Postkort fra Malaga

Hej Anne,

Glædelig påske!

Jeg tænkte, at det var på sin plads med et lille virtuelt postkost fra Malaga. Og det er åbenbart med virtuele postkost, præcis som det er med de fysiske – de ankommer først, når jeg er hjemme på dansk jord igen. Det til trods for, at jeg mindst én gang for meget har overværet veninder læse mine postkort, mens jeg forventningsfuldt har stirret dem i ansigtet og ventet på den store (og desværre ofte udeblivende) skraldlatter, der ville fylde rummet, når de fangede mine små feriepuns (som fx den kendte og elskede leg med ordene pind-is/penis).

Nå, men på trods af forsinkelse, skal det ud 😀 Og det bliver lige dele uprofessionel billedspam og en sludder for en sladder. Akkurat som vi kender postkortformatet bedst 😉
Here we go:

29943157_10155569641457689_1434911859_o
Kæreste Anne. Hermed et lille postkost fra Malaga, hvor jeg jo har ferieret 5/7 dele af uge 13. Vi har haft en virkelig dejlig tur, og vi har kun lavet lige præcis dét, vi havde lyst til – hvilket ofte har været at spise og drikke. Min far havde indlogeret os i en etværelses lejlighed – et modigt valg, da han jo rejste med et sæt pseudotvillinger med store egoer. Heldigvis er både min bror og jeg vokset rimelig pænt fra den værste kampalder, så fire kvadratmeter var mere end rigeligt 😉

29829691_10155569706162689_1140979660_oJeg er dog sikker på, at den tagterasse, vi havde adgang til, kan tilskrives en vis del af æren for vores ukomplicerede rommieskab. På den terasse solede vi og tog sene eftermiddagslure. OG så agerede den også arena for to benhårde morgentræninger. Jeg overvejer at dele vores to træningsprogrammer her på domænet. Så kan du prøve det og blære dig til næste motionsrunde på jobbet 😉

29830989_10155569632432689_1597857171_oDet her var desuden, hvad jeg kiggede på, mens jeg indtog dagens første føde. Solstråler. Det var nærmest magisk at blive mindet om, at solen stadig findes, og en del af mine billeder vidner da også om, at jeg primært havde øje for den. Bevis:
blomster

29993651_10155569628532689_738759743_o Okay – og så selvfølgelig mad. Solstråler og mad var mine primære motiver på turen. Som du måske har set på min instagram, photobombede min far dette suppebillede – og viste sit sande jeg.

uhyggeOg så brugte vi også en stor del af vores tur på at finde ud af, hvad det var, der foregik i gaderne. Hver eneste dag (og aften) mødte vi kæmpestore optog af folk i en temmelig spids hovedbeklædning, store kors og en kæmpestor udstilling af Jesus båret af ca. 200 mænd. Folk gik helt vildt meget op i det og de lokale købte billetter for at stå forrest til optogene. Det er selvfølgelig i anledning af påsken, men vi nåede aldrig at forstå de spidse hatte.. I nogle af de optog vi så, var hattene hvide… og det skabte nogle lidt uheldige assosiationer i vores hoveder. Nå, men vi brugte i hvert fald megen energi på både at spekulere over og undgå disse optog. Vi havde jo ofte travlt med at finde et nyt sted, hvor vi kunne indtage dagens næste øl/is/sangria/kaffe/you name it. Men torsdag aften – efter vores sidste nadver (lidt risky pun, men jeg går med den) valgte vi alligevel at give optoget en chance. Og min far og jeg blev rimelig hurtigt lidt fangirly i det – vi skulle i hvert fald helt op foran, have 400 billeder hver og klappede og hujede ivrigt, hver gang mændene løftede Jesus. Og det skete for os, to relativt ateistiske danskere, så forestil dig lige det niveau, hypen var oppe på blandt de lokale troende. Det var imponerende.

29893197_10155569628117689_1835134867_oNå, nu er det på tide at runde mit lille postkort af. Jeg skal i vaskekælderen. Jeg håber, at du har en dejlig påskeferie, og at vi skrives ved snart igen. Kyyys.

¯\_(ツ)_/¯

Hej Anne,

Jeg har lige genlæst mit sidste indlæg, og jeg kan sgu mærke, at jeg har det lidt mærkeligt med at dele ud af sårbare ting herinde. Det er som om, at det ikke passer ind i det blogunivers, jeg gerne vil skabe.  Det er egentlig ret forfængeligt. Men jeg har besluttet, at når det har en plads i mig – må det også godt få plads herinde. Selvom det måske kan blive et lidt abrupt skift i genre nogle gange.

