, at jeg holder dig opdateret. Og ganske som en ægte blogger ville gøre, har jeg taget FØR-billeder, så vi sammen kan sidde med linealen og måle efter om et par måneder.

Og hermed vil jeg gerne præsentere: Min nuværende hårpragt. Lang – ja, men fællende as fuck.


Ooooog: Min nuværende hårpragt øjen-edition
Øjebilledet.. min yndlingsdisciplin i arto-tiden. Nu en ualmindelig akavet fotosituation med et håbløst autofokus. 

Jeg tænker, at jeg opdaterer på projektet igen om en måneds tid – så det kan du lige så godt begynde at glæde dig til med det samme.

Nå, jeg smutter. Vi ses lækkerlas!

10 ting – i anledning af Nina-Nytåret


Hej Anne,

For to år siden sad jeg i min lejlighed på Nørrebro med et hjerte, som var ved at hamre ud af brystet på mig af forelskelse. Jeg havde mødt en, som jeg faktisk rigtig gerne ville være kærester med. Og skæbnen ville, at han havde det på samme måde med mig.

Præcis et år senere sad jeg igen i min lejlighed på Nørrebro. Denne gang dog bare med et hjerte, der var ved at hamre ud af brystet af frustration, sorg og vrede. Det var meget svært og slet ikke en sjov måde at slutte sommerferien på, men det var nødvendigt. Jeg var et virkelig dårligt sted forud for det brud.

Og nu sidder jeg her.. på toårsdagen for mit eks-forhold og årsdagen med mig selv. De to sidste år er min livssituation blevet vendt på hovedet præcis på denne tid af året, og det føles som om, at slut-juli har været en slags nytår for mig. Man kan regne i skoleår, regnskabsår, reelle år og nu også Nina-år.

I år er der dog ingen stor ændring, og jeg har hverken et forhold lurende om hjørnet, et brød i ovnen eller andet der kunne bringe mig tættere på idealtilstanden: villa, vovse og Christianiacykel.

MEN når nu det alligevel er årstid for, at min selvopfundne tidsregning går i nul, skal det markeres. Og det har jeg tænkt mig at gøre ved at se tilbage og lave en liste (but of course, nogle ting ændrer sig aldrig). Listen består af ti ting, som jeg har oplevet, erfaret eller haft optur over de forgangne to år og som har bragt mig til her, hvor jeg sidder lige præcis lige nu: i min gård, med solen i hovedet og en følelse i maven af, at livet bare er mofo nice. Hold fast, for nu bliver det følsomt.

1.
Jeg har erfaret, at jeg godt kunne få en kæreste. Det kan lyde lidt fladt, men jeg gik i mange år rundt med en reel tro på, at jeg var født med en defekt, som gjorde, at jeg aldrig skulle få glæden ved at ændre min civilstand på FB og trække likes i kærlighedens navn. Den oplevelse gav min ekskæreste mig dog – og det gav mig en eller anden mærkelig form af ro og tro på, at det nok skal ende lykkeligt det hele.

2.
Jeg har lært mine grænser at kende. Jeg har tidligere i mit liv været det, man kalder en god gammeldaws pleaser. Det har gjort, at jeg flere gange i mit liv er gået på kompromis med mine egne grænser, værdier og andre vigtigheder i håbet om, at jeg alt så nok skulle blive rigtig godt i enden. Det gjorde det ikke. Det blev fucking lort og det var slet ikke sjovt. Det var dyre lærepenge, men det har været en game changer på alle parametre i mit liv.

3.
I forlængelse af forrige punkt har jeg lært at min mavefornemmelse altid har ret. Den har aldrig svigtet, men jeg har været god til at svigte den. Nu har jeg lært at sige fra og give slip på ting, som ikke føles rigtigt – især ift. dating. Det var jeg virkelig, virkelig dårlig til tidligere. Nu er jeg måske blevet dét nogle (mest mig selv) vil kalde en anelse feisty og jeg finder mig ikke i noget – end ikke i chatten på instagram 😀

4.
Jeg har fået nogle nye og virkelig dejlige veninder på studiet. Deriblandt dig. Og det gør mig så glad i maven, når jeg møder folk, som gør det helt naturligt at udvide min vennekreds. Det havde jeg ret svært ved for to år siden.

