Det gode og det dårlige // 7

Lidt om det der fandens dating

Billede af mig, der sender grineren GIF til mit nye Tindermatch.

Hej Anne,

Som jeg skrev i dette indlæg, sad jeg for et år siden i hule på Nørrebro  og var pænt forvirret. Min ekskæreste (som jeg havde mødt på Tinder) var lige flyttet ud, og bruddet var foregået ca. ligeså hurtigt, som Lotte Heises talestrøm – lynhurigt – umuligt at følge med i. Jeg skulle derfor til at finde ud af, hvordan jeg var single igen. Og hvordan jeg skulle date igen.

Heldig- (og ulykkelig)vis – havde jeg kun været off the market i et år, så singletilværelsen lå ikke alt for langt væk. Og at være på Tinder er lidt som at køre på cykel – hvis du først har været en haj til det, så glemmer du sgu ik, hvordan du gør’ed. Og jeg var en haj til det præ-forhold. Jeg havde været single i fem år og i tre af dem, arbejdede jeg frivilligt som lynswiper hos Tinder. Det var derfor både trygt og nemt at være tilbage, og mit fede ego hyggede sig gevaldigt med at hive matches hjem. Charming.

Men på trods af, at Tinder muligvis er det oftets forekomne ord her på domænet, så er jeg faktisk edertræt af den app og jeg vil virkelig hellere møde folk i virkeligheden. Det sker dog sjælendt, men det er megafedt, når det gør. Jeg har indenfor det seneste år datet to fyre, som jeg mødte i “virkeligheden”,  og jeg har virkelig mærket en betydelig forskel i måden, jeg har datet dem på ift. dem jeg møder på Tinder.

Den ene kontaktede jeg selv. Jeg så ham virkelig ofte i mit lokalområde, og jeg syntes at han var den sødeste, jeg nogensinde havde set. Efter et stykke tid begyndte vi at småsnakke, når vi mødtes og vi fik bygget en intern joke op, som jeg til sidst valgte at bruge som åbning. Jeg skrev mit navn og telefonnummer på en seddel og havde det med i lommen, hvis nu jeg mødte ham. Det gjorde jeg, og da vi jokede videre på vores – rimelig lamme – interne joke, gav jeg ham sedlen og bad ham om at skrive til mig, hvis han fandt noget nyt i sagen. Det gjorde han sjovt nok aftenen efter og han inviterede på en øl, så vi kunne vende situationen. Vi så hinanden ca. fem gange og det var skidehyggeligt og sjovt, og det er nok stadig en af mine bedste datingoplevelser til dato, selvom vi ikke levede lykkeligt til vores dages ende.

Den anden tog fat i mig. Og ærligt, hvis jeg havde set ham på Tinder, var han røget til venstre. Han var ung, lidt for good looking og lidt selvfed. Han havde set mig i fitnesscenteret, og da vi efterfølgende begge handlede i Rema, kørte han ind i mig med sin kurv.. Ved en fejl selvfølgelig…. Vi faldt i snak og fandt hurtigt ud af, at vi havde træningen tilfælles. Vi fulgtes hjemad og efterfølgende mødtes vi tilfældigt i fitness og snakkede videre. Jeg syntes stadig, at han var for ung og smart til mig og tænkte på ingen måde, at han havde date-potentiale. En dag aftalte vi dog at træne sammen og senere aftalte vi at stene sammen en aften, fordi vi nærmest var naboer. Da han gik, var jeg sikker på, at vi ikke skulle ses privat igen. Et par aftener senere kedede jeg mig dog og han ville gerne se film igen. Vi så Asterix og Obelix og havde det SÅ hyggeligt. Pludseligt så jeg ham i et helt andet lys og jeg fik lyst til at se ham hele tiden. Jeg  blev virkelig, virkelig glad for ham. Det gik dog ikke, da han alligevel var lidt for ung og jeg lidt for gammel, haha. Jeg havde lidt ondt i hjertet i et stykke tid, men i dag er vi venner og mødes igen i træningscenteret til en snak om gainz og kylling.

Selvom ingen af de to lovestories havde potentiale til en Jojo Moyes roman, var det virkelig en tiltrængt forandring for mig. Det var så fedt at få lov til at mærke spændingen, opbygningen og at lære hinanden at kende, uden at have taget stilling til fem billeder og en profiltekst bestående af emojis og et højdemål. Der var en helt anden respekt for hinanden, fordi vi havde mødt hinanden som “ægte mennesker” og ikke som ét profilbillede blandt 1000.

Jeg tager muligvis fejl, men min erfaring siger mig desværre, at datingapps har påvirket både mit og mine med-millenials forhold til dating “irl” negativt. Jeg tror, at det har taget modet fra mange, at vi er blevet så vant til at mødes online, og at vi er blevet vant til at vide, at den anden er interesseret, før vi tør lave et move. Og jeg tror sgu, at man bliver lidt kynisk af at sidde og vælge om folk skal i skralderen til venstre eller får lov til at komme ind i varmen til højre. Det bliver skidedistanceret og det føles så fjernt fra virkeligheden.

Min erfaring siger mig også, at det kan være lidt svært at finde tid til anden date, hvis første ikke lige var the bomb, når man har x antal friske bejlere liggende i indbakken. Selvfølgelig skal der være en slags kemi, men sådan noget kan måske tage længere end drikketiden af en enkelt Fynsk Forår at mærke.

Jeg har selv været indbegrebet af en en Tinder-dater. Evigt swipende og kynisk af dårlige oplevelser. Men det gider jeg ikke være. Jeg vil være en god og respektfuld dater. Det tager måske lidt tid at ryste tinderella-mindsettet helt af mig, især fordi jeg bliver mødt af samme adfærd den anden vej, men jeg vil forsøge at gøre mig lidt mere umage. En start må være at genfinde tålmodigheden til datingprocessen og blive ok med, at det ikke nødvendigvis siger SHABAMAMMA ved allerførste møde. Og så blive ved med at opsøge og opfordre til mere snak og møder irl. Yup, that’s a plan.

Vi snakkes ved, Annepigen <3

Og til alle de tindermatches, der har stalket sig herind: Jeg er skidesød. God ved dyr, nem at snakke med. Skriv bby.  

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det gode og det dårlige // 7