The return of the Tinder Queen

En frygtelig kvinde eller et frygteligt forhold?

Hej Anne,

Jeg har lige sat mig til tasterne. Jeg er nærmest stadig forpustet efter cykelturen hjem, jeg har smidt min jakke på gulvet i entreen og jeg kan mærke, at der løber smeltet sne ned ad ryggen på mig fra mit våde hår.

Men mine tanker koger indeni mig og jeg bliver nødt til at se, om jeg kan nå at få dem skrevet ned, inden de forsvinder.

Jeg har lige været i biografen at se “En frygtelig kvinde” af Christian Tafdrup. En meget omdiskuteret og kritiseret film, som handler om, hvordan en kvinde manipulerer en mand, indtil han til sidst ikke ved, hvem han selv er længere. Jeg var spændt på at se den, og jeg vil indrømme, at jeg nærmest var lidt nervøs. For jeg har selv følt mig som en frygtelig kvinde. Flere gange.

Men filmen vækkede nogle helt andre følelser end skyld i mig. Jeg blev faktisk rigtig ked af det.
For da jeg så filmen, så jeg ikke en film om en kvinde, som var ond mod en mand. Jeg så et forhold, hvor den ene person langsomt forsvandt. Og ikke kunne finde ud af hvorfor. Han kunne ikke placere fejlen eller skylden. Selvom han ihærdigt forsøgte. Gennem samtaler med venner og analyse af egen og partnerens adfærd.

Jeg kunne kende det så meget, at det nærmest gjorde fysisk ondt på mig at se. Jeg har selv været den person, som langsomt forsvandt og blev en udgave af mig selv, som jeg aldrig rigtigt kunne finde ud af at være.

Men det var ikke noget, min daværende partner gjorde mod mig alene. Det var noget, som skete i vores dysfunktionelle relation. Og jeg synes, at det er så vigtigt at se nuanceret på forhold, der ikke fungerer. Indrømmet – jeg har selv peget fingre og forsøgt at placere min elendighed udenfor mig selv. Det var nemmere. Men jeg var selv en del af det. For det første blev jeg i det, selvom jeg var dybt ulykkelig. Jeg tog ikke ansvar for mig selv og gik. Men jeg har også drevet ham til vanvid. Også gjort ham ondt. Gjort ting, som gjorde mig til en “frygtelig kvinde”. Og han blev alligevel. For vi ville det jo så gerne, begge to.

Og intet er mere smertefuldt, end at sidde med hver sin hjørnebrik til et puslespil og så brændende ønske at få dem til at passe sammen. Man aser og maser for at få dem til at sidde sammen, men brikkerne begynder langsomt at blive flossede i kanterne. Og til sidst går de i stykker.

Min brik var måske nok den mest flossede til sidst, men jeg VED, at han også havde ondt. Og jeg ved, at de ting, han gjorde, som gjorde så forbandet ondt på mig – dem gjorde han i smerte. En smerte som bare havde et helt andet udtryk, end det jeg kendte fra mig selv. Og det gør mig ked af det endnu, at man uintenderet og helt uden at vide det, kan rykke et menneske så langt væk fra deres udgangspunkt, at der til sidst ikke er noget tilbage.

Jeg havde ikke udtænkt en særlig pointe med dette indlæg, inden jeg satte mig for at skrive det. Men jeg tror bare, at min pointe er, at forhold altid er nuancerede og har to sider. Også de dårlige. Og at skylden ikke kan placeres hos den ene part. Jeg kan stadig blive rigtig ked af det over mit forliste forhold nogle gange. Og det er ikke et savn til min tidligere partner, der gnaver. Jeg har det meget bedre uden ham og jeg er sikker på, at han også har det bedre uden mig. Men jeg har stadig en sorg over, hvordan man, i forsøget på at være det bedste for et andet menneske, kan ende med at være det værste.

2 kommentarer

  • Det var et smukt indlæg! Jeg blev lidt ked af det, fordi jeg ikke kan lide at tænke på, at du har været i sådant et forhold. Men samtidig har jeg også lært dig at kende som den endnu stærkere person, du er blevet efter det forhold. Du er i hvert fald en frygtelig fantastisk kvinde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nina Kristine

      Tak for din søde kommentar mulle <3 Og du kan selv være en frygteligt fantastisk kvinde :')

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

The return of the Tinder Queen