5.
Jeg har fået en hobby. Min træning. I mange år trænede jeg kun for at ændre på min krop, men nu træner jeg, fordi jeg virkelig elsker det og jeg kan mærke, at min hjerne går dopaminamok. Det havde jeg aldrig troet skulle ske for mig. Og det har givet mig en helt ny respekt for min krop, så vi er gået fra at være frenemies til best buds.

6.
Jeg har datet derud af. Og selvom jeg ikke har mødt the Keld to my Hilda, har det stadig været skidesjovt og lærerigt… og også rimelig nederen til tider. Jeg arbejder pt. på et indlæg om det satans datingliv. Nu må vi se, om jeg kan formulere noget fornuftigt om det..

7.
Jeg er startet på et studie, som jeg synes er det fedeste i hele verden. Efter fire semestre på RUC havde jeg opgivet tanken om, at jeg ville finde the one uddannelsesmæssigt, men jeg elsker virkelig DMJX og kommunikationsuddannelsen. Det føles helt rigtigt. Det passer decideret som fod i handske, som min dansklærer i 10. klasse, Erik, ville have sagt det.

8.
Jeg har fået erhvervserfaring gennem min praktik og det har givet en endnu større faglig selvtillid og sikkerhed omkring, at jeg læser det helt rigtige fag.

9.
Jeg gør mit bedste for at være taknemmelig for alt jeg har og alt der sker for mig. Især for de allervigtigste ting: min elskede familie, mine venner, mit priviligerede danskerliv osv. men også over småting, som fx, at min visdomstand valgte at føkka up imens jeg alligevel skulle skrive opgave, der var SKAM on demand og jeg ikke gik glip af en masse i skolen. Det lyder dumt, men det hjælper. (Og ja.. jeg har også været megasur over den visdomstand og ville da klart hellere ha sippet Aperol på Bryggen, mens olieindsmurte hanløver praktiserede udspring for næsen af mig – men du forstår hvad jeg mener, ik?) 

10.
Dette er lidt i forlængelse af punkt 9, men overordnet set, er mit mindset fuldstændig ændret. I starten af mine tyvere var jeg sådan rimelig bekymret sådan rimelig meget hele tiden. Over hvad andre tænkte, hvad fremtiden bragte, om jeg var rask, om folk kunne lide mig, om jeg ville blive til noget. Og det lagde lidt en dæmper på livsglæden, kan du måske forestille dig. Nu bekymrer jeg mig sjælendt og tror oprigtigt på,  at livet vil mig det rigtig godt og at jeg er herre over rigtig mange ting i mit eget liv. Det er nok den største, vigtigste og bedste ændring, der er sket.

Så er vi ved vejs ende. Så nu er det ellers bare på med nytårshatten og råbe GOOOOODT NINA-NYYYTÅÅÅÅÅR <3

Sådan nailer du din allergi

Hej Anne,

Egentlig var det meningen, at jeg i dag ville poste en logbog over min dag i går. Lige som du gjorde det engang. Jeg syntes, at konceptet var så hyggeligt og godt, da du gjorde det, så jeg ville gøre dig kunsten efter.

Sagen var bare den, at de planer jeg havde om aftenen, som ligesom skulle fungere som trækplasteret i indlægget, blev aflyst. Og pludseligt så jeg mig selv sidde og overveje at udgive et indlæg med følgende uddrag som bærende element:

Kl. 16.18: Træder ind i min lejlighed og smider, så snart smæklåsen har klikket, min trøje og sparker bukserne af. Jeg er svedig efter at have ligget forrest i feltet hele vejen hjem.

Kl. 16.23: Drikker danskvand og kaster mig med skvulpende mave på sengen. Lægger an til dagens højdepunkt: Luren.

Det føler jeg simpelthen ikke, at jeg kunne byde dig. Så det blev droppet og jeg forsøger i stedet at lave en log over dagen i dag.

