The return of the Tinder Queen

overkrop fullsizerender
I mellemtiden på Tinder… hæng lige på mens jeg henter mine antihistaminer

Hej Anne,

Jeg ved godt, at jeg ingenlunde har givet min immunbehandling en reel chance endnu. Og jeg skriver faktisk slet ikke for at brokke mig over mænd og deres gebærden på vores alle sammens love-to-hate-medie, Tinder. Billederne måtte jeg dog dele, omend jeg havde lidt moralske skrupler inden delingen… Men jeg konkluderede, at i og med de via halshugning har anonymiseret sig selv, er det okay.

Nej ser du, jeg skriver faktisk af en helt anden og meget mere indadskuende årsag. De seneste par dage har jeg nemlig gået og funderet lidt over tingenes tilstand. Det har medført, at jeg har indset, at jeg selv bærer en del af ansvaret for min efterhånden veludviklede tinder-allergi. Faktisk en relativt stor del af ansvaret. For som det kendte ordsprog siger: Når du swiper til venstre med én finger, peger fire fingre tilbage på dig selv. Jo… det siger man.

Min erkendelse har, meget naturligt, medført en vis selvransagelse. Og jeg er nået frem til konklusionen, at årsagen ikke (alene) er at finde i de dating-apps jeg, med stor entusiasme, bashede for et par dage siden.

Det reelle problem er, at jeg for tiden går og føler mig frikadellet.

Frikadellet adjektiv

Betydning:
En tilstand karakteriseret af dårlige hårdage, tøjvalg baseret udelukkende på komfort, unaturlig bleg teint og et tungt og værkende korpus.

Det kan være svært at se på folk, om de føler sig frikadellede, men den typiske patient ser således ud:

skaermbillede-2018-02-13-kl-22-57-16

Og således på sociale medier:
img_9495

Altså frikadellet = en babefaktor lig 0 (i hvert fald irl).

Og følelsen af at have ca. lige så meget sexappeal som den gennemsnitlige danske skolebibliotekar, fordrer virkelig ikke (mig) til at kaste mig ud på kødmarkedet. Så er det nemmere at sætte sig hjem bag skærmen med en kop kaffe og gå i krig mod de stakkels mænd, som (i ordets bogstaveligste forstand) blotter sig i håbet om at finde “en spændende relation”.

MEN det skal være slut nu. Jeg har derfor de seneste par dage forsøgt mig med tiltag, som langsomt, men sikkert skal sende frikadelle-tilstanden retur. Jeg nævner i flæng:

  • Et lag spray-tan i ansigtet tre aftener i træk.
  • Jeg har trænet hver dag!.. i to dage.
  • Jeg har taget min forårsfrakke i brug (og dødfryser), af den simple årsag, at jeg får en længere og mere klædelig silhuet.
  • og sidst men ikke mindst:  jeg har taget højhælede støvler på. Sådan nogle damehæle, som larmer så meget, at evakueringsalarmen nært er gået, når jeg er trampet igennem kontorlandskabet for at hente kaffe.

Og jeg føler jeg faktisk at det virker. Jeg har i hvert fald mærket et lille glimt af ægte lyst til at svare mine tindermatches. Halleluja! Nu skal der dates………

Så nu er der bare tilbage at sige: spænd hjelmen, Anne, the tinder queen (ja ok) is back!

Tinderlede og immunterapi

Hej Anne,

Jeg håber, at du har en dejlig weekend. Har du sjove planer? Jeg selv ligger lige nu og slapper af. Det har jeg brug for,  for jeg er sgu blevet lidt bekymret for mit helbred. Jeg har de seneste par uger oplevet nogle meget mærkelige symptomer, som jeg ikke helt kan placere. Jeg tror måske, at det er en form for allergi, men jeg er ikke helt sikker.

