Nu skal jeg edersparkemig være lækker!

5 tips til godt humør

Billede af mig der er glad

Hej Anne,

Jeg beklager fraværet denne weekend. Jeg håber ikke, at du blev alt for nedslået, da du gik forgæves i søndags. Og igen i går.

Sagen er bare den, at jeg simpelthen blev ramt af et slemt og for mig ret uvant tilfælde af tungsind i weekenden. Jeg syntes simpelthen, at verden var så grå, kold og tarvelig – selvom intet ondt hændte mig. Det var mærkeligt og irriterende, men skyen er heldigvis begyndt at lette nu, så jeg tænkte, at jeg lige ville melde ud, at jeg altså ikke er blevet hverken kidnappet, kørt ned af 5C eller andet ulykkeligt. Jeg har bare været på en lille sviptur til efterårsdepriland.

I går udnyttede jeg, at jeg kun er deltidsansat hos BD og forlængede weekenden. Jeg holdt derfor søndag på en mandag og jeg dedikerede dagen til at vende min sindstilstand, så jeg igen kunne møde verden med et smil i stedet for den fuckfinger, jeg havde gået rundt med i lommen siden fredag. Det lykkedes – og i dag er jeg glad igen. Stadig lidt mere mat i sokkerne end vanligt, men dog glad og optimistisk.

Jeg tænkte derfor, at jeg ville dele mine tips med dig. Altså mine tips til, hvordan man kan (forsøge at) vende skuden, hvis man flirter med tanken om, at få syet nej-hatten permanent fast til skalpen. For det gider vi ikke.

Mine tips er selvklart baseret på personlige erfaringer – og de vil måske ikke være særlig effektfulde, hvis livet nu er sådan ægte tarveligt mod en. MEN hvis man nu, som jeg, bliver behandlet ganske ok af de højere magter, men man alligevel går rundt og mugger – så tror jeg altså, at mine fifs kan være bare lidt hjælpsomme.

Og hermed vil jeg gerne præsentere:

Mine fem bedste tips til vinderhumør:

1. Hør mere glad musik.
Ja. Det er seriøst mit første tip. Det er næsten for simpelt til at kalde det et tip, men det har altså gjort en kæmpe forskel for mig. Engang var jeg en retti Bon Iver-pige, som gerne cyklede i skole til “ I can’t maaaake you love meee”, mens jeg undrede mig over, hvorfor himmelen var så grå. Man kan vel nærmest sige, at dyrkede melankoli på hobbyplan, og jeg var indendørsmester i overtænkning. Jeg har sidenhen opdaget, at musik påvirker min sindstilstand helt vildt meget og jeg hører derfor i dag væsentligt mere Justin Bieber end Celine Dion (selvom hendes I’m alive, nu også kan et eller andet) og jeg har nu et markant højere grundhumør. (Bonus: den her nye single med Sam Smith er min favorit cykelsang lige pt – den blir man sgu glad i låget af).

2. Giv flere komplimenter.
Har din kollega en pæn t-shirt på? Fortæl ham det. Er din veninde det skønneste væsen, du kan komme i tanke om? Det skal hun vide. Eller har servicemedarbejderen i Silvan gjort din dag bedre, da hun gav dig kyndig rådgivning i rette valg af skruer? Let it out! Også til fremmede. Det skaber seriøst god energi og godt humør – også hos giveren.

3. Snak mere med fremmede.
Dette råd er lidt i forlængelse af ovenstående. Okay – hvis man nu er hamrende introvert, eller genert, er det her måske ikke noget, der vil gøre livet bedre.. MEN jeg har de seneste år øvet mig i at smalltalke mere med fremmede jeg møder, og det har gjort mig meget gladere og mere udadvendt. Det startede engang, da jeg datede en fyr, som altid spurgte kassemedarbejderen, om han eller hun havde haft en god dag, når vi var ude at handle. Jeg elskede, når han gjorde det og kassemedarbejderen blev næsten altid rigtig glad for spørgsmålet.  Efterfølgende besluttede jeg mig for, at jeg ville adoptere hans tilgang til fremmede mennesker – og meget hurtigt efter blev det ganske naturligt at snakke med fremmede. Og det gør mig glad hver eneste gang.

4. TRÆN!
Du er vist ikke i tvivl om, at jeg elsker min træning – men det er jo rent faktisk bevist, at træning udløser endorfiner, som gør én glad i låget, så der er altså noget om det. Jeg plejer at styrketræne, men i weekenden var jeg så sur og tvær, at jeg så mig sur på selv dét. Bare tanken om at løfte vægte gjorde mig rasende. I stedet tog jeg min iPhone under armen, satte et afsnit Klovn på på den og så powerwalkede jeg ellers derud af på løbebåndet. Mit mål var at blive ved, indtil afsnittet var slut. Og da rulleteksterne kørte, var jeg i markant bedre humør. Om det var træningen, eller tanken om, at mit liv aldrig bliver ligeså grelt som Franks ved jeg ikke. Men det virkede. Og det gør det hver gang.

5. Skriv en taknemmelighedsdagbog.
Okay, mit sidste råd er nok det råd, der har gjort en størst forskel for mig selv. Hver aften inden jeg skal sove, bruger jeg fem minutter på at tænke dagen igennem og udvælge fem ting, som jeg er taknemmelig for er sket. Det kan være, at et barn vinkede til mig på vej til arbejde, at der lige var nok mælk til min kop aftenkaffe, så jeg ikke behøvede løbe i Rema, at jeg har grinet meget på arbejdet, eller hængt ud med mine bedsteforældre. Ingenting er for store eller for små, det skal bare være noget, som har gjort din dag bedre. Jeg har skrevet taknemmelighedsdagbog on and off i tre år, og jeg tror virkelig, at det gør en forskel, at man afslutter dagen med at fokusere på ting, der har gjort en glad.

SÅ er vi ved vejs ende. Mine råd virker måske bedst på en lidt længere bane og kan måske ikke afhjælpe akut bæmund, men jeg er altså virkelig af den tro, at det kan betale sig at investere i nogle positive vaner, som gør glad på den lange bane – og der har ovenstående råd virket for mig.

Og HVIS NU, du sidder midt i en rigtig FML-dag og havde håbet på nogle mere hurtigtvirkende løsninger, får du hermed mine go-tos: kage, netshopping og denne hundevideo på Youtube. Selv tak. <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nu skal jeg edersparkemig være lækker!