Vand i maccen og tåge i hjernen

Hej Anne,

Undskyld, at jeg har forsømt dig. Og ikke engang forklaret dig hvorfor. Det er jeg sgu ked af. Sagen var bare den, at jeg havde tømmermænd i lørdags og det endte med at gå ud over min MacBook. Jeg lå nemlig i den kendte og elskede konstellation med commi på maven, vand i højre hånd og en snack efter eget valg indenfor en overskuelig rækkevidde af venstre hånd.

Det plejer jeg godt at kunne administrere, men i lørdags var det for meget at forlange af mit værkende korpus. Midt i et afsnit af Gift ved første blik valgte min højre arm at gøre oprør og få et tic. Et tic, der tvang min arm i luften med en sådan kraft, at jeg aldrig har oplevet lignende. Resultatet var vand udover mig selv, mine snacks og værst af alt – i min elskede MacBook. Panikken var stor og jeg brugte derfor resten af lørdag og søndag på at skiftevis tørre af, duppe nænsomt, i-ris-lægge (skøn sammensætning af ord, synes jeg selv) og bede til Vorherre.

Mine bønner blev hørt søndag aften, da jeg igen kunne tænde Macci og et lille æble lyste op på skærmen. Men da var al lyst til at skrive et blogindlæg altså for længst forduftet og jeg lod derfor være.

Derudover føler jeg generelt at min hjerne er helt gennembanket af Innovation X (som heldigvis slutter fredag). Jeg er SÅ træt efter skole og arbejde, og jeg har ærlig talt ikke én eneste kreativ tanke. Derfor skubber jeg også mit svar på dit fine ord natur, til der igen er blodforsyning til den skrivende del af hjernen. Jeg har ikke lyst til at skrive et svar, bare fordi jeg skal og så ikke give det den tid og opmærksomhed, som jeg egentlig rigtig gerne vil give det.

Derfor: Sorry for mit fravær i søndags og for at jeg ikke overholder vores deadlines ift. ugens ord. Jeg regner med at være tilbage på fuld styrke snart <3

Ugens ord #5: Middagslur

Hej Anne,

I går eftermiddag, da jeg kom hjem fra gruppemøde, satte jeg mig ved tasterne, for at påbegynde indlægget om ugens ord. Jeg havde i løbet af dagen gået og tænkt på et ord, som jeg ville skrive om, og jeg var bare klar til at få eksekveret skrivningen!

… Lige indtil jeg ikke var det mere. Pludseligt blev tankerne mudrede og øjnene sved. Jeg var blevet ramt. Ramt af den der helt lede træthed, som kun forekommer om eftermiddagen. Og jeg havde intet valg. Jeg måtte kravle under dynen og tage mig en morfar. En halv time senere vågnede jeg igen med et helt nyt mod på livet. Jeg tænkte derfor, at jeg i denne uge blev nødt til at skrive om (og hylde):

Middagsluren

Ser du, Anne, jeg er nemlig selv en habil lurer, og jeg har praktiseret dagssøvn on and off i mere end 10 år nu. Dengang jeg gik i gymnasiet tog jeg en lur hver eneste dag. Det var det første jeg gjorde, når jeg kom hjem fra skole. Jeg fløj op på pigeværelset, smed mig i sengen og slog øjenene i. Det var ligegyldigt om jeg kun kunne nå at sove 10 minutter, inden jeg skulle på arbejde i smykkebutikken i Birkerød Hovedgade. Selv på de dage, lagde jeg mig på puden og spoonede min ekstradyne, indtil min mobil afspillede Beyoncés Irreplaceable og satte en stopper for skønhedssøvnen.

Den dag i dag er jeg stadig svært begejstret for konceptet, og jeg sover nok minimum middagslur to gange om ugen. Tiden er lidt mere knap, end den var dengang i teenageårene, og luren er derfor blevet den ultimative hverdagsluksus for mig.