Sidst jeg fik en allergitest, slog testen ud på birk, græs og (meget ulykkeligt) hund. Det var i engang i foråret 2015, og jeg er næsten sikker på, at jeg har udviklet endnu en overfølsomhed sidenhen. Til min store frygt, er jeg begyndt at mistænke et slemt tilfælde af Tinder-allergi, med krydsallergi i Happn.

img_0807

Symptomerne viser sig primært som irritabilitet i maveregionen, dybe suk, ømt tommelfingerled (hovedsageligt højresidigt) og en næsten uimodståelig trang til at hyre min telefon ind i væggen.

Jeg får primært symptomer når:

  1. Jeg swiper og møder profilbilleder, der er af en hovedløs bar overkrop. Jeg reagerer værst, når kroppen har røde barberknopper mellem navle og trussekant.
    _______________________________
  2. Jeg får passive-agressive beskeder, hvis jeg ikke har svarer.
    Eksempel: ??” eller”hvorfor matche, hvis man ikke gider skrive?!?!
    (Jeg ved godt, at det er irriterende ikke at få svar, men der burde altså stå “Tinder er en højrisikozone for ignorering og såret ego, al swiping er på eget ansvar” i Tinders betingelser)
    ________________________
  3. Når et match ikke accepterer manglende svar og skriver igen og igen og igen.
    Eksempel:Hej smukke“, “hey smukke! 😀“, “Hvad så søde? Har du en god lørdag?“, “Hvad laver du så til daglig?” 
    ___________________
  4. Når jeg er blevet lokket til at udveksle snapchat, så vi kan bruge chatfunktionen der, og matchet insisterer på at føre hele sin del af samtalen ovenpå billeder af egen overkrop.
    Eksempel: Ham i bar overkrop: “hvad er din livret?“, mig i chat: “buffet, hvad med din?“, ham i bar overkrop: “nok lasagne eller græske kødboller. Hvad er din største frygt?“, mig inde i hovedet: “at du bliver ved med at eksponere mig for topløse billeder.
    _____________________

Når jeg kigger på ovenstående liste, kan jeg jo egentlig godt se, at jeg kan blive mine symptomer kvit ved at slette min Tinder. Men det værste ved min allergi er, at jeg ikke kan lade appen være. Hver gang jeg har et ledigt øjeblik, sidder jeg lystigt og swiper. Sådan en proces kræver sådan ca. 0,4% af min hjernekapacitet og er ren meditation. Derfor vil jeg også være ked af at slette mine dating-apps lige nu. Og jeg derfor researchet på mulige behandlingsformer.

Jeg har rigtig gode erfaringer med anti-histaminer fra mine andre overfølsomheder, men jeg har hørt, at immunterapi skal kunne fjerne nogle allergier helt! Ved immunterapi udsættes man dagligt for små doser af det stof, man er allergisk overfor. På den måde vænner ens immunsystem sig til stoffet – og til sidst kan man være symptomfri. Det lyder jo helt fantastisk.

Jeg har derfor, med fokus på immunterapi, lagt følgende behandlingsplan for mig selv: 

  • Jeg skal fortsætte min hjerneløse swiping.
  • Jeg skal forsøge at svare på minimum to beskeder dagligt.
  • Jeg skal dvæle mindst 5 sekunder ved billeder af bar overkrop med barberingsknopper, når jeg møder dem.
  • Jeg skal skrive “Sorry, men jeg kommer aldrig til at svare. Du kan bare slette mig. Undskyld jeg har spildt din tid” til alle fyre, som giver udtryk for såret ego, som eksemplificeret i punkt 2 og 3 på listen. Det kan lyde quitter-agtigt, men den type beskeder bliver jeg aldrig immun overfor.
  • Jeg skal opfatte de topløse snaps, jeg modtager, som en måde at vise mig, hvor hans hjerte ligger. I min snapindbakke <3
  • (Tilføjet efter din feedback i kommentarfeltet) Jeg skal gå ind og læse hver bio, når jeg swiper. For at undgå anafylaktisk shock må jeg dog kun læse hveranden bio den første uge.

Behandlingen starter fra dags dato og skal testes i to uger. Derefter vil  jeg melde tilbage, om jeg har set bedring i symptomerne. Jeg har oprettet kategorien Nina på Tinder til formålet.

Kryds fingre for mig, Anne. Det her bliver krævende.

