Kære bedstefar

Hej Anne,

I dag vil jeg dele noget meget personligt med dig. Det er et brev, jeg har skrevet til min bedstefar, som er syg med demens. Han har været det i snart ti år, og demensen har langsomt men sikkert taget mere og mere af ham og gjort ham mere og mere syg.

Demens er en langsom og svær proces, hvor et menneske, man elsker, forsvinder fra en, mens de er her endnu. Netop dét synes jeg gør processen helt enormt svær. For sorgprocessen starter, mens personen står lige ved siden af dig. Jeg selv har grædt mange tårer over min bedstefars sygdom, men det har været svært at forklare, hvorfor jeg var så ked af det “for han er her jo endnu” som folk ofte trøster mig med. Og ja, det er han og det elsker jeg, men han er ikke den bedstefar, jeg kendte engang.

Det er et meget svært emne at skrive om, synes jeg, og det er helt vildt personligt. Men jeg synes, at det er vigtigt at snakke om. For det er en usynlig sygdom, som er så helt vildt svær at forstå, hvis man ikke har haft den inde på livet selv. Og det er en sygdom, som nok især rammer de pårørende.

Det her brev er derfor også en kærlighedserklæring til min bedstemor – den allerstærkeste jeg kender. Hun har i ti år set, hvordan hendes mand langsomt er forsvundet fra hende. I de ti år har hun fyldt hans liv med struktur og kærlighed, så han har haft de allerbedste betingelser for et godt liv med sin sygdom. Og min bedstefar har været glad og haft det godt.
Jeg er dog ikke i tvivl om, at de sidste ti år har været meget hårde for min elskede bedstemor. Og jeg synes, at hun fortjener så meget respekt og beundring for den måde, hun har håndteret sygdommen på. Hun har gjort min bedstefars liv med demens til et dejligt liv – og det har krævet en enorm styrke.

Det virker måske lidt mærkeligt, at jeg deler det her brev med dig. Jeg kunne jo bare læse det højt for min bedstefar. Men jeg vil gerne have, at du og andre også kan læse det. For jeg synes, at vi snakker alt for lidt om, hvad demens gør ved mennesker – både de demensramte og de pårørende. Og det gør det endnu sværere at have sygdommen inde på livet. Og derfor får du det her:

“Kære bedstefar,
Jeg savner dig.
Du går ved siden af mig, og din hånd er i min. Du er lige her, men mit hjerte brænder af savn. Min hals har snørret sig sammen, og jeg ved, at hvis jeg forsøger at sige selv det mindste ord, så kommer tårerne. Så vi går i stilhed. Og jeg nyder bare, at du er lige her. Lige her ved siden af mig.

For det er du. Men du er ikke den samme længere. Du har en sygdom, som langsomt har lagt en større og større skygge ned over dig. En skygge, som stjæler dine minder fra dig. Stjæler din evne til at gøre de ting, du gerne vil. Skyggen stjæler din hukommelse og gør selv små hverdagsting til store udfordringer.

Jeg hader den skygge. Af hele mit hjerte! Den stjæler min bedstefar fra mig. Den stjæler min bedstemors ægtemand. Min mors far. Og det er så afsindigt smertefuldt at overvære. 

Jeg kan se, at du kæmper. At du godt selv kan mærke det. Og det gør dig frustreret. At du ikke kan de ting, som du plejede at kunne. Det gør ondt på dig og det gør dig vred – og jeg forstår dig! Jeg forstår dig så godt, bedstefar. Det er ikke fair, at den sygdom har valgt at kaste sig over dig. Slet ikke. Men jeg vælger at tro, at skyggen kunne se, at du er et dejligt menneske, og derfor vil den bo i dig. Fordi det er et godt sted at være. 

Kære bedstefar, jeg lover dig, at jeg kan se dig endnu. Bag det slør demensen har kastet ned over dig, står du helt tydeligt. Jeg kan stadig mærke dit varme væsen, din tørre humor og den uendelige kærlighed du har til mig. Jeg kan se dig endnu og jeg vil aldrig stoppe med at søge dig. Aldrig nogensinde. 