Nogle dage kan jeg dårligt slæbe mig igennem dagen, hvis ikke jeg får en lille en på øjet om eftermiddagen, og jeg har tænkt lidt over, hvad det kan skyldes. Jeg tror, at det er fordi, jeg er helt absurd dårlig til at lave ingenting. Jeg laver altid noget. Sjælendt noget produktivt, men altid et eller andet. Googler hvor meget mælk, der blev solgt i 2011 (198 tusinde tons), hvad der sker, hvis man spiser for mange æbler (ondt i maven) eller hvad Akons største hit i 2006 var (smack that). Der er aldrig fred. Kun når jeg sover. Og derfor elsker jeg at sove. Og allerhelst om dagen. For mig føles luren om dagen nemlig som et aktivt valg, jeg har taget. Sådan lidt: Nu sover jeg, fordi jeg vil sove. Om natten føler jeg ofte, at det bare er noget jeg skal.. for nu er det ligesom nat, og valget er taget for mig. Det er bare lidt federe om dagen 😀

Jeg har altid skammet mig lidt over, at være sådan en, der tager middagslure. Især i det omfang jeg har gjort (og stadig gør) det. Jeg synes, at det er lidt dovent og jeg gad godt være bedre til at administrere min energi, så jeg ikke crasher om eftermiddagen. Men altså.. at fordele mine ressourcer over  mange vågne timer i træk, er åbenbart stadig for meget at forlange af mig. Og indtil jeg lykkes med dét (måske jeg skal lære at meditere?), holder jeg fast i, at en middagslur er et grande, grande, grande koncept (som Pivert ville have sagt det, may he rest in peace).

Okay.. Jeg indrømmer det gerne: det her er ikke mit stærkeste indlæg til dato. Og jeg er måske alene om, at føle så stærkt om middagsluren – men jeg er meget spændt på at høre, hvad du tænker, når du hører ordet? Er middagslure gode, noget skidt, fucking bomb, dovent eller noget helt 5. for dig, Anne?

Møs <3

UGENS ORD #4: Leverpostej

17-årige Nina, der funderer over livets mening foran webcammet

Leverpostej

Hej Anne,

Puha.. Leverdrengen. En spise jeg sjælendt forholder mig til, og som jeg helt bestemt heller ikke havde gjort, hvis ikke vores lille leg her dikterede det. Det er som sådan ikke fordi, jeg ikke kan lide det – jeg kan lide alt, undtaget østers og blåost – jeg synes bare heller ikke, at det er lækkert. Det er for mig en fuldstændig ligegyldig spise. Omend en tur i mikroovnen og den rette topping kan gøre meget – dér kan vi godt blive enige.

Da jeg ikke har de vilde input til ordets konkrete betydning: pålæg lavet af leveren fra en lille grisbas, tillader jeg mig at kaste mig over den overførte betydning. For der har jeg nemlig lidt mere på hjerte.

For mig kan ordet leverpostej nemlig også bruges til at beskrive en livsstil. Eller en måde at leve sit liv på. Og for mig er det en vanestyret og bevidstløs levevis. Autopiloten klarer det meste og de vildeste udsving i følelsesregisteret foregår fredag aften, når ens y-sanger på helt unfair vis må forlade X-factor, fordi Sanne Salomonsen (formentlig) har taget en bane inden hun gik i studiet. Der er slet ikke noget galt i at leve (det jeg kalder) et leverpostej liv – men det er ikke noget, jeg ønsker.

I fredags var jeg i IKEA med min veninde Karoline, og da vi sad og kørte kanelsnurrer og læskedrik ad libitum i kæften faldt snakken på livet. Og fremtiden. Vores fremtid – og det der voksenliv. Vi snakkede om, at Vild Med Dans havde præmiere samme aften, et faktum som har spredt glæde i mange danske hjem – med god grund – The Antonelli Orchestra kan virkelig piske en stemning op. Men vi kom også til at snakke om, at vi ikke har lyst til at leve et liv, hvor et TV-program er ugens højdepunkt. Og hvor dansernes præstation bliver et gennemgående tema i alle samtaler ugen efter. Vi snakkede også om, om det mon er svært at undgå, den dag man bliver sat? Når man er bundet til hjemmet af sit huslån og børnene er flyttet hjemmefra. For det er jo trygt og rart. Og også virkelig hyggeligt på mange måder.

