Sådan giver du gode gaver + en frygtelig fortælling fra det virkelige liv

Hej Anne,

For et par dage siden gik jeg rundt inde i byen for at købe en fødselsdagsgave, da det slog mig, at februar 2018 har været den måned i mit liv, hvor jeg har skullet købe flest gaver nogensinde. Jeg har købt otte fødselsdagsgaver og en dåbsgave. Heldigvis for mig elsker jeg både at købe og give gaver. Og enten lyver folk mig lige op i mit åbne ansigt (det er en mulighed, jeg ikke kan benægte), eller også bliver de ofte ret glade for det, jeg giver dem.

Det fik mig til at tænke over mine to bedste gavegiverråd, som jeg selv følger, når jeg er i tvivl om, hvad en person skal have: 

  1. Køb noget, som har relation til noget personen har nævnt for nyligt – og fortæl dine tanker bag, når de åbner. Betænksomhed glæder næsten altid.
  2. Giv noget, som du selv gerne vil have

Med sidstnævnte mener jeg ikke, at du skal forære din bedstefar den nude læbestift fra NYX, som du har ønsket dig siden maj sidste år. Nej.. men jeg tror faktisk på, at hvis man giver noget, hvor man har haft en lille sommerfugl baskende i maven, da man købte det – så kan modtageren mærke den glæde. Og så bliver de selv mere glade for gaven.

kyllingEksempel på gave jeg gerne selv ville have haft

Nu tænker du måske “jamen.. Hvordan undgår jeg så at blive dødmisundelig, når det er mit fireårige gudbarn, der får glæden af “Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved” og ikke mig?” og hertil kan jeg kun svare – det kan du ikke undgå, men det må du lære at leve med.

Jeg selv lærte det på den hårde måde. Og den historie vil jeg faktisk gerne dele med dig til skræk og advarsel: 
Kalenderen viste november 2000. Jeg var otte år gammel og Louise fra klassen havde inviteret til fødselsdag. Du ved, sådan en med skattejagt og overnatning og det hele. Sådan én, der kræver en ordentlig gave. Min økonomi var på daværende tidspunkt eksternt styret, men efter en samtale med min bankrådgiver, Mor-Lone, fik jeg bevilliget 50 kr. til at snolde gave for i Fætter BR.

Louise og jeg var ret gode veninder, så hun skulle have en god gave, der viste, at jeg holdt af hende. Og på daværende tidspunkt var det fedeste fede en lille dyrebamse med en hårelastik i maven. Nuttet legetøj og fash accessorie i én og samme gave – helt optimalt – sådan én skulle hun have.

Problemet var bare, at ens popularitet i klassen hang direkte proportionelt sammen med, hvor fedt dit legetøj var (det var i hvert fald min logik). Jeg måtte derfor tænke min egen sociale rang med i gavevalget – og da der var no chance in hell for, at jeg selv ville få fingrene i sådan en elastik, havde jeg ikke noget valg: Jeg måtte vælge den nuttede panda fra og gå med hunden med rabies. Hunden havde røde, udstående og let skelende øjne, grå pels og tungen hængende ud af den ene mundvig.  Ergo: Jeg var safe – med den ville hun ikke blive den sejeste i klassen og score Mathias W.

Sagen var dog den, at Louise jo var et novemberbarn – og jeg havde siddet lidt rigeligt i træk til diktat om onsdagen, så selvfølgelig lå jeg med feber, da festdagen oprandt. Min mor fik ondt af mig, for nu gik jeg glip af årets fest – og jeg skulle derfor have en trøstegave. Med moderlig omsorg forærede hun mig derfor Louises gave. Den vidste hun jo, at jeg ville kunne lide, for jeg havde jo selv valgt den med stor omhu.

Og så sad jeg der. Med snot i kraniet og en rabiesramt hårelastik i hånden. Jeg kiggede den i dens blodsprængte øjne og følte noget, jeg ellers sjældent følte som otteårig = skam.
Skam over ikke at have undet Lolo den panda, vi alle vidste, var den bedste. Og skam over, at jeg nu skulle bære den døende hund i håret for at skjule mit sande (og rådne) jeg for min søde mor.