Som et plaster på såret kan jeg dog tilbyde dig et næsten lige så kedeligt indlæg: nemlig et indlæg om allergi. Jeg er har nemlig forfattet en guide til, hvordan man bliver allergi-fri. Jeg kalder den  *trommehvirvel*:

NINAS GUIDE TIL AT BLIVE ALLERGI-FRI (doh)

Mig med sidste sæsons pollenværn (og trutmund, jaja)

Sagen er nemlig den, at jeg meget ofte støder på folk, som nyser sig gennem byen med ildrøde øjne. Og her føler jeg mig altså kyndig til at trække “autodidakt læge”-kortet og stiller lynhurtigt diagnosen: Du er skide-allergisk, vense.

Ofte ved de det godt og de tager også en pille en gang i mellem, men “det virker sgu ik det lort”. Og den følelse kender jeg bare rigtig godt. Jeg havde mange år, hvor jeg behandlede min allergi helt forkert. Og da var sommeren en frygtet årstid. Roskilde blev en nærmest livstruende affære pga. vejrtrækningsproblemer (mere end almindeligvis),  jeg kunne ikke smage isen pga. stoppet næse og mission sommerflirt måtte aflyses, da hævede øjne satte en stopper for Lady og vagabonden-øjenkontakt over spaghettien.

Det var nederen. Men det ændrede sig, så snart jeg lærte at behandle min allergi rigtigt. Jeg har derfor lavet en liste med seks tips, jeg selv bruger for at få en banging og symptomfri sommer (100% baseret på egen erfaring, så jeg smider lige læge-kitlen igen):

1. Jeg har fundet ud af, hvad jeg er allergisk overfor.
Mange har fået at vide, at de er allergiske, men ved ikke for hvad. Det er supernemt at få det testet (fx en priktest ved en øre-, næse-, halslæge eller egen læge), og det bliver meget nemmere at behandle, hvis man ved hvad man behandler 😀

2. Jeg har downloadet en app, med oversigt over pollental.
Jeg bruger den her og den er bare retti go. Den sender mig en notifikation hver morgen med pollentallet for græs, så jeg ved, hvad jeg er oppe imod.

3. Jeg går all in på medicinen.
Jeg køber både antihistaminer (piller), næsespray og øjendråber. En kombi af de tre har gjort mig nærmest symptomfri, og jeg kan tydeligt mærke, hvis jeg løber tør for en af tingene.

4. Jeg starter behandlingen inden sæsonen begynder.
Jeg er meget allergisk overfor græs, og sæsonen starter i slutningen af maj. Jeg starter derfor min behandling i ca. midten af maj, så min krop ikke når at danne antistoffer (histaminer), som giver symptomer. Det gælder både piller, næsespray og øjendråber.

5. Jeg tager min medicin skematisk.
For mig nytter det ikke noget først at tage øjendråber, når øjnene klør. I starten af sæsonen tager jeg mine øjendråber og næsespray både morgen og aften, og senere gør jeg det kun om morgenen. Det virker virkelig godt og jeg har sjælendt problemer med symptomer længere.

6. Jeg forebygger.
Jeg holder nallerne fra øjenområdet i løbet af dagen! Og så har jeg altid noget for øjnene, når jeg er udenfor. Enten solbriller eller et pollenværn, som jeg skrev om her 😀 Det gør virkelig underværker. I år har jeg desuden også brugt en øjenspray mod tørre øjne. Den lægger efter sigende en beskyttede hinde, så pollen ikke kan genere øjnene. Jeg læste tippet hos Pudderdåserne, og var lidt skeptisk, men gav det en chance. Og det har simpelthen virket over al forventning. Det føles faktisk som et helt lifehack 😀

Mine medikanmenter og værnet.

Ja.. det var så det. Drønkedeligt og ligegyldigt, hvis man ikke har allergi. Men altså.. det kunne jo være, at det kunne bruges af en fellow-allergiker en dag, og så er jeg gla’.

Nu smutter jeg. Vi skrives ved snart. Måske allerede i morgen, hvis dagens log klarer den igennem nåleøjet 😉