Jeg tror godt, at det kunne ske for mig. Men jeg vil gøre mig meget umage for at undgå leverpostejsfælden. Jeg drømmer nemlig om at leve et liv, hvor jeg er bevidst og hvor jeg ikke kører på autopilot. Hvor jeg har relationer, som får mig til at reflektere over ting, som ligger udover min egen hverdag og som udvider min horisont. Men som jeg skrev i mit indlæg om sundhed, kan jeg allerede nu mærke, hvordan jeg i travle perioder, får mindre kontakt til mine følelser og min bevidsthed – og jeg tror derfor, at jeg somme tider må være bevidst om at være bevidst.

En dag kommer jeg sikkert til at se Vild Med Dans (eller en pendant hertil, når TV2 løber tør for semikendte skiløbere, de kan sende på gulvet), men jeg håber inderligt, at jeg stadig gider at diskutere liv, død og leverpostej i stemmepausen.

P.s Rundtenom er også et ord i mit ærkekøbenhavnske ordforråd. Jeg udtaler det bare rundt’om. Men mon ikke, du også gør det? 

DET GODE OG DET DÅRLIGE // 12

Hej Anne,

Puhadadada – mit hoved snurrer lige nu. JEG HAR NEMLIG VÆRET UDE AT FØJDE! Hele to gange faktisk. Jeg er tilbage. Ung igen. Verden er min legeplads! Ok ikke lige i dag. Der er sengen min legeplads. Og med legeplads mener jeg: eneste overskuelige opholdssted. Men det har været sjovt, så #noregrets.

Forud for min partygirl-weekend lå en knaldgod uge med studiestart, extreme home makeover og et etisk dilemma – men da det jo er søndag, kan jeg ikke sige mere, før vi har bevæget os over i punktform, så lad os da bare get to it (jeg forsøgte, Anne.. Men det er altså svært med de her overgange)

DET GODE: 

  • STUDIESTART! Dét har været fedt. Også selvom det var lidt angstprovokerende at vi skulle starte semesteret ud med helt nye mennesker fra andre studier i en overophedet hal på Nørrebro. Men all in all = pissefedt at være studerende igen.
  • Jeg har opdaget, at det er sjovt at tegne. Og fået bekræftet, at jeg er en abe til det. Men jeg giver ikke op, for som vi jo har lært i denne uge, er det meget virkningsfuldt at kunne illustrere sine pointer. Dagens billede er mine øvestreger. Den pågældende dags primære pointe har tilsyneladende været: det er den 4. september.. Yes.
  • Jeg har fået min nye sofa. En sofa som helt uventet kickstartede en total makeover af min stue. Jeg overvejer at give dig en lille roomtour snart.
  • Jeg har også fået mig en ny dyne. Min søde, dejlige mor syntes, at det var synd for mig, at jeg nattefrøs allerede i september og forærede mig en ny bff. Den er i moskusdun, og kan holde i op til 20 år. Altså til jeg er…. 46. (Og et halvt. Jeg har nemlig halvårsføssedag i dag). Det er ret længe.
  • Så har jeg som sagt festet. Fredag var jeg ude at spise med min veninde Karoline, og så tog vi på Bakken, hvor vi dansede indtil der var for mange mennesker ift. ilt til rådighed. Så tog vi videre på Bremen, hvor iltmætningen var passende og musikken funky. Helt perfekt. Og i går var jeg til kollegiefest hos Kamille med Rebekka. Også sjovt, omend mit 26,5 årige korpus værkede efter fredagens dansefest.
  • Der har været demensuge på TV2. Det har været så godt, synes jeg. Og smukt. Og jeg har grædt til stort set hvert et indslag jeg har set. Men det er altså også bare en sag, der står mit hjerte meget nært pga. min bedstefar, som lider af demens – det har jeg skrevet mere om her.

