Fem ting du ikke vidste om mig (real time)

Introducing: det gode og det dårlige

Hej Anne,

Dengang jeg som spæd (eller ca.. 17-årig) kastede mig ud i bloggeriet for første gang, havde jeg en kategori, der hed “Det gode og det dårlige“. I den kategori remsede jeg ugentligt fem ting, som havde gjort mig glad op og derefter listede jeg fem herrenederen ting. Ofte var det ting som: der har været Pink Lady på tilbud (god ting) og jeg rødmede, da jeg købte tamponer i Fakta i dag (forfærdelig ting), som kom på listen.

Jeg har faktisk lige været en tur i arkivet (som er gemt bag lås og slå, så ligegyldigt hvor meget du googler, vil du aldrig finde den – hæhæhæhææh) og har fundet dette glimrende eksempel (med dertilhørende outfitbillede) fra tirsdag d. 7. juli 2009:

 photo IMG_1035.jpg

Det gode:
Jeg vågnede til lyden af regn på mit vindue. En af mine yndlingslyde.
Har fået en hyggelig sms fra Karoline, som er i Italien.
Der er kun 4 dage til jeg rejser til Bulgarien.
Jeg har fået ny hårpleje af min kusine, som skal afprøves i dag.
Min kæreste er dejlig.

Det dårlige:
Min finger gør ondt, efter jeg slog den i går.
Jeg skal vaske tøj til Bulgarien.
Jeg har ondt i ryggen.
Vejret er ikke så godt mere.
At folk skriver at ‘nude’ er deres yndlings farve.. For meget modeblogging?

Jeg siger ikke, at nåleøjet mine blogindlæg blev sorteret igennem dengang var ualmindeligt stort.. men jeg siger heller ikke, at det ikke var.

Nå, men ikke desto mindre: konceptet var skidehyggeligt og jeg vil derfor gerne inkorporere det her på mit nye domæne. Jeg elsker nemlig at skrive ting ned, der gør mig glad (og punktform er bare en skøn form at arbejde i), og selvom jeg egentlig er imod at fokusere på ting, som er “dårlige”, tænker jeg, at det får lov til at komme med i loopet i første omgang. Måske bare omdøbt “det mindre gode”… man skulle jo nødig gå hen og blive bitter.

Nå, men øhm ja.. Lad mig præsentere: det gode og det mindre gode fra den forgangne uge:

Det gode: 

  • Jeg har dødløftet 100 kg. for første i mit liv. Det er et mål jeg første gang satte mig i slut januar 2016, hvorefter jeg tog en tur til Italien for at stå på ski og mere eller mindre rev mit højre ben af. Så det var en stor ting.
  • Jeg har formået at holde min lejlighed ryddelig i en uge i træk. Hvilket var virkelig vigtigt, da jeg var lige ved at give op og indfinde mig med min skæbne som oprydningsudfordret. Men nu kører det igen, min ordenssans skulle bare lige være træls gennem en længere periode.
  • VM i fodbold er startet og det har jeg det virkelig fedt med. Lige nu sidder jeg og ser Brasilien – Schweiz og jubler, mens jeg skriver, fordi Schweiz lige har udlignet. Jeg føler, at det er på sin plads at heppe lidt på dem, når de er så søde at huse min ene skaber.
  • Jeg er begyndt at læse hver aften, inden jeg skal sove. Det har været en ret stor udfordring for mig at prioritere det, men nu bruger jeg den sidste halve time inden sengetid i selskab med Mariam og Laila i “Under en strålende sol”, og det er hyggeligt. Selvom jeg da godt kan få lidt dårlig samvittighed over at lade alle de videoer af hunde der spiser is, åbner døre el. lignende, hænge helt likeløse og efterladte på Instagram, fordi deres numba one fan har fået nye litterære vaner. Men sådan er det altså.
  • I går ville jeg have været ude at besøge min bedstemor og bedstefar i deres kolonihave, og jeg spurgte derfor i fredags min kusine, Camilla, om hun ikke ville med derud. Desværre var jeg ikke på toppen i går og meldte derfor ud, at jeg ville blive på sofaen i stedet. En time senere ringede det på min dør, og der stod Camilla og hendes dejlige søn Thor udenfor med en buket roser og en pose med mad, juice og Toffifee, som de lige ville give mig, inden de kørte i kolonihaven. Det er seriøst det sødeste, mest omsorgsfulde og rørerende jeg har oplevet længe og jeg bliver så varm om hjertet, når jeg tænker på det.
  • Jeg har haft en vaskeægte mormor-weekend, hvor jeg er fortsat med at holde sikkerhedsafstand til det dødsensfarlige ethanol. Det er gået hen og er blevet lidt en vane, og nu er jeg blevet typen, der vågner inden kl. 9 på en lørdag, og efter et par strækøvelser, begiver mig mod vaskekælderen i muntre gadedrengehop.  Ok.. når ordet “vaskekælder” indgår i min optursliste, er det måske gået for vidt. Jeg må ha mig en snaps i den kommende uge.

Det mindre gode:

  • Jeg kan helt ærligt ikke komme på noget lige nu. Og det er ikke kun fordi kl. er 21.47 og jeg hellere vil en tur i Rema efter en danskvand og en rulle Meller. Jeg sværger.
  • Jo – én ting: det går røvdårligt med at stå på hænder. Øv man. Dét er en dårlig ting!

Nå, jeg har travlt. Vi snakkes ved Annemouse 😀  <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fem ting du ikke vidste om mig (real time)