Og hvad er så moralen med denne historie, tænker du måske nu? Jo Anne, nu skal du høre:
Moralen er, at man aldrig skal være smålig, når det gælder om at glæde andre. Aldrig. Det er dårligt givet ud og meget uklædeligt (og så at karma findes, og at hun glædeligt straffer otteårige for deres udspekulerede og egocentriske handlinger).

skimusDisclaimer: jeg så ca. sådan her ud på tidspunktet for historien. Du kan vel ikke klandre mig for at forsøge at gøre mit liv bare LIDT nemmere med en dårlig gave til gudesmukke Lolo?

Til slut har jeg lavet en liste over gaveidéer – bare til inspiration. Alle gaver er nogle, jeg har givet væk indenfor den seneste måned – selvom jeg egentlig hellere selv ville beholde dem:

  • Bogen “Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved” med dertilhørende bamse.
  • Et kilo fyldt chokolade.
  • Gavekort til hhv. Cinemateket, Lagkagehuset og La Glace.
  • Vin og nødder fra Torvehallerne.
  • Bogen “Vi burde alle være feminister” af Chimanda Ngozi Adichie.
  • Kyllingen på billedet i dagens indlæg. AV mit hjerte, han var svær at give væk. 

Nå, jeg vil smutte. Jeg håber ikke, at du dømmer mig for hårdt på baggrund af min forfærdelige historie. Jeg er et bedre menneske nu. Det lover jeg.

Kys <3

 

20 ting jeg har varmet mig på i kulden

Hej Anne,

Hvor blev jeg glad for at læse dit svar på mit idiotindlæg. Idiotdagene er måske slet ikke så sjældne endda, og jeg vil faktisk give dig ret i, at de kan et eller andet.  Især når man giver dem lov til at komme til sin ret gennem genfortællinger og store armbevægelser. Jeg har i hvert fald konkluderet, at det værste man kan gøre, er, at tie en åben lynlås ihjel – så hellere råbe det fra hustagene (eller i dette tilfælde poste billedemateriale på en offentligt tilgængelig blog). Jeg er i hvert fald glad for, at du kan relatere <3

slikkepind-to

Nå men hvorom alting er –  jeg havde faktisk sat mig til tasterne i anledning af den sibiriske kulde, der været over os denne weekend. Der er is i bunden af de efterladte fadølskopper foran værtshuset, næsen løber og ballerne er følelsesløse efter en tur i Rema i søndagsjoggerne = det ér skidekoldt!

Jeg tænkte derfor på, at jeg ville bruge denne tidlige søndag aften på at forfatte en lille liste over ting,  jeg har lunet mig på denne weekend. Nogle ting vil være fysiske ting – og disse kan med rette opfattes som konkrete råd. Andre er ting, som har gjort mig lidt varm om hjertet – her kan du primært glæde dig på mine vegne, tror jeg.

I weekenden har jeg varmet mig på: 

  • En fredag aften med min bedste ven, pop-candy i munden og Ally McBeal på tv’et.
  • En ulden plaid i min sofa.
  • En helt fantastisk lørdag med min elskede lillebror. Vi trænede, spiste frokost, gik tur og fik vendt hele verdenssituationen.
  • At møde min kusine og hendes (snart) seksårige søn helt tilfældigt i Tiger inde i byen. Og at løbe om kap hele vejen tilbage til Nørrebro.
  • Fem kopper kaffe.
  • Mit nye tindermatch som skrev: “Hvis jeg var en vandmelon, ville du så spytte eller sluge frøene?” – cuuuute!
  • At jeg faktisk er blevet inviteret på en vaskeægte date udenom Tinder. Sådan restaurant og det hele. Øj.
  • En lørdag aften helt alene med youtube. Elsker vlogs. Så højt.
  • En funky sheet mask, som min dejlige veninde Karoline havde taget med hjem til mig fra Seoul. Denne varmede mest om hjertet. Fysisk var den skidekold at klaske i hovedet.
  • En bentræning søndag morgen.
  • En gåtur på Assistens med min gode ven og gamle roomie, Bastian. Han er noget af det klogeste, sødeste og varmeste jeg kender.
  • Søndagsfrokost med min mor og lillebror på Frederiksberg.
  • Min mors kærlighed, omsorg og empati over den sjette kop kaffe i min sofa.
  • At overveje, om jeg skal købe en kagemand til min fødselsdag.
  • En tur på bagsædet i min mors bil med en slikkepind i munden – deraf dagens billede.
  • Min varmepude på fødderne.
  • At løbe ned til vaskekælderen, i hvad der ligner min topfart. Der er SÅ uhyggeligt på vej ned til den kælder.
  • At løbe tilbage til min lejlighed fra vaskekælderen.
  • Tanken om, at jeg arbejder med min største guilty pleasure – blogs – hver dag.
  • Nedenstående helt fantastiske sang om foråret fra DR’s Pigekor. Og tanken om, at jeg snart skal ind at se deres forårskoncert med min veninde Anna. Hihihi. I’m so old….

