En søvnløs' bekendelser

Kærlighed og (blogger)krig

Hej Anne,

Tak for din omsorg. Jeg er tilbage på en mere fiberrig kost og maven er i bedring. Det blev alligevel til én hel rulle mariekiks på to dage.. indtaget i sengen = krummer på lagenet, der holder mig vågen i skrivende stund.

Nå, men.. jeg kan rigtig godt lide dit koncept med at skrifte – det er jo selvudvikling for åben skærm. Jeg synes dog ikke, at du har noget at skamme dig over. Lad da støvsugeren holde fri i januar! Det gør de fleste uni-studerende, og det er kun godt for arbejdsmoralen. Dét fortjener din Nilfisk (ok, rent gæt) også. Og måske kvitterer den med kraftigere sugeevne, når der igen stilles krav til den i februar?

Med hensyn til din skam over at tale direkte fra leveren kan jeg kun sige: jeg håber virkelig aldrig, at der indfinder sig et filter i dit snakketøj. Aldrig. Din bramfrihed er noget af det allerbedste ved dig. #alterlove (see what I did there?)

Apropos love: jeg har den sidste uge haft så meget kærlighed i mig, at det næsten har gjort fysisk ondt. Kender du det? For mig kommer det i små øjeblikke, som kan gøre mig helt rundtosset, fordi jeg bare føler mig så glad og taknemmelig over de mennesker jeg har i mit liv. I den forgangne uge har jeg bl.a. oplevet det, da min veninde, Anna, faldt i søvn i mit skød i fredags. Og da min mor og jeg, arm i arm, tog os en morfar mandag eftermiddag. Jeg ser et mønster her. Søvn = overvældende kærlighed. Måske jeg bare skal slette Tinder og sove lidt flere lure?

Følelsen ramte mig også, da jeg i går besøgte mine bedsteforældre. Jeg sad og holdt min bedstefar i hånden, mens jeg snakkede og grinede med min bedstemor – og jeg var så glad og fyldt med kærlighed.

Men så brast idyllen. Min bedstemor benyttede nemlig lejligheden til at fortælle mig, at hun læser min blog. Det er isoleret set en dejlig nyhed. Problemet er bare, at hun kun læser to blogs. Min og Twinpeaks.dk. Og da det ligger til menneskets natur at sammenligne, måtte jeg indse, at jeg nu kæmper om titlen som bedstemors y-blogger med en af danmarks dygtigste bloggere i modsatte ringhjørne. Jeg har kigget lidt på fakta:

Det der taler til Mette Maries fordel er, at:

  • hun er en hamrende dygtig skribent.
  • hun har to alvorligt søde tvillingebørn på snart fire år, som leverer guldkorn hver dag.
  • hun har en kendt (og meget pæn) mand.
  • hun går til spændende events og er nogle gange i fjernsynet.
  • hun læser Se&Hør højt for sine følgere hver onsdag (et koncept b-mor er meget glad for).
  • hun var en virkelig god nabo, da hun havde kolonihave ved siden af mine bedsteforældre i Sommerbyen Ejby.
  • hun er i Top-2 over mine yndlingsbloggere. Du er nummer ét :’)

Og så en liste over faktorer, der gør, at jeg potentielt kan vinde titlen:

  • Sat lidt på spidsen stammer en fjerdedel af mine gener fra min bedstemor. Så hun er 1/4 medforfatter af denne blog. Ok… sat meget på spidsen.
  • We go waaaay back (har vedhæftet billedebevis).

nina-og-bmor

Jeg kan endnu ikke spå om, hvordan striden vil ende. Jeg er jo stadig ny i gamet og kan af gode grunde ikke fortælle sjove anekdoter om de oldebørn, jeg ikke har givet hende. Alt jeg kan gøre nu er at håbe på, at b-mor er LTF og vælger mig.

Vi ses til bajer på Stefanshus i aften, Annemouse. Det glæder jeg mig til.

Kys.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En søvnløs' bekendelser