Du har altid været min helt og min allerbedste ven. Os to mod verden. Og ingen sygdom får nogensinde lov til at ændre på dét.

Jeg elsker dig.

Din Nina”

 

Det gode og det dårlige // 2

Mig og gutterne <3

Hej Anne,

Tak for dine fem facts. Dem hyggede jeg mig meget med at læse. For en gangs skyld har jeg set filmen, du omtaler. Alderkløften imellem os har aldrig føltes mindre <3 Nu er det godt nok noget tid siden, at jeg har set den, men jeg mindes, at den også fik mig i knæ. Stærk film.

Jeg kender forresten virkelig godt det der med at have brug for at græde. Eller.. jeg ved ikke, om jeg kender at have brug for det, men jeg kender til at græde. I denne weekend har jeg fx gjort det en del. Jeg har nemlig været i sommerhus med familien, og det har været den dejligste tur. Jeg bliver dog også meget sentimental, når jeg er sammen med min familie. Det er som om, at de har direkte adgang til mit hjerte – og de får det til at slå ekstra hårdt af glæde, men det er altid lidt ømt bagefter. Som om, at jeg bliver skræmmende bevidst om, hvad jeg har at miste. Det er lidt dumt – men sådan har jeg det. Jeg er faktisk en meget følsom fyr på bunden.

Nå, men det er jo søndag og det er derfor blevet tid til anden omgang: det gode og det dårlige. Og skal vi ikke bare kaste os ud i det?

DET GODE:

  • Min familie er over weekenden blevet et medlem større (av mit hjerte). Min fætter og hans kone fødte nemlig natten til i dag deres første barn, lille Naja. Jeg er tæt på at flyde over af kærlighed. Det er der altså intet der kan toppe.
  • Så skulle det da lige være nyheden om, at jeg har fået min helt egen Sodastream-maskine! Arh ok. Det er måske ikke helt på niveau, men det er altså mit bud på en udvidelse til familien denne uge. Min Sodastream (som jeg forresten har navngivet Simone efter min praktikmor) kom ind i mit liv i tirsdags – og intet er som før <3
  • Jeg havde en dejlig solo-aften fredag, efter min potentielle sommerflirt gik fra 100 (ok måske 10) til 0 via vores fejlslagne insta-korrespondance. Jeg brugte derfor aftenen på 50% fitness og 50% sofahæng. Lige som jeg kan lide det.
  • Jeg har været i sommerhus med min familie. Seriølle, det var det bedste ever. Vi var 12 mennesker i går og vi lavede ikke andet end at snakke, spise, gå tur, klappe af mig der stod på hænder i haven, se lidt VM og spise lidt mere. Det var helt og aldeles perfekt.
  • På turen fandt jeg ud af, at min lillebror er ukronet mester i smut. Seriøst han er for vild til det. Og han lærte mig sit helt særlige smut-greb, så jeg nu selv kan præstere at lave miniputsmut – mit maks var vist fire, men jeg spår mig selv en lys fremtid smutmæssigt.

Det MINDRE GODE: 

  • Jeg har lige nu mega ondt i skallen, fordi jeg har tudet den sidste time. Jeg har nemlig skrevet et indlæg om demens, som min elskede, elskede bedstefar lider af. Jeg tror, at jeg poster det i morgen.

Nu vil jeg tage mig den bedste kur mod grådbetinget hovedpinde: Treo og techno, og så vil jeg hoppe en tur i fitness.

