Det gode og det dårlige // 10

INTRODUCING: UGENS ORD

Du og jeg, Anne <3 

Hej Anne,

Tak for en hyggelig eftermiddag i går. Det var dejligt at se dig igen. Og snakke med dig igen. Især om bloggen. Jeg elsker altså virkelig, at vi har det her sammen. Det føles som om, at vi er et lille tomandshold. Et tomandshold som måske har lidt problemer med taktikken på nuværende tidspunkt og som derfor ikke vinder så meget, men som kommer til hver træning og som gejler hinanden helt op i omklædningsrummet inden kamp. Præcis som vi gjorde i går. Bare med min sofa som setting og skriveblokader som kampens modstander.

Og vi fik da også en lille idé, som skal revolutionere frekvensen på indlæg herinde. Undskyld mig, mens jeg præsenterer konceptet for min bedstemor, Anne. Jeg ved, at du ved, hvad det hele går ud på, men vi skal lige have hele fanbasen med, så de forstår, hvad der foregår. Derfor:

Kære bedstemor, 

Anne og jeg sad i går og snakkede om, hvordan vi dog kunne få mere gang i skriveriet herinde. Jeg ved jo, at du tjekker hver morgen – og ofte må gå skuffet herfra og ty til en mere trofast blogger. Den kan jeg simpelthen ikke have siddende på mig.

Vi snakkede derfor om, hvad Søren vi kunne gøre og vi blev enige om, at vi gerne vil have mere korrespondance ind i vores blogs. Altså sådan så vi faktisk skriver og svarer hinanden på indlæg. For ligesom at udnytte konceptet mere, end vi har gjort indtil nu. Vi er dog vidt forskellige. Anne kan godt fx godt lide at skrive om kunst og museer, og jeg skriver mere om træning og dating. Vi kan derfor ikke bare sådan liiiige lægge os fast på et emne. Vi har derfor valgt, at vi hver uge vil skrive et indlæg som hedder: 

UGENS ORD

Det skal fungere som en slags stafet. Jeg vil i morgen præsentere det første ord. Ordet, som skal starte det hele. Jeg vil skrive om de tanker, som ordet sætter igang hos mig. Jeg vælger derfor et ord, som betyder noget for mig, og som ligger mig på sinde. Anne vil så svare mig på lørdag med sine tanker om ordet og så vil hun præsentere næste uges ord. Og det vil jeg så reflektere over og skrive om til om onsdagen, og torsdag vil jeg præsentere næste ord, så stafetten gives tilbage til Anne med et nyt ord. 

Jeg tror, at det bliver ret hyggeligt. Men nu må vi lige se, ik? Du får i hvert fald mere læsning til morgenkaffen – og det kan jo også et eller andet. 

Hils bedstefar. Jeg elsker jer.
Kys. 

Jeg er tilbage, Anne. Og jeg har allerede valgt ordet til i morgen, så du kan godt begynde at glæde dig. Nu vil jeg smøre mine hænder ind i kopattesalve og spise lidt frokost. Jeg har pudset vinduer i dag. Jeg er stolt, men mine hænder, syntes, at det var en rimelig nederen opgave.

Vi skrives ved i morgen <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det gode og det dårlige // 10