Da jeg læste indlægget, studsede jeg over mine egne tanker og min egen adfærd. Mest over hvordan jeg kan bruge et helt indlæg på at beskrive, hvordan jeg har følt, at det ramlede omkring mig og mit hoved er ved at eksplodere.. for så at slutte af med at nævne en challenge, jeg vil give mig selv, mens jeg skal på ferie… Det er nok ikke en god idé.

SÅ = challenge afblæst. Eller udskudt. For jeg synes stadig, at det kunne være et sjovt koncept, at give mig selv en ugentlig udfordring og så skrive lidt om det herinde. Mest for selvudviklingen i det, hehe. Jeg tænker, at jeg er klar til at køre første runde i næste uge – og du må gerne være med, hvis du vil 🙂 Men for nu skal jeg bare slappe af. Nyde min ferie og ikke nødvendigvis blive bedre, sjovere eller sejere til noget.

OG så lige for at samle helt op på sidste indlæg, så kan jeg fortælle, at den der irriterende følelse af uro har siddet i kroppen hele weekenden. Den er svær at ryste af, selvom jeg har slappet af og været omgivet af nogle af mine yndlingsmennesker. Jeg havde det godt i formiddag, da jeg havde været oppe at træne.. selvom jeg var skidesur og skulede ondt til alle, der kiggede min vej de første tyve minutter. Men da jeg først var varm, kunne jeg mærke, hvordan jeg følte mig som mig selv igen. Som om jeg blev hevet ud af hovedet og ned i kroppen igen. Det var helt fantastisk – og det er SÅ meget derfor jeg elsker min træning og ikke vil undvære den. Den giver ro i skallen, når jeg ikke kan finde ud af at slukke for tankerne. Roen forsvandt dog som dug fra solen, da jeg i en præ-ferievanding-session stak mig på en kaktus, jeg fik i fødselsdagsgave sidste uge. Jeg har jo tumlet lidt med navngivning af alle mine nye planter, men kaktussen gjorde det i dag nemt for mig og hedder nu: svin.

NU smutter jeg. Hvis jeg snart falder i søvn er jeg nemlig endnu tættere på at være nede i de 21 grader, der venter på mig i Malaga. Jubiii – jeg glæder mig. Tak fordi du “lyttede” til mig. Sov godt.

Dårlig samvittighed = alt for salt sovs

traet

Hej Anne,

Jeg har lige læst din logbog, og det faldt på et lidt tørt sted – dit virtuelle selskab. Jeg har den sidste time siddet og bakset med det her indlæg uden rigtigt at kunne finde ordene. Så nu starter jeg altså forfra: Din dag lyder dejlig. Og effektiv, og jeg er lidt misundelig på både krebinetter, InDesign og venindehygge.

Min egen dag har også været god. Jeg har grinet en masse på arbejdet. Hygget mig og været glad. Og nu er jeg gået på ferie. I noget der føles som en evighed. I realtid er det 9 dage, jeg har fået at godte mig i – og det passer mig helt eminent godt.

Den seneste tid har nemlig været virkelig ambivalent, synes jeg. På den ene side, har det været en tid fuld af bekymring og frygt og på den anden side har jeg lavet en masse gode og glade ting.

Her til aften er det hele kulmineret midt i min stue. Jeg fik for et par timer siden en følelse af slet ikke at kunne være i min krop. Mit hjerte hamrede, mine ben rystede og jeg kunne ikke trække vejret ordentligt. Og inden at du, eller mine to andre kernelæsere – bedstemor og farmand – bliver bekymrede, vil jeg lige sige, at jeg har det bedre nu. Men jeg lytter til det – for jeg kender efterhånden min krop og dens reaktioner ret godt, og jeg ved, at den prøver at fortælle mig, at der er noget, den synes, er lidt nederen.

Jeg ved egentlig godt, hvad mit problem er: Jeg har for travlt. Og ikke kun med at nå de ting jeg skal, men også med at forsøge at give folk dét, jeg tror, de gerne vil have fra mig. Jeg er megadårlig til at sige nej. Også selvom jeg ikke bliver spurgt. Jeg kommer fra en familie, hvor omsorg og empati er nøgleord. Hvor vi passer på hinanden, ser hinandens behov og man med glæde tilsidesætter sig selv for, at andre skal have det godt.

Og selvom det er kvaliteter, som jeg synes er så fantastiske, så forpligter de også helt vildt. Og jeg kan ikke altid leve op til det. Jeg føler nogle gange, at jeg prøver at se så meget efter andre, at jeg til sidst ikke kan se mig selv mere. Og så er det, at livet kommer og losser mig lige i solarpleksus og tvinger mig til at blive hjemme i hulen og høre Bon Iver, i stedet for at tage ud at drikke vin og danse disko med mine venner.