Vi skrives ved i morgen mulle <3

“Ik vær hende der, please”


Hej Anne,

Som jeg skrev for et par indlæg siden, har jeg jo lagt mit datingliv i graven. Jeg havde simpelthen 0% lyst til at date, og så tænkte jeg, at det var åndssvagt at gøre. Og unfair overfor dem, hvis tid jeg ville ende med at spilde. Derfor lukkede jeg den ned med alle potentielle bejlere og meldte ud, at de intet skulle forvente af mig og det ville være til alles fordel, hvis de udså sig et nyt bytte. Jeg lyder her en del mere feteret, end hvad jeg i virkeligheden var – men det er jo en af fordelene ved at forfatte tekster om sig selv – jeg bestemmer om jeg skal lyde som verdens centrum. Og det skal jeg, hehe 😀

NÅ – men altså, jeg gad ikke date og sådan var det. Det var derfor en stor ting, da jeg pludseligt i sidste uge mærkede et lille glimt af lyst til at mødes med en semi-ukendt person af modsat køn. Vi skrev lidt frem og tilbage for at finde en dag og jeg endte med at foreslå fredag aften, for så kunne vi nå at ses, inden jeg tager i sommerhus om lørdagen. Han spurgte om, hvornår jeg mente om fredagen og jeg svarede, at ca. kl. 20 ville være fjong for mig.

Og så bliver der stille. I et døgn. Og han åbnede ikke min besked – det ældste trick i bogen til at købe betænkningstid. Og det er virkelig fint nok. Jeg kender det SÅ godt fra mig selv, at jeg ikke lige kan overskue at tage stilling til en besked, og derfor lader jeg den lige være.

Da der er gået et døgn vurderer jeg dog, at han nok ikke er ellevild for at ses fredag, når han ikke er vendt tilbage. Jeg vil derfor gerne trække mit bud tilbage, så jeg kan lave andre planer fredag aften – for hvis der er noget, der er mangel på i denne verden, så er det frie fredag aftener. Jeg skriver derfor: “Jeg tolker stilheden som et ellers tak og finder på noget andet at lave :)”. Jeg er ikke sur, bitter, irriteret eller noget, jeg vil bare gerne have rådigheden over min fredag aften tilbage.

Han svarer kort efter: “Ik vær hende der, please

Og så faldt al interesse, jeg nogensinde har haft for ham, på gulvet. “Hende der” – hvem er hun? Og hvorfor må jeg ikke være hende?

Jeg blev virkelig provokeret. Det eneste jeg gjorde var at sætte en grænse for, hvor længe tilbuddet stod, når der var radio silence i den anden ende. Jeg føler, at min tid er det mest dyrebare jeg har og også en af de største mangelvarer i mit liv, derfor tager jeg den også seriøst og værner om den. Jeg skældte ikke ud, sagde han gjorde noget forkert eller brokkede mig over hans opførsel, jeg tog bare min tid tilbage. Og så var jeg “hende der”.

Jeg blev ikke kun provokeret på mine egne vegne, men også på mine medsøstres vegne. “Hende der” – de to ord rummer så meget negativitet og jeg har mødt det før. Hun er hende, man ikke vil være. Hende som fyre foragter – den “frygtelige kvinde“, som jeg har skrevet om tidligere.

Hun er blevet den, man for guds skyld ikke vil være. Besværlig og krævende. Hun er blevet et skræmmekort, man som mand kan spille for at kontrollere adfærd. For vi kvinder vil jo bare gerne være gode, rummelige, sjove, sexede og glade. Nemme at være sammen med, aldrig jaloux og ikke stille urimelige krav. En rigtig drømmepige.

Jeg er “hende der”, og jeg vil gerne være “hende der”. Men for mig står hun for noget godt, stærkt og positivt. Jeg har ikke altid været hende, og inden jeg gav mig selv lov til at være hende, blev jeg kørt over i et forhold, hvor jeg til sidst var så usikker på mig selv, at jeg ikke kunne være i min egen krop. Hvor jeg græd mig selv i søvn med en partner, der lå med ryggen til mig og bad mig om “tage mig sammen”. Som sagde, at folk ville grine af mig, hvis de hørte, hvad jeg gjorde til problemer.

For mig er “hende der” en, der respekterer sig selv, sin tid og kender sit værd. Hun står ikke bare til rådighed og venter på, at hun bliver dømt inde eller ude. Hun er ikke bange for at stå ved sin mening og sine følelser, selvom hun kan blive hånet som “en frygtelig kvinde”. I min verden er hun en kvinde, som står ved sig selv, ikke finder sig i pis og står op for sig selv. Og hun er ikke bange for at gå, hvis en mand ikke behandler hende med respekt. Hellere alene end i noget forkert.