 

New internship, new me (Jo, det skrev jeg lige)

Hej Anne,

Så startede et helt nyt liv, hva? Praktikantlivet. Jeg håber, at du har haft en god start. Har du delt hindbærsnitter ud for at hverve nye venner? Det ville jeg gøre, hvis jeg havde kreeret noget så smukt, som du gjorde den tømmermændslørdag.

Jeg selv forsøger at vinde mine nye kollegaer over med min charme. Jeg ved ikke heeeelt, hvordan det går, men nu er vi jo også kun to dage inde… måske jeg skulle se lidt på den hindbærsnitte-opskrift for en sikkerheds skyld.

Jeg har bemærket, at sådan en start på et nyt “job” kan vække sådan nogle nytårsforsæt-lignende tendenser i mig. Sådan lidt new internship, new me-agtigt. Jeg er i hvert fald gået ind i et mindre selvudviklingsprojekt. Jeg vil være Nina version 2.0. Projektet lyder enormt meget mere omfattende, end hvad det reelt er og har indtil nu kun affødt tre ændringer:

  1. Jeg har købt et vækkeur.
    Du ved, sådan et digitalt et, der lyder som jordens undergang, når det bipper. Forud for mit køb lå et par yogaøvelser og en idé om, at jeg vil være en mere mindful type. Jeg vågner nemlig usædvanligt ofte om natten og har for vane at famle ud efter min iPhone med det samme, for at tjekke hvad klokken er. Det lyder jo uskyldigt, men problemet er bare, at der altid er en notifikation, som fanger min opmærksomhed. Og sætter tankevirksomhed igang. Og derfor afbryder min søvn yderligere. Det der vækker mig, kan være alt fra en nyhed om en ged, der er blevet kørt ned lidt udenfor Ringsted til et nyt match med Peter på 29, som til dagligt læser på CBS, spiller fodbold i sin fritid og ikke søger noget seriøst.
    Uanset notifikationens art vækkes jeg – og det måtte være slut = nyt vækkeur.
    ____________________________________________________
  2.  Jeg har tvunget mig selv til at kunne lide fitness igen.
    Jeg bryster mig jo af at være lidt af en fitnesstype, der træner fem gange om ugen og elsker det hver gang. Og det har også været sandheden i meget lang tid…. men i januar… der er jeg mest bare gået derover for at markere, så de store gutter ikke glemmer mig og så løbet hjem på sofaen igen. Men DET skal være slut nu.
    Derfor trænede jeg her til aften sammen med min fitnessven. En fitnessven, som vandt min kærlighed, da han en aften i december jernede mig ned med sin indkøbskurv i Rema og derefter komplimenterede mit indkøb (som primært bestod af kylling og bønner – og fire Corny-barer, som jeg havde gemt i bunden af kurven). Seancen gjorde det klart for os, at vi delte interesse for verdens mest narcisitiske sport og siden da har vi udvekslet erfaringer og komplimenteret hinandens gainz. Det er altså motiverende – og nu elsker jeg det igen. Jo jeg gør. JO!
    ____________________________________________________
  3. Jeg har skaffet mig et kælderrum.
    Ja. Det her er næsten for godt til at være sandt. Efter tre et halvt år med regelmæssige (og tårevædede) udrydninger i ejendele for at kunne være i mit hjem, kan jeg endelig få lov til at dyrke min indre hoarder. Jeg er faktisk ægte glad over denne nyhed, og jeg tvinger gerne andre til at være det på mine vegne også. Såååå, HVOR FEDT ER DET LIGE, ANNE?!

Til sidst vil jeg lige runde af med at vise dig min nye bloggerhat. Jeg havde egentlig planer om at vise den frem i forbindelse med et outfitbillede, men det kræver ligesom et fedt outfit, så det er droppet.
Det bliver derfor et skam- og næseløst spejlselfie i stedet:

img_0736

Nu vil jeg krybe til køjs og sove sødt og uforstyret, indtil mit vækkeur of doom ringer kl. 7.15.

