20 ting jeg har varmet mig på i kulden

Sådan giver du gode gaver + en frygtelig fortælling fra det virkelige liv

Hej Anne,

For et par dage siden gik jeg rundt inde i byen for at købe en fødselsdagsgave, da det slog mig, at februar 2018 har været den måned i mit liv, hvor jeg har skullet købe flest gaver nogensinde. Jeg har købt otte fødselsdagsgaver og en dåbsgave. Heldigvis for mig elsker jeg både at købe og give gaver. Og enten lyver folk mig lige op i mit åbne ansigt (det er en mulighed, jeg ikke kan benægte), eller også bliver de ofte ret glade for det, jeg giver dem.

Det fik mig til at tænke over mine to bedste gavegiverråd, som jeg selv følger, når jeg er i tvivl om, hvad en person skal have: 

  1. Køb noget, som har relation til noget personen har nævnt for nyligt – og fortæl dine tanker bag, når de åbner. Betænksomhed glæder næsten altid.
  2. Giv noget, som du selv gerne vil have

Med sidstnævnte mener jeg ikke, at du skal forære din bedstefar den nude læbestift fra NYX, som du har ønsket dig siden maj sidste år. Nej.. men jeg tror faktisk på, at hvis man giver noget, hvor man har haft en lille sommerfugl baskende i maven, da man købte det – så kan modtageren mærke den glæde. Og så bliver de selv mere glade for gaven.

kyllingEksempel på gave jeg gerne selv ville have haft

Nu tænker du måske “jamen.. Hvordan undgår jeg så at blive dødmisundelig, når det er mit fireårige gudbarn, der får glæden af “Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved” og ikke mig?” og hertil kan jeg kun svare – det kan du ikke undgå, men det må du lære at leve med.

Jeg selv lærte det på den hårde måde. Og den historie vil jeg faktisk gerne dele med dig til skræk og advarsel: 
Kalenderen viste november 2000. Jeg var otte år gammel og Louise fra klassen havde inviteret til fødselsdag. Du ved, sådan en med skattejagt og overnatning og det hele. Sådan én, der kræver en ordentlig gave. Min økonomi var på daværende tidspunkt eksternt styret, men efter en samtale med min bankrådgiver, Mor-Lone, fik jeg bevilliget 50 kr. til at snolde gave for i Fætter BR.

Louise og jeg var ret gode veninder, så hun skulle have en god gave, der viste, at jeg holdt af hende. Og på daværende tidspunkt var det fedeste fede en lille dyrebamse med en hårelastik i maven. Nuttet legetøj og fash accessorie i én og samme gave – helt optimalt – sådan én skulle hun have.

Problemet var bare, at ens popularitet i klassen hang direkte proportionelt sammen med, hvor fedt dit legetøj var (det var i hvert fald min logik). Jeg måtte derfor tænke min egen sociale rang med i gavevalget – og da der var no chance in hell for, at jeg selv ville få fingrene i sådan en elastik, havde jeg ikke noget valg: Jeg måtte vælge den nuttede panda fra og gå med hunden med rabies. Hunden havde røde, udstående og let skelende øjne, grå pels og tungen hængende ud af den ene mundvig.  Ergo: Jeg var safe – med den ville hun ikke blive den sejeste i klassen og score Mathias W.

Sagen var dog den, at Louise jo var et novemberbarn – og jeg havde siddet lidt rigeligt i træk til diktat om onsdagen, så selvfølgelig lå jeg med feber, da festdagen oprandt. Min mor fik ondt af mig, for nu gik jeg glip af årets fest – og jeg skulle derfor have en trøstegave. Med moderlig omsorg forærede hun mig derfor Louises gave. Den vidste hun jo, at jeg ville kunne lide, for jeg havde jo selv valgt den med stor omhu.

Og så sad jeg der. Med snot i kraniet og en rabiesramt hårelastik i hånden. Jeg kiggede den i dens blodsprængte øjne og følte noget, jeg ellers sjældent følte som otteårig = skam.
Skam over ikke at have undet Lolo den panda, vi alle vidste, var den bedste. Og skam over, at jeg nu skulle bære den døende hund i håret for at skjule mit sande (og rådne) jeg for min søde mor.

Og hvad er så moralen med denne historie, tænker du måske nu? Jo Anne, nu skal du høre:
Moralen er, at man aldrig skal være smålig, når det gælder om at glæde andre. Aldrig. Det er dårligt givet ud og meget uklædeligt (og så at karma findes, og at hun glædeligt straffer otteårige for deres udspekulerede og egocentriske handlinger).

skimusDisclaimer: jeg så ca. sådan her ud på tidspunktet for historien. Du kan vel ikke klandre mig for at forsøge at gøre mit liv bare LIDT nemmere med en dårlig gave til gudesmukke Lolo?

Til slut har jeg lavet en liste over gaveidéer – bare til inspiration. Alle gaver er nogle, jeg har givet væk indenfor den seneste måned – selvom jeg egentlig hellere selv ville beholde dem:

  • Bogen “Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved” med dertilhørende bamse.
  • Et kilo fyldt chokolade.
  • Gavekort til hhv. Cinemateket, Lagkagehuset og La Glace.
  • Vin og nødder fra Torvehallerne.
  • Bogen “Vi burde alle være feminister” af Chimanda Ngozi Adichie.
  • Kyllingen på billedet i dagens indlæg. AV mit hjerte, han var svær at give væk. 

Nå, jeg vil smutte. Jeg håber ikke, at du dømmer mig for hårdt på baggrund af min forfærdelige historie. Jeg er et bedre menneske nu. Det lover jeg.

Kys <3

 

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

20 ting jeg har varmet mig på i kulden