SÅ ved du, hvad jeg har brugt min weekend på. Det var måske mere hyggeligt for mig at skrive, end det var for dig at læse, hihi.

Hav en dejlig søndag, Annemouse. Jeg håber, at vi ses snart.

Den dag jeg vidste, at jeg var en idiot (i dag)

Hej Anne,

Kender du de dage, hvor det hele bare spiller og man får sådan en følelse i maven af, at man faktisk er en rimelig tjekket ung dame? Næ.. det gør jeg heller ikke.

Jeg ved, at jeg engang i en fjern fortid har haft sådan nogle dage. Vinderdagene. Men det er bare som om, at de dage, hvor jeg beviser det modsatte overfor mig selv forekommer oftere. Og derfor taber de gode dage hurtigt terræn i kampen om at skabe mit selvbillede.

I dag var af de dumme dage. En idiotdag, som jeg kalder dem.

Jeg var ellers kommet fint fra start. Jeg vågnede inden vækkeuret ringede, fik drukket min kaffe mens den stadig var varm og lagt mascara uden at prikke mig selv i øjet. Pludselig er tiden dog løbet fra mig, og inden jeg ser mig om, spurter jeg afsted på min (mors) røde cykel for at være på kontoret til tiden. Jeg når det! Og jeg har endda lavet mig en kop kaffe og sidder pænt på min plads og tjekker mails, da det famøse akademiske kvarter er gået.

Efter en halv time på pinden sniger en stikkende smerte sig ind på min højre hånd. Jeg kan næsten ikke scrolle på computeren, fordi det gør så ondt. Da jeg sammenligner den med min venstre hånd, kan jeg se, at den er hævet og ved at blive blå. Og som det barn af internettet jeg nu engang er, gør jeg det eneste fornuftige og googler “håndkræft” og dernæst “hvordan skriver man hurtigt et testamente?”. 

Josefine, som sidder overfor mig, kan vist godt se, at den er gal med mig, så vi går en tur ud i køkkenet og holder krisemøde. Hun kigger på min hånd og kan godt se, at den ser lidt hævet ud. Hun går dog mere roligt til sagen og spørger mig “har du slået den ind i noget?” – hvortil jeg straks svarer “NEJ, DET ER JO FOR HELVEDE HÅNDKRÆFT!!!!“. I hvert fald inde i hovedet. I virkeligheden fik jeg vist fremstammet “Nej, det tror jeg ikke”.

Men hendes spørgsmål giver alligevel genlyd i mig og pludseligt dukker en fortrængt scene fra samme morgen op for mit indre øje:

Cyklist i fuld fart ned ad Guldbergsgade. Cyklist ser forestående højresving. Cyklist rækker hånd ud i strakt arm for at markere kommende sving. Cyklist overser sidespejl i armhøjde. Pludselig smerte i cyklists hånd. Cyklist fortsætter ufortrødent ned ad Birkegade med et stift smil. Cyklist glemmer seancen lige så hurtigt, som den er sket. 

Som du måske har gættet, er cyklisten i scenen er mig. 1-0 til idiotfølelsen. Jose og jeg griner af situationen, lægger lidt is på min hånd og fortsætter dagens gøremål.

Alt ånder fred og idyl. Klokken bliver hurtigt 12.15 og vi går til frokost. Vi får boller i karry. Og jeg ved ikke med dig, men for mig har boller i karry aldrig været lig med mådehold, og jeg må derfor bukke under for en udspilet bug efter frokost. Jeg knapper derfor diskret mine bukser op, da jeg igen sidder på min plads ved skrivebordet. Comfort over class – altid!

Da jeg et par timer senere skal ud for at lade vandet på badeværelset bliver jeg mødt af det her:
buksefail
Ubehaget spreder sig i min krop. For jeg kan godt regne ud, hvor længe de bukser har stået på vid gab. Tre timer. Tre timer på et kontor blandt tjekkede kolleger og modebloggere. Tre timer med ture efter forsyninger i køkkenet og strække ben-pauser.

