UGENS ORD #2: HJEM

UGENS ORD #3: TEENAGER

Hej Anne,

Er du klar til næste ord i legen? Jeg må hellere lige advare dig om, at jeg altså har valgt et potent et af slagsen i denne uge. Vi skal nemlig snakke om ordet:

TEENAGER

“Men hvorfor rive op i et sår, som efterhånden er helet så pænt, Nina?” Kan jeg forestille mig, at du tænker nu. Det er et godt spørgsmål, og jeg burde sikkert lade være, men sagen er simpelthen den, at jeg forleden faldt over dette billede:

Nina anno 2006

..og jeg følte, at vi blev nødt til at snakke om det. Om, hvordan det var at være teenager. Måske forsøge, at give det lidt mening, at vi som art skal igennem en så forfærdelig periode, som for mange (myself very much included) består af konsekvent dårlige hårvalg, toast som primær føde og indre kaos af dimensioner.

Den biologiske forklaring er jo, at vi går fra barn til voksen – men hvorfor denne proces skal være så uklædelig er mig en gåde. Og jeg ved ikke med dig, men jeg gemte mig ikke væk – jeg brugte timevis på at blitze mig selv i ansigtet med mit digitalkamera, for at få taget det perfekte billede til Arto. Dét billede, som ville få lækre Mathias fra Vanløse til at skrive “kiqqede” i indbakken. Jeg kan fortælle dig, at mangen billeder er endt i papirkurven på den stationære – teenagehud og blitz på 20 cm. afstand er en sprængfarlig kombi – men jeg lykkedes med missionen i sidste ende. Han kiggede. Og måske var det faktisk ovenstående billede, der gjorde udfaldet. Jeg var i hvert fald svært tilfreds med det foto, husker jeg.

Men det var så også en af mine eneste successer i de år. Jeg har i hvert fald svært ved at komme i tanke om andre lige på stående fod. Jeg var nemlig helt elendig til at være teenager. Jeg har tænkt lidt over hvad det var, jeg personligt gjorde galt, og efter en dybdegående analyse, har jeg konkluderet, at jeg begik tre store fejl:

Jeg var for autoritetstro.
Man kan ikke sige teenage uden at sige oprør. Er det ikke sådan reglerne er? Den fangede jeg ikke. Jeg har alle dage været en regelrytter, og teenageårene var ingen undtagelse. Jeg bad altid om lov til at tage til fest – og hvis jeg fik et nej, græd jeg mig selv i søvne til Avril Lavigne, i stedet for at gøre det eneste fornuftige: udtænke en flugtplan. Jeg var faktisk decideret kedelig (min mor og far vil muligvis være uenige her, men de skulle bare vide, hvor mange narrestreger jeg er sprunget over)! Okay – jeg gjorde faktisk to ting, jeg ikke måtte. Jeg piercede mine egne ører i smug og jeg havde en arto-profil. Sidstnævnte var min far meget imod, da han var sikker på, at jeg ville stikke af med en børnelokker. Men det han ikke forstod var jo, at Arto var datidens facebook/Insta/everything, og at jeg ikke havde en jordisk chance for at skabe mig et navn i byen, hvis ikke jeg havde sådan en. Så det havde jeg. Og den hed 3460-BitcH. Yes. Sorry far.

Jeg fejlvurderede mit udseendes potentiale gang på gang.
Jeg var ret køn som barn, hvis man må sige sådan noget selv. Jeg var sådan en lille nuttet en, som tjente skillinger på at smile akavet til kameraet. Og så lige pludseligt… så gik det over.
Da jeg blev teenager, blev alt nuttet og kønt nemlig taget fra mig, og jeg havde meget svært ved at affinde mig med min nye skæbne som… uheldig (jeg har forsøgt at visualisere udviklingen nedenfor). Jeg gjorde derfor hvad jeg kunne, for at hæve standarden. Desværre var “hvad jeg kunne” at farve mit hår tisgult, indramme mine øjne med turkis eyeliner og iklæde mig alt det bedste fra Burberry(‘s stand på bazaren i Mamaris). Det var ikke et godt look, og jeg havde sikkert været bedre stillet med at iføre mig mors hjemmestrikkede trøjer og beholde min kommunefarvede top.

Jeg var et følsomt gemyt.
Hold nu kæft, hvor ville det bare have været sjovere at være teenager, hvis alt ikke skulle gøre så nas indeni. Min Diddle-dagbog flød over med knuste hjerter og digte om min elendighed. Desværre er det jo ikke et valg man tager, det der med at være lidt blødt og sentimentalt anlagt – det er vel en personlighedsting. Men mit lille følsomme og indadreagerende pigehjerte forelskede sig allerede dengang i de forkerte – og jeg havde særligt et godt øje til de udadreagerende og temmelig vrede gutter. Ubehagelig kombi, skal jeg sige dig, Anne.

Okay.. Jeg har måske lagt en lidt tung skygge over mine teenageår. Der var da også gode dage. Tror jeg. Det der have været. Ej. Det var der. Jeg fik fx en kæreste, som hed Sebastian og fik nok penge til en ægte DKNY-taske i konfirmationsgave. Så helt skidt var det altså ikke 😉

Men hvad med dig, Anne? Hvilke minder/tanker/traumer starter ordet TEENAGER hos dig? Det glæder jeg mig til at læse på lørdag 😀 Møs <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

UGENS ORD #2: HJEM