DET DÅRLIGE: 

  • Jeg har halvårsfødselsdag. Det betyder, at jeg i morgen er tættere på 27 end 26. Seriøst, hvornår var det lige jeg blev så gammel? Fatter det helt reelt ikke.
  • Jeg har ødelagde en rigtig god samtale med en meget fin fyr til kollegiefesten i går. Vi hyggede os og bondede ret godt. Han stillede dog abnormt mange spørgsmål (i en imponerende fart- han havde hele tiden et nyt klar). Hvad er dit y-dyr? Livret? Rema eller Fakta? Hvis du kun havde én dag tilbage at leve i? You get the point. Da jeg igen havde fået pusten efter at have svaret på alle spørgsmålene, sagde jeg med, at det var meget tinderagtigt, at svare på så mange usammenhængende spørgsmål. Som en joke, self. Og så gik han kold. Sådan rigtigt. Han blev dybt fornærmet. Han “havde ALDRIG haft tinder!” Og der var ingen vej tilbage. 200% akavet derfra. Den havde jeg ikke set komme.
  • OK så er det tid til ugens etiske dilemma. Og nu går jeg ud på gyngende grund, for det her er politisk… MEN for at få plads til min nye sofa, måtte den gamle ud. Jeg valgte derfor, at jeg ville forære den gamle væk. Jeg slog den op i en facebookgruppe for gratis ting, og der var en kvinde, der gerne ville have den. Jeg sagde “jamen self da, unge dame, den er din“. Efter vores digitale handshake måtte jeg lige undersøge, hvem arvtageren var. Og det viste sig, at hun var meget aktivt politisk. For Nye Borgerlige. Og hun havde delt et opslag med overskriften “muslimer skal hæmmes på alle områder” og skrevet: “kunne ikke være mere enig”. Og så fik jeg ondt i maven. For sådan har jeg det 0%. Og tanken om, at min gamle bedste ven – sovesofaen – skulle blive sådan en, man skrev racistiske blogindlæg i, gjorde mig ked af det. I den hygger man. Spreder god energi. Jeg har faktisk illustreret situationen på tegningen. En anelse karikeret måske, men sådan så det ud i mit hoved. Men jeg havde jo lovet den til hende, så jeg var dødforvirret og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Til mit store held kunne vi ikke få det til at passe med afhentning, så jeg endte med at forære sofaen til en familiefar, der lige havde hentet sin søn til fodbold. Lykkelig slutning på en decideret kattepine, synes jeg. 😉

Nu vil bælle en kop kaffe og tage søndagsjoggerne på. Anna kommer og lufter mig om lidt. Det er nok meget sundt. Hav en dejlig søndag, mulle! <3

UGENS ORD #3: TEENAGER

Hej Anne,

Er du klar til næste ord i legen? Jeg må hellere lige advare dig om, at jeg altså har valgt et potent et af slagsen i denne uge. Vi skal nemlig snakke om ordet:

TEENAGER

“Men hvorfor rive op i et sår, som efterhånden er helet så pænt, Nina?” Kan jeg forestille mig, at du tænker nu. Det er et godt spørgsmål, og jeg burde sikkert lade være, men sagen er simpelthen den, at jeg forleden faldt over dette billede:

Nina anno 2006

..og jeg følte, at vi blev nødt til at snakke om det. Om, hvordan det var at være teenager. Måske forsøge, at give det lidt mening, at vi som art skal igennem en så forfærdelig periode, som for mange (myself very much included) består af konsekvent dårlige hårvalg, toast som primær føde og indre kaos af dimensioner.

Den biologiske forklaring er jo, at vi går fra barn til voksen – men hvorfor denne proces skal være så uklædelig er mig en gåde. Og jeg ved ikke med dig, men jeg gemte mig ikke væk – jeg brugte timevis på at blitze mig selv i ansigtet med mit digitalkamera, for at få taget det perfekte billede til Arto. Dét billede, som ville få lækre Mathias fra Vanløse til at skrive “kiqqede” i indbakken. Jeg kan fortælle dig, at mangen billeder er endt i papirkurven på den stationære – teenagehud og blitz på 20 cm. afstand er en sprængfarlig kombi – men jeg lykkedes med missionen i sidste ende. Han kiggede. Og måske var det faktisk ovenstående billede, der gjorde udfaldet. Jeg var i hvert fald svært tilfreds med det foto, husker jeg.