Og det øjeblik var vist det, man kalder the breaking point. Der var ingen vej tilbage. Dagens selvbillede var ikke længere til diskussion: Jeg er en kegle. Jeg bliver ikke den tjekkede type, jeg som 14-årig var sikker på, jeg ville blive som voksen. I hvert fald ikke i dag.

Jeg har derfor besluttet mig for at afslutte den tidligst muligt og gå i seng inden kl. 22. På den måde kan nå at sove de anbefalede otte timer inden jeg står op kl. 6 og tager til træning. Du ved, for ligesom at starte dagen som en vinder, ik? Held og lykke med at ødelægge sådan en dag, idiotfølelse! Ha.

Godnat <3

Opdatering torsdag d. 22. februar kl. 8.51:
Jeg kom ikke op. Selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Det ville være totalt out of character. Men jeg kom sikkert på arbejde – endda før mødetid. Så dagen har fået en semi-vinderagtig start. Slutteligt vil jeg lige fortælle dig, at sidespejlet ikke led overlast. Jeg kørte forbi det i morges og tjekkede. Det slap uden så meget som en ridse – jeg ved, at du har tænkt over det 😉

 

Om store damelår

Hej Anne,

Sikke en forrygende start du har fået på dit løbeeventyr. Godt gået! Jeg er dog ikke forundret over, at din tur gik flyvende, efter at have taget et kig på din løbeplayliste. Den er altså in it to win it.

Jeg er helt og aldeles tosset med jeres “motionsrunde“. Der er intet som lidt gruppepres og præstationsangst til at kickstarte en sund livsstil.

Jeg har summet lidt over konceptet i dag – og jeg har besluttet mig for at adoptere og inkorporere det her på domænet. For det første fordi jeg håber, at det kan have samme konstruktive effekt på mig, som det havde på dig. Og for det andet fordi jeg har længe har ledt efter en undskyldning for at skrive om min store passion for styrketræning og bodybuilding. Sportsgrenen der hver dag beviser, at mytologien om Narcissus faktisk er baseret på virkelige hændelser.

Det har du nu indirekte givet mig årsag til – og for det, er jeg dig meget taknemmelig. Kategorien motionsrunde er hermed født <3 Den vil blive dedikeret til alt træningsrelateret (læs: pral over rekorder og selfies) og jeg elsker den allerede meget højt.

Jeg vil starte mine nye yndlingskategori ud med at fortælle dig lidt om mine lår. De er nemlig relativt store. Jo de er så. Se selv:
la%cc%8ar
Og det er virkelig en sjov ting med store damelår. De deler virkelig vandene.
Det er som om, at de i visse fora (særligt blandt andre kvinder) ikke må italesættes. Hvis jeg (i en passende kontekst – jeg sværger) nævner, at jeg har store lår, oplever jeg 9 ud af 10 gange at få “neeeeej, det har du altså SLET ikke!” som svar. Jeg ved, at det er sagt i bedste mening, fordi mange tror, at det er noget, man som kvinde ikke vil have. Jeg har dog også oplevet, at en pige gik i den helt anden grøft og forsøgte at “ramme mig” og gøre mig ondt, ved at pointere hvor store lår jeg har.

I fitnesscenteret oplever jeg det modsatte. Der får jeg komplimenter for mine store skinker – og jeg har mere end én gang oplevet, at en fyr tager fat i mig, fordi han vil vide, hvordan jeg træner for at få dem så store.

Jeg selv er glad for dem. Og stolt af dem. Men jeg ved også, hvad de kan, og hvorfor de er blevet så store. For to år siden faldt jeg på ski og smadrede mit højre knæ fuldstændigt. Jeg forstrak mit inderste ledbånd og rev mit ene korsbånd helt over. Jeg gik med skinne i seks uger og fik fjernet mit korsbånd ved en operation. Da nogle uger senere startede til genoptræning fik jeg to muligheder: jeg kunne enten få rekonstrueret mit korsbånd eller forsøge at træne mig til et stabilt knæ. Jeg valgte træningen.

Jeg skulle træne mit ben op helt fra bunden. Som i helt fra bunden. Træningen bestod blandt andet i at sidde på en stol med en karklud under foden og køre den frem og tilbage på gulvet. På det tidspunkt, var det skidehårdt, for jeg havde ingen muskelmasse tilbage i benet. Men jeg blev ved. Minimum to gange om ugen i nu snart 104 uger. Og nu er mine ben blevet så stærke, at jeg kan benpresse 200 kg og jeg mærker aldrig noget til min knæskade længere. Det gør mig sgu lidt stolt.