Okay.. Jeg er godt klar over, at ham, der startede denne reaktion hos mig, på ingen måde mente alt det her med sin lille uskyldige besked i instachatten. Men jeg er nok lidt et brændt barn på det her punkt og det er derfor en af mine helt store hjertesager. Man må gerne stille krav. Man må gerne respektere sig selv og man er ikke en frygtelig kvinde, fordi man gør det. Det bliver først frygteligt, hvis man ikke gør det 🙂

Jeg vil runde af. Og bare lige for at slutte af på en mindre “pigerne mod drengene”-måde, så mener jeg 100% at det samme gælder den anden vej rundt. Uden undtagelse.

And on that note vil jeg gå en tur i mandebuffeten på Tinder og lede videre efter en god, sjov og empatisk mand, som ikke “hende der”-shamer 😀

Vi skrives ved <3

Introducing: det gode og det dårlige

Hej Anne,

Dengang jeg som spæd (eller ca.. 17-årig) kastede mig ud i bloggeriet for første gang, havde jeg en kategori, der hed “Det gode og det dårlige“. I den kategori remsede jeg ugentligt fem ting, som havde gjort mig glad op og derefter listede jeg fem herrenederen ting. Ofte var det ting som: der har været Pink Lady på tilbud (god ting) og jeg rødmede, da jeg købte tamponer i Fakta i dag (forfærdelig ting), som kom på listen.

Jeg har faktisk lige været en tur i arkivet (som er gemt bag lås og slå, så ligegyldigt hvor meget du googler, vil du aldrig finde den – hæhæhæhææh) og har fundet dette glimrende eksempel (med dertilhørende outfitbillede) fra tirsdag d. 7. juli 2009:

 photo IMG_1035.jpg

Det gode:
Jeg vågnede til lyden af regn på mit vindue. En af mine yndlingslyde.
Har fået en hyggelig sms fra Karoline, som er i Italien.
Der er kun 4 dage til jeg rejser til Bulgarien.
Jeg har fået ny hårpleje af min kusine, som skal afprøves i dag.
Min kæreste er dejlig.

Det dårlige:
Min finger gør ondt, efter jeg slog den i går.
Jeg skal vaske tøj til Bulgarien.
Jeg har ondt i ryggen.
Vejret er ikke så godt mere.
At folk skriver at ‘nude’ er deres yndlings farve.. For meget modeblogging?

Jeg siger ikke, at nåleøjet mine blogindlæg blev sorteret igennem dengang var ualmindeligt stort.. men jeg siger heller ikke, at det ikke var.

Nå, men ikke desto mindre: konceptet var skidehyggeligt og jeg vil derfor gerne inkorporere det her på mit nye domæne. Jeg elsker nemlig at skrive ting ned, der gør mig glad (og punktform er bare en skøn form at arbejde i), og selvom jeg egentlig er imod at fokusere på ting, som er “dårlige”, tænker jeg, at det får lov til at komme med i loopet i første omgang. Måske bare omdøbt “det mindre gode”… man skulle jo nødig gå hen og blive bitter.

Nå, men øhm ja.. Lad mig præsentere: det gode og det mindre gode fra den forgangne uge:

Det gode: 