Ja.. Jeg har siddet hjemme og hørt “Perth” på repeat i aften. Og jeg har virkelig nydt det. Selvom det har betydet, at jeg har modtaget en semi-skuffet “okay så” besked, og jeg fik et lille niv i maven over, at jeg ikke bare pakkede mit eget behov for alenetid væk og sagde ja til at hænge ud. Men det duer ikke! Det kan ikke nytte noget.

Mit problem er måske faktisk slet ikke, at jeg ikke kan sige nej. Det er jeg faktisk sådan OK-god til. Men der følger tit et niv i maven med. Et niv som kommer af frygt for, at jeg har gjort en anden sur, ked af det eller skuffet. Frygt for, at personen nu kan lide mig en lille smule mindre – og det gælder alt fra overfladdiske dates til mine nære venner.

Jeg tror mest af alt, at det er en dårlig vane – det der med at frygte, at folk bliver sure på mig. Og det er oftest værst i perioder, hvor jeg har lidt for meget på min tallerken. Så sidder jeg der og hælder en alt for salt sovs af dårlig samvittighed over en portion, der i forvejen er svær at spise op. Det gør kun ondt værre (og er en latterlig metafor, haha).

Mit fokus i den her påskeferie er derfor at få ro på. Og sige nej til ting jeg ikke har ægte lyst eller tid til. Jeg har heldigvis optimale betingelser for mit nye fokus, for jeg skal nemlig på ferie. Jeg skal til Malaga, med min far og min lillebror. Jeg glæder mig – og jeg har overvejet at give mig selv en lille challenge, men mere om den i morgen 😀

Nu vil jeg gå i seng. Det var faktisk virkelig rart at få lettet mit hjerte her og jeg føler allerede, at jeg kan trække vejret en lille smule dybere. Det er sgu værdifuldt, at vores lille korrespondance også kan dét. Sov godt, søde Anne.

 

Jeg har fejlet + en lyfe-update

Hej Anne,

Lad os bare få det ubehagelige overstået med det samme. Jeg har nemlig kedelige nyheder: Jeg kom ikke på date. Det skyldtes desværre hverken kolde fødder eller nervøsitet over manglede motoriske kundskaber, men at en, der står mig meget nært, er blevet indlagt, fordi hun er meget syg. Jeg fik beskeden i onsdags, hvor daten skulle have stået, og i frygt for at sidde og græde ned i hovedretten valgte jeg at aflyse. Min date var heldigvis virkelig sød, empatisk og forstående – hvilket kun bekræfter mig i, at han er en, jeg gerne vil på date med en anden gang.

Den dårlige nyhed har også sat sig lidt på kreativiteten, og jeg har slet ikke kunnet finde på noget at skrive herinde. Jeg er dog nået frem til, at  jeg bare skal rive plasteret af og igang igen, så skriver indlæggene nok sig selv igen inde i hovedet, som de gjorde inden jeg blev ked af det. Så nu er jeg her altså igen! Juhuu 🙂

Jeg har derfor, som en blød opstart, besluttet mig for at fortælle dig om de ting, jeg har foretaget mig den forgangne uge. For selvom jeg har været ked af det og bekymret, har jeg haft en en dejlig og begivenhedsrig uge.

Jeg har blandt andet:
– Været til forårskoncert med DR’s pigekor i Holmens Kirke med min veninde Anna. Det var en virkelig dejlig og smuk oplevelse. Jeg tror dog godt, at pigerne er klar over, at deres publikum har en gennemsnitsalder på 114 og der derfor skal skrues godt op for volumen. Jeg blev nødt til at holde mig diskret for ørerne engang i mellem, fordi jeg var bange for at mine trommehinder ville eksplodere. De kan fandme ramme nogle høje toner, de damer.

koncert– Genfundet min kærlighed til Erann DD. Hvilket mine kollegaer hos BD i dag opdagede. Jeg troede jeg var safe – jeg havde in ear høretelefoner og mit “jeg hører bare lige lidt Drake“-ansigt på. Men da jo uheldigvis har fået blæst mine fimrehår i ørene til ukendelighed efter DR’s koncert, skruede jeg åbenbart så højt op, at min kollega Line kunne genkende den ikoniske fløjteintro til Still believing. Og selvom jeg et øjeblik følte, at de kiggede mig direkte ind i sjælen, er jeg nu meget glad for, at det er out there: Nina elsker Erann.