Vi ses, kys <3

Enden på en skriveblokade og en beretning om ægte luksus

Hej Anne,

Så har jeg sat mig til tasterne efter en uges stilhed. Jeg tror simpelthen, at jeg har haft en god gammeldags skriveblokade. Idéerne er kommet, men jeg har ikke kunnet finde formen og derfor har jeg lagt det fra mig igen. Det er jo egentlig den værste strategi jf. min kamp med MM om bedstemors gunst.. Men jeg føler bare heller ikke, at det kan forceres. Så er motivationen i hvert fald forkert for mig.

Jeg tror egentlig lidt, at jeg har lagt for meget pres på, fordi drømmen om en blog har ligget latent så længe. Så skal det jo for helvede være ordentligt, når jeg endelig gør det. Indholdet skal være sjovt, velskrevet og gennemtænkt. MEN nu minder jeg lige mig selv om konceptet – jeg skriver til digOg jeg ved, at du gerne vil se det hele billede og ikke kun det sjove og fjollede. Så det skal der være plads til nu. Mindre pres og mere plads til alle tanker.

Okay.. Så har vi det på plads. Det lettede. Tænk engang, at jeg har sat nogle rammer op omkring formatet herinde, som gjorde, at mine tanker ikke kunne nå frem til bloggen. Fjollet.

Nå, men NU til det spændende: 

Jeg har i den forgangne uge været en tur til de varme lande. Eller det var ét land og det var ikke decideret varmt, men jeg rejste i hvert fald hjem varmere om hjertet (så blev det følsomt). Jeg besøgte min far i Schweiz, hvor han holder til. Og vi lavede ikke meget andet end at gå ture, spise god mad, sidde i soveposer og slikke sol på hans terrasse og bare hygge os. Det var lige hvad jeg havde brug for. Og se lige hvor smukt der er, seriølle:

img_0587img_0662

Jeg havde virkelig den bedste tur – men den startede også helt og aldeles perfekt. Normalt rejser jeg med et lavprisselskab og skal altid løbe til Gate F (aka lufthavnens røvhul), hvor jeg med blodsprængte øjne og sved løbende ned ad ryggen får lov til at gå ombord på et fly – efter jeg har mast min pung ned i min rejsetaske, fordi jeg død og pine ikke må have to tasker med ombord.

Men denne gang var det anderledes. Jeg fløj med Swiss Airlines, som holder til i Gate A. Jeg havde derfor (hvad der føltes som) uendeligt god tid i gaten. Den tid brugte jeg på at læse i min bog og opdage, at selv businessmænd i stramme jakkesæt spiller Candy Crush Saga, når de skal fordrive tiden.

Den rigtige luksus startede dog først på flyet. Her fik jeg nemlig serveret en lun croissant til min kaffe. Til dessert fik jeg et stykke schweizisk chokolade. Jeg lider lidt af flyangst, men da jeg spiste min chokolade, nåede jeg at tænke, at jeg ville dø lykkelig, hvis vi styrtede ned lige der.

På hjemturen fik jeg en sandwich. Eller faktisk to, fordi min sidekvinde var på kur og derfor forærede mig sin, mens hun på svensk bemærkede, at “I unge er altid så sultne“. Her måtte jeg jo give hende ret og tage imod hendes sandwich. De efterfølgende ti minutter gik med, at hun sultent fulgte med i hver en bid jeg tog, mens hun selv spiste en Nupo-bar.

Men det allerallerbedste, Anne, det var altså vinen. Min far havde godt preppet mig lidt og fortalt mig, at man kan bede om en mini-vin, som man får serveret med et lukket skruelåg. Man kan altså tage den med hjem og gemme den til en rainy day, hvor man lige har brug for et enkelt glas. Det er sgu da nutti. Nu står min lille hvidvin i køleskabet og venter på, at jeg starter i praktik og har brug for at dulme opstartsnerverne efter fyraften.

Nu vil jeg hoppe i det praktiske tøj og agere flyttekvinde for en ven. Vi ses snart min søde veninde, jeg savner dig og håber praktikstart er gået forrygende <3
Kys.

    Newer posts