  • Jeg har dødløftet 100 kg. for første i mit liv. Det er et mål jeg første gang satte mig i slut januar 2016, hvorefter jeg tog en tur til Italien for at stå på ski og mere eller mindre rev mit højre ben af. Så det var en stor ting.
  • Jeg har formået at holde min lejlighed ryddelig i en uge i træk. Hvilket var virkelig vigtigt, da jeg var lige ved at give op og indfinde mig med min skæbne som oprydningsudfordret. Men nu kører det igen, min ordenssans skulle bare lige være træls gennem en længere periode.
  • VM i fodbold er startet og det har jeg det virkelig fedt med. Lige nu sidder jeg og ser Brasilien – Schweiz og jubler, mens jeg skriver, fordi Schweiz lige har udlignet. Jeg føler, at det er på sin plads at heppe lidt på dem, når de er så søde at huse min ene skaber.
  • Jeg er begyndt at læse hver aften, inden jeg skal sove. Det har været en ret stor udfordring for mig at prioritere det, men nu bruger jeg den sidste halve time inden sengetid i selskab med Mariam og Laila i “Under en strålende sol”, og det er hyggeligt. Selvom jeg da godt kan få lidt dårlig samvittighed over at lade alle de videoer af hunde der spiser is, åbner døre el. lignende, hænge helt likeløse og efterladte på Instagram, fordi deres numba one fan har fået nye litterære vaner. Men sådan er det altså.
  • I går ville jeg have været ude at besøge min bedstemor og bedstefar i deres kolonihave, og jeg spurgte derfor i fredags min kusine, Camilla, om hun ikke ville med derud. Desværre var jeg ikke på toppen i går og meldte derfor ud, at jeg ville blive på sofaen i stedet. En time senere ringede det på min dør, og der stod Camilla og hendes dejlige søn Thor udenfor med en buket roser og en pose med mad, juice og Toffifee, som de lige ville give mig, inden de kørte i kolonihaven. Det er seriøst det sødeste, mest omsorgsfulde og rørerende jeg har oplevet længe og jeg bliver så varm om hjertet, når jeg tænker på det.
  • Jeg har haft en vaskeægte mormor-weekend, hvor jeg er fortsat med at holde sikkerhedsafstand til det dødsensfarlige ethanol. Det er gået hen og er blevet lidt en vane, og nu er jeg blevet typen, der vågner inden kl. 9 på en lørdag, og efter et par strækøvelser, begiver mig mod vaskekælderen i muntre gadedrengehop.  Ok.. når ordet “vaskekælder” indgår i min optursliste, er det måske gået for vidt. Jeg må ha mig en snaps i den kommende uge.

Det mindre gode:

  • Jeg kan helt ærligt ikke komme på noget lige nu. Og det er ikke kun fordi kl. er 21.47 og jeg hellere vil en tur i Rema efter en danskvand og en rulle Meller. Jeg sværger.
  • Jo – én ting: det går røvdårligt med at stå på hænder. Øv man. Dét er en dårlig ting!

Nå, jeg har travlt. Vi snakkes ved Annemouse 😀  <3

Fem ting du ikke vidste om mig (real time)

Hej Anne,

Hold nu op, det føltes godt at skrive. Sidst jeg skrev herinde, var det jo en helt anden årstid (og jeg lavede ikke far-jokes) :s Nå, jeg er stemplet ind, og jeg har taget fem ting, du ikke vidste om mig med. Sidste gang kørte vi jo en young gun-edition, hvor jeg kastede et kritisk blik på min gøren og laden i min barndom og fortalte dig fem ting derfra. I dag arbejder vi i realtid og jeg vil gerne fortælle dig fem ting om mig selv, som jeg har opdaget, studset over eller gjort indenfor de sidste par uger. Så kører bussen:

1:
Jeg regner mig selv for at være den hurtigste cyklist i distriktet. Jeg overhaler i gennemsnit 9 ud af 10 af mine medrejsende (konkurrenter), hver gang jeg hopper op på min tro følger, Mary.
“Og hvem udgør så den tiendedel, der formår at overhale dig, Nina?”, tænker du nok nu. Og her kan jeg fortælle, at jeg har opsat et regelsæt, der hedder, at jeg kun tolererer at blive overhalet hvis den overhalende enten:
a. cykler i cykelbukser. Folk med foring i nummeren, kan jeg godt lige unde en forlomme.
b. kører på elcykel (det her er faktisk bare at snyde, men lad nu den ligge).
c. kører på racercykler. Dette punkt hænger ofte sammen med punkt a, og rytteren (det kaldes folk på racercykler – mest af sig selv) bærer ofte en hjelm, som er noget mere aerodynamiske end min. Og mod sådan en fordel kan jeg intet stille op.