Men det var så også en af mine eneste successer i de år. Jeg har i hvert fald svært ved at komme i tanke om andre lige på stående fod. Jeg var nemlig helt elendig til at være teenager. Jeg har tænkt lidt over hvad det var, jeg personligt gjorde galt, og efter en dybdegående analyse, har jeg konkluderet, at jeg begik tre store fejl:

Jeg var for autoritetstro.
Man kan ikke sige teenage uden at sige oprør. Er det ikke sådan reglerne er? Den fangede jeg ikke. Jeg har alle dage været en regelrytter, og teenageårene var ingen undtagelse. Jeg bad altid om lov til at tage til fest – og hvis jeg fik et nej, græd jeg mig selv i søvne til Avril Lavigne, i stedet for at gøre det eneste fornuftige: udtænke en flugtplan. Jeg var faktisk decideret kedelig (min mor og far vil muligvis være uenige her, men de skulle bare vide, hvor mange narrestreger jeg er sprunget over)! Okay – jeg gjorde faktisk to ting, jeg ikke måtte. Jeg piercede mine egne ører i smug og jeg havde en arto-profil. Sidstnævnte var min far meget imod, da han var sikker på, at jeg ville stikke af med en børnelokker. Men det han ikke forstod var jo, at Arto var datidens facebook/Insta/everything, og at jeg ikke havde en jordisk chance for at skabe mig et navn i byen, hvis ikke jeg havde sådan en. Så det havde jeg. Og den hed 3460-BitcH. Yes. Sorry far.

Jeg fejlvurderede mit udseendes potentiale gang på gang.
Jeg var ret køn som barn, hvis man må sige sådan noget selv. Jeg var sådan en lille nuttet en, som tjente skillinger på at smile akavet til kameraet. Og så lige pludseligt… så gik det over.
Da jeg blev teenager, blev alt nuttet og kønt nemlig taget fra mig, og jeg havde meget svært ved at affinde mig med min nye skæbne som… uheldig (jeg har forsøgt at visualisere udviklingen nedenfor). Jeg gjorde derfor hvad jeg kunne, for at hæve standarden. Desværre var “hvad jeg kunne” at farve mit hår tisgult, indramme mine øjne med turkis eyeliner og iklæde mig alt det bedste fra Burberry(‘s stand på bazaren i Mamaris). Det var ikke et godt look, og jeg havde sikkert været bedre stillet med at iføre mig mors hjemmestrikkede trøjer og beholde min kommunefarvede top.

Jeg var et følsomt gemyt.
Hold nu kæft, hvor ville det bare have været sjovere at være teenager, hvis alt ikke skulle gøre så nas indeni. Min Diddle-dagbog flød over med knuste hjerter og digte om min elendighed. Desværre er det jo ikke et valg man tager, det der med at være lidt blødt og sentimentalt anlagt – det er vel en personlighedsting. Men mit lille følsomme og indadreagerende pigehjerte forelskede sig allerede dengang i de forkerte – og jeg havde særligt et godt øje til de udadreagerende og temmelig vrede gutter. Ubehagelig kombi, skal jeg sige dig, Anne.

Okay.. Jeg har måske lagt en lidt tung skygge over mine teenageår. Der var da også gode dage. Tror jeg. Det der have været. Ej. Det var der. Jeg fik fx en kæreste, som hed Sebastian og fik nok penge til en ægte DKNY-taske i konfirmationsgave. Så helt skidt var det altså ikke 😉

Men hvad med dig, Anne? Hvilke minder/tanker/traumer starter ordet TEENAGER hos dig? Det glæder jeg mig til at læse på lørdag 😀 Møs <3