Fem ting du ikke vidste om mig (real time)

Hej Anne,

Hold nu op, det føltes godt at skrive. Sidst jeg skrev herinde, var det jo en helt anden årstid (og jeg lavede ikke far-jokes) :s Nå, jeg er stemplet ind, og jeg har taget fem ting, du ikke vidste om mig med. Sidste gang kørte vi jo en young gun-edition, hvor jeg kastede et kritisk blik på min gøren og laden i min barndom og fortalte dig fem ting derfra. I dag arbejder vi i realtid og jeg vil gerne fortælle dig fem ting om mig selv, som jeg har opdaget, studset over eller gjort indenfor de sidste par uger. Så kører bussen:

1:
Jeg regner mig selv for at være den hurtigste cyklist i distriktet. Jeg overhaler i gennemsnit 9 ud af 10 af mine medrejsende (konkurrenter), hver gang jeg hopper op på min tro følger, Mary.
“Og hvem udgør så den tiendedel, der formår at overhale dig, Nina?”, tænker du nok nu. Og her kan jeg fortælle, at jeg har opsat et regelsæt, der hedder, at jeg kun tolererer at blive overhalet hvis den overhalende enten:
a. cykler i cykelbukser. Folk med foring i nummeren, kan jeg godt lige unde en forlomme.
b. kører på elcykel (det her er faktisk bare at snyde, men lad nu den ligge).
c. kører på racercykler. Dette punkt hænger ofte sammen med punkt a, og rytteren (det kaldes folk på racercykler – mest af sig selv) bærer ofte en hjelm, som er noget mere aerodynamiske end min. Og mod sådan en fordel kan jeg intet stille op.

2:
Selvom jeg langt hen ad vejen anser min næsten unaturlige hurtighed på cykelstierne som en af mine store forcer, hænger den dog umiskendeligt sammen med min helt store akilleshæl = en helt ekstrem utålmodighed. Intet kan gøre mig mere rasende end at køre bag en langsom cyklist, som jeg ikke har mulighed for at overhale. Jeg bliver et decideret dårligt menneske og jeg er ikke bleg for at kalde den stakkels cyklist (som sikkert bare har mere veludviklede frontallapper end mig) for “fucking idiotspasser” i mit hoved, mens jeg kæmper med alskens tics i øjenområdet forårsaget af raseri. Det vil jeg gerne arbejde lidt med, kan jeg mærke.

3:
Jeg har fået købt årets pollenværn. Et værn som jeg tager på, når jeg bevæger mig udenfor efter mørkets frembrud, når solbriller virker en tand for arrogant og de tonede glas udgør en sikkerhedsrisiko for min færden. Brillerne virker efter hensigten, og det er fedt, men jeg føler mig som en snyder, når jeg går rundt med de klare glas i ansigtet. Som jeg om forsøger at tage del i en klub, som jeg ikke rigtigt er med i.
3.5  I mit forsøg på at tage et billede af årets værn slog det mig, at jeg, så snart jeg fotograferes med det indadvendte selfiecam, tyer til trutmunden. Det er ikke et valg, jeg tager, men derimod en primitiv og nærmest dyrisk refleks, som er dybt forankret i mig. Jeg kan intet gøre ved det. Jeg mistænker, at det er et levn fra den berygtede arto-tid.
Se vedlagte (pinlige) billedebevis:

4:
Hver morgen udspiller sig en krigsscene i mit indre. De rivaliserende parter hedder Smarte-Nina og Komfort-Nina, og de kæmper om retten til at klæde mig på. I teorien holder jeg med Smarte-Nina, som har et brændende ønske om at få mig til at se knald-moderne og lækker ud, men jeg har endnu ikke oplevet en dag, hvor hun har besejret Komfort-Nina. Komfort-Ninas vigtigste KPI’er er, at jeg skal iføres tøj, der er blødt, ikke klør og den allervigtigste: aldrig nogensinde(!) strammer – der skal være plads til udspilet bug efter frokostbuffeten på kontoret.
Og selvom jeg da godt kan se, at Smarte-Ninas agenda er fin og at det da sikkert kunne være meget sjovt engang imellem at prioritere det samlede look højere end hvor behagelige mine bukser er, så ligger mit hjerte altså bare hos Komfort-Nina. Og med helt klassisk og barsk to mod én-metode nedstemmer Komfort-Nina og jeg derfor hver morgen Smarte-Ninas forslag.

5:
Jeg bruger to tredjedele af den tid, jeg har til rådighed på at lære at stå på hænder. 
Jeg har regnet ud, at jeg ca har 16 vågne timer i døgnet – en lynhurtig udregning fortæller mig, at jeg pt. bruger syv af dem på Bloggers Delights kontor og de resterende ni bruger jeg på enten at øve min håndstand, tænke over, hvordan jeg bliver bedre til håndstand eller hvor godt mit liv bliver, den dag jeg faktisk mestrer disciplinen. Det er et fuldtidsjob at springe ud som gymnast i en alder af 26 og jeg er pt ved at overveje, om jeg får tid til at vende tilbage til studiet efter sommerferien…

Det var det. Og også denne gang vil jeg opfordre dig til at kopiere konceptet – jeg var godt underholdt sidste gang du tog min opfordring til dig 😀

Jeg går desuden og bryder min hjerne for at finde på idéer, der kan få mig lidt hyppigere til tasterne, for jeg vil sgu stadig rigtig gerne skrive herinde – der har bare været rungende tomt i idébanken den sidste måned. Lad os håbe på bedre blogger-tider og tales ved snart.