Så selvom jeg nogle gange ville ønske, at mine ben var slankere og tog sig en anelse bedre ud i stramme jeans, så elsker jeg mine store lår for at have sparet mig for knæsmerter og en tur under kniven (men helt ærligt, så elsker jeg dem primært for at skaffe mig street credit blandt mine fellow fitness-freaks 😀 ).

En frygtelig kvinde eller et frygteligt forhold?

Hej Anne,

Jeg har lige sat mig til tasterne. Jeg er nærmest stadig forpustet efter cykelturen hjem, jeg har smidt min jakke på gulvet i entreen og jeg kan mærke, at der løber smeltet sne ned ad ryggen på mig fra mit våde hår.

Men mine tanker koger indeni mig og jeg bliver nødt til at se, om jeg kan nå at få dem skrevet ned, inden de forsvinder.

Jeg har lige været i biografen at se “En frygtelig kvinde” af Christian Tafdrup. En meget omdiskuteret og kritiseret film, som handler om, hvordan en kvinde manipulerer en mand, indtil han til sidst ikke ved, hvem han selv er længere. Jeg var spændt på at se den, og jeg vil indrømme, at jeg nærmest var lidt nervøs. For jeg har selv følt mig som en frygtelig kvinde. Flere gange.

Men filmen vækkede nogle helt andre følelser end skyld i mig. Jeg blev faktisk rigtig ked af det.
For da jeg så filmen, så jeg ikke en film om en kvinde, som var ond mod en mand. Jeg så et forhold, hvor den ene person langsomt forsvandt. Og ikke kunne finde ud af hvorfor. Han kunne ikke placere fejlen eller skylden. Selvom han ihærdigt forsøgte. Gennem samtaler med venner og analyse af egen og partnerens adfærd.

Jeg kunne kende det så meget, at det nærmest gjorde fysisk ondt på mig at se. Jeg har selv været den person, som langsomt forsvandt og blev en udgave af mig selv, som jeg aldrig rigtigt kunne finde ud af at være.

Men det var ikke noget, min daværende partner gjorde mod mig alene. Det var noget, som skete i vores dysfunktionelle relation. Og jeg synes, at det er så vigtigt at se nuanceret på forhold, der ikke fungerer. Indrømmet – jeg har selv peget fingre og forsøgt at placere min elendighed udenfor mig selv. Det var nemmere. Men jeg var selv en del af det. For det første blev jeg i det, selvom jeg var dybt ulykkelig. Jeg tog ikke ansvar for mig selv og gik. Men jeg har også drevet ham til vanvid. Også gjort ham ondt. Gjort ting, som gjorde mig til en “frygtelig kvinde”. Og han blev alligevel. For vi ville det jo så gerne, begge to.

Og intet er mere smertefuldt, end at sidde med hver sin hjørnebrik til et puslespil og så brændende ønske at få dem til at passe sammen. Man aser og maser for at få dem til at sidde sammen, men brikkerne begynder langsomt at blive flossede i kanterne. Og til sidst går de i stykker.

Min brik var måske nok den mest flossede til sidst, men jeg VED, at han også havde ondt. Og jeg ved, at de ting, han gjorde, som gjorde så forbandet ondt på mig – dem gjorde han i smerte. En smerte som bare havde et helt andet udtryk, end det jeg kendte fra mig selv. Og det gør mig ked af det endnu, at man uintenderet og helt uden at vide det, kan rykke et menneske så langt væk fra deres udgangspunkt, at der til sidst ikke er noget tilbage.

Jeg havde ikke udtænkt en særlig pointe med dette indlæg, inden jeg satte mig for at skrive det. Men jeg tror bare, at min pointe er, at forhold altid er nuancerede og har to sider. Også de dårlige. Og at skylden ikke kan placeres hos den ene part. Jeg kan stadig blive rigtig ked af det over mit forliste forhold nogle gange. Og det er ikke et savn til min tidligere partner, der gnaver. Jeg har det meget bedre uden ham og jeg er sikker på, at han også har det bedre uden mig. Men jeg har stadig en sorg over, hvordan man, i forsøget på at være det bedste for et andet menneske, kan ende med at være det værste.

Older posts