Det gode og det dårlige // 11

UGENS ORD #2: HJEM

HJEM

Hej Anne,

Da jeg læste, at du havde valgt, at næste ord i vores lille ord-leg, var hjem, blev jeg både glad og lidt nervøs. Glad, fordi det er et ord, som betyder sindssygt meget for mig og som rummer virkelig mange følelser. Og nervøs.. ja egentlig lidt af samme årsag. For det er som om, at det ord niver lidt. Sådan som noget gør, når det er vigtigt for én og man derfor gerne vil kunne forklare og folde ud, så den vigtighed bliver tydelig.

Jeg har derfor tænkt meget. Næsten så meget, at jeg til sidst ikke kunne komme til tasterne, fordi jeg simpelthen ikke vidste, hvor jeg skulle starte. Hjem har nemlig været en lidt rodet affære for mig. Jeg har haft mange. Og fra jeg var 12 til jeg var 18, havde jeg to. Jeg hadede det, for de to hjem var et symbol på, at min familie ikke længere var én familie længere. Nu var der mors familie og fars familie.

Måske er det i virkeligheden den følelse, der stadig niver lidt ved ordet. For det var en dum tid. Og på trods af, at snart halvdelen af alle danske børn oplever præcis samme situation som mig: mor og far har hver deres hjem, og at det derfor nærmere er reglen end undtagelsen, så er det bare ikke sjovt. Og i de år, hvor jeg havde to hjem, følte jeg nogle gange, at jeg aldrig rigtigt havde noget hjem.

_

Men hjem er også et rart ord for mig. Et ord, som er trygt og varmt. Og jeg er meget enig med dig i, at det er en følelse. Det er den følelse jeg får, når jeg er omringet af min nærmeste familie og når jeg griner med mine bedste venner. Og så er det den følelse jeg får, når jeg krydser Dronning Louises bro og jeg kan se Irmahønen spejle sig i Sortedamssøen.

Nørrebro er mit hjem. Og ikke kun nu og de sidste otte år, hvor jeg har boet her fast. Det har det altid været. Jeg boede på Nørrebro de første seks år af mit liv. På verdens hyggeligste gade, som ligger lige ned til søerne. Jeg boede på anden sal med min mor, far og lillebror og mine bedsteforældre boede i samme opgang på fjerde sal.

Hver morgen kom min bedstemor og bedstefar ned og spiste morgenmad med min bror og mig, og så fulgte de os i børnehave. Min bror og jeg skiftedes til at gå i forvejen med bedstefar, så vi kunne gemme os på vej op til børnehaven, og bedstemor hjalp os med at lede efter vores forsvundne søskende. Hver dag. Ofte var legen hurtigt ovre, for vi var kun fire og fem år, og kreativitet rakte ikke længere end til at gemme os i skakter og bag hjørner. Og der er kun så mange skakter og hjørner på de 200 meter, der var fra lejligheden til børnehaven.

Men en dag gemte min bedstefar og jeg os bag en hvid bil på vejen. Jeg kan huske, at jeg kiggede op på min bedstefar som grinede, da bedstemor og Lasse ledte forgæves efter os i den sædvanlige skakt. De fandt os ikke den dag – og Lasse var sur på mig hele dagen i børnehaven. Men jeg følte, at jeg havde vundet i livet og at alt var godt. Og den følelse får jeg stadig, når jeg går på broen og Irmahønen blinker til mig.

Da jeg var seks år gammel, flyttede min familie til Birkerød. En dejlig by, ca. 25 km. nord for København. Der havde vi det godt, men det blev aldrig mit hjem. Allerede dengang vidste jeg, at mit hjem var på Nørrebro, og så snart jeg fik chancen, flyttede jeg tilbage. Hjem igen. Der hvor jeg hører til.

Billedet er hjem for mig. Det er gaden, jeg boede på som barn. Og hvor mine bedsteforældre bor endnu. Jeg har boet der to gange som voksen og billedet er fra første gang, jeg var flyttet tilbage. Det er taget en vinternat i 2012. Jeg havde været på arbejde hele dagen, og da jeg drak en fyraftensøl med mine kollegaer, faldt årets første sne. Jeg gik hjem og mødte gaden helt snedækket og uberørt. Der var så stille og smukt og jeg kan huske, at min mave summede af lykke. Jeg følte jeg mig  tryg, varm og hjemme. 

Det blev en lidt lang og følsom omgang. Men hvor var det hyggeligt at skrive. Tak, fordi du gav mig muligheden for det med ugens ord 🙂 <3 Vi skrives ved i morgen, hvor jeg vil præsentere næste ord.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det gode og det dårlige // 11