Om store damelår

Den dag jeg vidste, at jeg var en idiot (i dag)

Hej Anne,

Kender du de dage, hvor det hele bare spiller og man får sådan en følelse i maven af, at man faktisk er en rimelig tjekket ung dame? Næ.. det gør jeg heller ikke.

Jeg ved, at jeg engang i en fjern fortid har haft sådan nogle dage. Vinderdagene. Men det er bare som om, at de dage, hvor jeg beviser det modsatte overfor mig selv forekommer oftere. Og derfor taber de gode dage hurtigt terræn i kampen om at skabe mit selvbillede.

I dag var af de dumme dage. En idiotdag, som jeg kalder dem.

Jeg var ellers kommet fint fra start. Jeg vågnede inden vækkeuret ringede, fik drukket min kaffe mens den stadig var varm og lagt mascara uden at prikke mig selv i øjet. Pludselig er tiden dog løbet fra mig, og inden jeg ser mig om, spurter jeg afsted på min (mors) røde cykel for at være på kontoret til tiden. Jeg når det! Og jeg har endda lavet mig en kop kaffe og sidder pænt på min plads og tjekker mails, da det famøse akademiske kvarter er gået.

Efter en halv time på pinden sniger en stikkende smerte sig ind på min højre hånd. Jeg kan næsten ikke scrolle på computeren, fordi det gør så ondt. Da jeg sammenligner den med min venstre hånd, kan jeg se, at den er hævet og ved at blive blå. Og som det barn af internettet jeg nu engang er, gør jeg det eneste fornuftige og googler “håndkræft” og dernæst “hvordan skriver man hurtigt et testamente?”. 

Josefine, som sidder overfor mig, kan vist godt se, at den er gal med mig, så vi går en tur ud i køkkenet og holder krisemøde. Hun kigger på min hånd og kan godt se, at den ser lidt hævet ud. Hun går dog mere roligt til sagen og spørger mig “har du slået den ind i noget?” – hvortil jeg straks svarer “NEJ, DET ER JO FOR HELVEDE HÅNDKRÆFT!!!!“. I hvert fald inde i hovedet. I virkeligheden fik jeg vist fremstammet “Nej, det tror jeg ikke”.

Men hendes spørgsmål giver alligevel genlyd i mig og pludseligt dukker en fortrængt scene fra samme morgen op for mit indre øje:

Cyklist i fuld fart ned ad Guldbergsgade. Cyklist ser forestående højresving. Cyklist rækker hånd ud i strakt arm for at markere kommende sving. Cyklist overser sidespejl i armhøjde. Pludselig smerte i cyklists hånd. Cyklist fortsætter ufortrødent ned ad Birkegade med et stift smil. Cyklist glemmer seancen lige så hurtigt, som den er sket. 

Som du måske har gættet, er cyklisten i scenen er mig. 1-0 til idiotfølelsen. Jose og jeg griner af situationen, lægger lidt is på min hånd og fortsætter dagens gøremål.

Alt ånder fred og idyl. Klokken bliver hurtigt 12.15 og vi går til frokost. Vi får boller i karry. Og jeg ved ikke med dig, men for mig har boller i karry aldrig været lig med mådehold, og jeg må derfor bukke under for en udspilet bug efter frokost. Jeg knapper derfor diskret mine bukser op, da jeg igen sidder på min plads ved skrivebordet. Comfort over class – altid!

Da jeg et par timer senere skal ud for at lade vandet på badeværelset bliver jeg mødt af det her:
buksefail
Ubehaget spreder sig i min krop. For jeg kan godt regne ud, hvor længe de bukser har stået på vid gab. Tre timer. Tre timer på et kontor blandt tjekkede kolleger og modebloggere. Tre timer med ture efter forsyninger i køkkenet og strække ben-pauser.

Og det øjeblik var vist det, man kalder the breaking point. Der var ingen vej tilbage. Dagens selvbillede var ikke længere til diskussion: Jeg er en kegle. Jeg bliver ikke den tjekkede type, jeg som 14-årig var sikker på, jeg ville blive som voksen. I hvert fald ikke i dag.

Jeg har derfor besluttet mig for at afslutte den tidligst muligt og gå i seng inden kl. 22. På den måde kan nå at sove de anbefalede otte timer inden jeg står op kl. 6 og tager til træning. Du ved, for ligesom at starte dagen som en vinder, ik? Held og lykke med at ødelægge sådan en dag, idiotfølelse! Ha.

Godnat <3

Opdatering torsdag d. 22. februar kl. 8.51:
Jeg kom ikke op. Selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Det ville være totalt out of character. Men jeg kom sikkert på arbejde – endda før mødetid. Så dagen har fået en semi-vinderagtig start. Slutteligt vil jeg lige fortælle dig, at sidespejlet ikke led overlast. Jeg kørte forbi det i morges og tjekkede. Det slap uden så meget som en ridse – jeg ved, at du har tænkt over det 😉

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om store damelår