Møsser <3

Fem ting du ikke vidste om mig (young gun edition)

Hej Anne,

Så kom der sgu ild i dig – sikke du oplever. Jeg er dybt inspireret af dit mod til at kaste dig ud i malerkunsten. Det har jeg også forsøgt mig med engang i fritteren, men det gik ikke. Slet ikke. Måske fordi jeg ikke havde fået memoen om, at himmelen skal males først.

Og så lyder din tur i Brønshøj Vandtårn altså også bare givende. På en måde. Jeg er sikker på, at jeg ville dø af kedsomhed til sådan et arrangement. Sådan virkelig. Jeg har mindst 40 barndomstraumer, der bunder ud i rundvisninger i historiske bygninger rundt omkring i Europa i mine sommerferier.. ok det reelle tal er måske en del lavere.. Og traumer er måske så meget sagt. Men jeg kedede mig – meget! Jeg ville hellere have is og bade i poolen. Eller kigge på fedtede latinoer over kanten af mit Vi Unge blad. MEN når du formidler sådan en rundvisning, lyder det sgu hyggeligt. Du kan sgu noget, unge dame. Og jeg er sådan virkelig forelsket i dit engagement i dit lokalområde – du er den sødeste, jeg kender. <3

Jeg selv oplever også lidt i mit lokalområde for tiden. Jeg har nemlig opdaget, at der ligger en stor legeplads med et meget højt gyngestativ et (mellemlangt) stenkast fra min adresse. Og siden jeg gjorde den opdagelse, har jeg været at finde på gyngen hver aften. Nogle aftener med selskab. Andre alene. Som fx i lørdags. Og som jeg sad der med schwung i håret, en astronautis i hånden og Usher i ørerne, tænkte jeg lidt over, om jeg egentlig ikke skulle smide nogle random facts om mig selv i din retning. Det konkluderede jeg, at det skulle jeg. For et af formålene med vores blogs er jo, at vi skal lære hinanden endnu bedre at kende.

Vi starter i det små – sådan ret bogstaveligt – jeg er nemlig gået igennem mit kartotek over facts om mini-Nina og fundet fem frem, som jeg vil dele med dig her:

1. Jeg var model i mine unge dage. En rigtig dårlig en af slagsen. Imod alle odds faldt mine billeder til modelhjemmesiden (art-supply.dk… lol) dog ualmindeligt heldigt ud, så jeg blev booket en del. Jeg tjente ca. 500 kr. pr. shoot og brugte alle pengene på Pokéballs.

skaermbillede-2018-04-23-kl-16-31-54 2. Min karriere stoppede dog brat, da jeg som 12årig valgte at få klippet en smart og frisk mor-fritz. Jeg var ude på ét job med det hår og hørte aldrig fra mit bureau igen. Det er en barsk branche.

skaermbillede-2018-04-23-kl-16-25-59 3. Jeg har lavet virkelig mange pakkekalendre i mit liv. Mindst 10 er jeg ret sikker på. Den første jeg nogensinde lavede var til min lillebror, da jeg var 11 år gammel. Jeg havde ikke en krone på lommen, så ca. 20 ud af de 24 gaver var hjemmelavede… Jeg trippede spændt rundt om ham hver morgen, når han pakkede op, men måtte hurtigt (og bittert) erkende, at perleplader, filtbamser og lerfigurer 24 dage i træk måske ikke er nøglen til det hemmelige kammer med søskendekærlighed hos en 10-årig dreng.

4. Da jeg var lille tænkte jeg, at jeg selv havde forudbestemt alt der skulle ske i mit liv. Jeg troede, at jeg, inden jeg blev født, havde stået oppe ved Gud med en lille maskine, hvor jeg hele tiden skulle vælge mellem to muligheder indtil jeg havde “klaret” hele mit liv. Jeg tror desværre ikke på det mere, men det var dejligt betryggende. Hvis der skete noget dårligt, vidste jeg jo, at det var noget jeg selv havde valgt, og at jeg havde valgt det enten fordi alternativet var værre eller fordi det ville føre noget amazeballs med sig.

5. Engang da jeg har været omkring fire år gammel havde vi snakket om døden og himlen i børnehaven. Da jeg kom hjem til min bedstemor om eftermiddagen, spurgte jeg hende nedslået: “bedstemor, dør du før mig?”. Min bedstemor begyndte pædagogisk at forklare mig, at det gjorde hun jo nok, ved det hun er lige knapt 60 år ældre end mig og jeg svarede “PYHA, så er der i det mindste én jeg kender i himlen, når jeg dør”. Jeg var et bekymret barn. Bekymret og selvisk barn.

Det var vist det – nu kender du Nina anno 1996 – 2002 en my bedre.
Jeg vil opfordre dig til at kopiere konceptet – jeg vil SÅ gerne vide mere om dig som barn 😀

MØS