– Holdt fødselsdag/kaffemik for mig selv. Det ved du jo – for du var der. Nu var fejringen jo fra mig til mig, så jeg er måske lidt farvet- men hold kæft hvor var det hyggeligt! Pynten var, meget tydeligt, også fra mig til mig:

ninamik– Bagt 400 kager i anledning af min helt fantastiske kaffemik. Bl.a. den her frækkert fra Y-Anna. Der er flere, der er besvimet, når de har smagt den. Næsten.

29386873_10155536740662689_705920992274284544_o– Lavet en killer lipsync til Anastacias “Paid my dues” til en kollegiefest på Egmont. Du skulle se min lillebrors ansigt, da jeg fremførte den. Han var decideret imponeret – men det var altså også nærmest 1:1.

– Mødt et tinder-match til festen. Vi snakkede om, hvor dårlig jeg er til at svare og drak en halv øl sammen. Det må da næsten tælle som en tinderdate? Der var både presset stemning og bajer involveret. Så nåede jeg alligevel første delmål i min tinder-challenge. Tjatjing.

– Indset, at jeg skal gå mere ud. Jeg har de sidste mange weekender levet et vaskeægte mormorliv under min plaid på min sofa. Og det har været godt for sjælefreden og skønhedssøvnen, men virkelig skidt for ungdommelighedsfølelsen. Det skal være slut nu. Mere fest.

– Brugt halvdelen af søndagen på at finde pladser og navne til de 423 nye planter jeg fik i fødselsdagsgave til mit kaffemik. Indeklimaet har aldrig været bedre og vandebyrden større her på matriklen.

– Den anden halvdel af dagen brugte jeg på fosterstilling, bland selv slik og Asterix og Obelix  – Mission Cleopatra. Verdens. bedste. film. Den skal du virkelig love mig, at du (gen)ser. Den er helt genial (og ligger på Tv2 Play).

–  Fået taget outfitbillede af Jose. Jeg havde 0% lyst – jeg følte virkelig, at jeg kunne mærke min selvrespekt rulle med øjnene og forlade bygningen, da jeg sad der og posede. Men min kollega, Ditte, sagde, at jeg var ren Beverly Hills den dag, så jeg havde intet valg:

prof2

Det var vist det. Så er dét plaster revet af. Det er rart at være tilbage herinde, jeg elsker jo vores lille korrespondance. Nu vil jeg smutte i fitteren. Vi skrives ved, mulle 🙂

breaking news: jeg skal på date

Hej Anne,

Det her indlæg bliver kort, men ikke desto mindre, er det hammervigtigt, for jeg har en stor nyhed på hjerte: Jeg skal sgu på en date. En rigtig en. Og den er sat i stand gennem vores lille blogunivers. Jeg fik nemlig følgende kommentar som svar, da jeg i dette indlæg ytrede, at jeg inden for to uger skulle have været på min første date post tinder-allergi:

skaermbillede-2018-03-06-kl-22-43-17

Jeg vil sige, at jeg havde en ret stærk fornemmelse af, hvem min hemmelige beundrer var, da jeg gik med til at tage på date – og jeg fik min mistanke bekræftet, da han i går skrev til mig på facebook, at han har booket bord til os på onsdag kl. 19.30. Så nu skal jeg altså på min første vaskeægte voksen/dinnerdate. Og det er jeg ret beæret over – det der med, at nogen så gerne vil hænge ud med mig, at de vil bruge deres lommepenge på at fodre mig. Det er sgu sødt. Til gengæld vil jeg gøre mig 20% mere umage med motorikken end normalt, så den fine mad ikke ender ned ad mit tøj. Det vil være spild af hans penge.

Nå, det var bare lige dét, jeg havde på hjerte. Og selvom det ikke er en date gennem tinder, så håber jeg, at du er en lillebitte smule stolt af mig – I’m evolving. Og dette indlæg kommer i kategorien “Nina på tinder” alligevel. Og det gider jeg bare slet ikke diskutere, Anne!

Kys og tusinde blomster, som du ville have sagt. Det er et dejligt udtryk og du fortjener at få det tilbage en gang imellem <3

P.s: nej, der er ingen High School Musical-fan gemt i mig. Ikke engang en lille en. Jeg har ikke set en eneste af filmene. Og mens vi er igang, kan jeg lige så godt fortælle dig, at jeg heller ikke er særligt vild med Harry Potter. Så er den ude. Jeg håber ikke, at det vil koste os vores venskab. Jeg er villig til at give HSM et ærligt forsøg. Helst med dig. Og en masse popcorn.