2:
Selvom jeg langt hen ad vejen anser min næsten unaturlige hurtighed på cykelstierne som en af mine store forcer, hænger den dog umiskendeligt sammen med min helt store akilleshæl = en helt ekstrem utålmodighed. Intet kan gøre mig mere rasende end at køre bag en langsom cyklist, som jeg ikke har mulighed for at overhale. Jeg bliver et decideret dårligt menneske og jeg er ikke bleg for at kalde den stakkels cyklist (som sikkert bare har mere veludviklede frontallapper end mig) for “fucking idiotspasser” i mit hoved, mens jeg kæmper med alskens tics i øjenområdet forårsaget af raseri. Det vil jeg gerne arbejde lidt med, kan jeg mærke.

3:
Jeg har fået købt årets pollenværn. Et værn som jeg tager på, når jeg bevæger mig udenfor efter mørkets frembrud, når solbriller virker en tand for arrogant og de tonede glas udgør en sikkerhedsrisiko for min færden. Brillerne virker efter hensigten, og det er fedt, men jeg føler mig som en snyder, når jeg går rundt med de klare glas i ansigtet. Som jeg om forsøger at tage del i en klub, som jeg ikke rigtigt er med i.
3.5  I mit forsøg på at tage et billede af årets værn slog det mig, at jeg, så snart jeg fotograferes med det indadvendte selfiecam, tyer til trutmunden. Det er ikke et valg, jeg tager, men derimod en primitiv og nærmest dyrisk refleks, som er dybt forankret i mig. Jeg kan intet gøre ved det. Jeg mistænker, at det er et levn fra den berygtede arto-tid.
Se vedlagte (pinlige) billedebevis:

4:
Hver morgen udspiller sig en krigsscene i mit indre. De rivaliserende parter hedder Smarte-Nina og Komfort-Nina, og de kæmper om retten til at klæde mig på. I teorien holder jeg med Smarte-Nina, som har et brændende ønske om at få mig til at se knald-moderne og lækker ud, men jeg har endnu ikke oplevet en dag, hvor hun har besejret Komfort-Nina. Komfort-Ninas vigtigste KPI’er er, at jeg skal iføres tøj, der er blødt, ikke klør og den allervigtigste: aldrig nogensinde(!) strammer – der skal være plads til udspilet bug efter frokostbuffeten på kontoret.
Og selvom jeg da godt kan se, at Smarte-Ninas agenda er fin og at det da sikkert kunne være meget sjovt engang imellem at prioritere det samlede look højere end hvor behagelige mine bukser er, så ligger mit hjerte altså bare hos Komfort-Nina. Og med helt klassisk og barsk to mod én-metode nedstemmer Komfort-Nina og jeg derfor hver morgen Smarte-Ninas forslag.

5:
Jeg bruger to tredjedele af den tid, jeg har til rådighed på at lære at stå på hænder. 
Jeg har regnet ud, at jeg ca har 16 vågne timer i døgnet – en lynhurtig udregning fortæller mig, at jeg pt. bruger syv af dem på Bloggers Delights kontor og de resterende ni bruger jeg på enten at øve min håndstand, tænke over, hvordan jeg bliver bedre til håndstand eller hvor godt mit liv bliver, den dag jeg faktisk mestrer disciplinen. Det er et fuldtidsjob at springe ud som gymnast i en alder af 26 og jeg er pt ved at overveje, om jeg får tid til at vende tilbage til studiet efter sommerferien…

Det var det. Og også denne gang vil jeg opfordre dig til at kopiere konceptet – jeg var godt underholdt sidste gang du tog min opfordring til dig 😀

Jeg går desuden og bryder min hjerne for at finde på idéer, der kan få mig lidt hyppigere til tasterne, for jeg vil sgu stadig rigtig gerne skrive herinde – der har bare været rungende tomt i idébanken den sidste måned. Lad os håbe på bedre blogger-tider og tales ved snart.

Møsser <3