Kærlighed og (blogger)krig

Hej Anne,

Tak for din omsorg. Jeg er tilbage på en mere fiberrig kost og maven er i bedring. Det blev alligevel til én hel rulle mariekiks på to dage.. indtaget i sengen = krummer på lagenet, der holder mig vågen i skrivende stund.

Nå, men.. jeg kan rigtig godt lide dit koncept med at skrifte – det er jo selvudvikling for åben skærm. Jeg synes dog ikke, at du har noget at skamme dig over. Lad da støvsugeren holde fri i januar! Det gør de fleste uni-studerende, og det er kun godt for arbejdsmoralen. Dét fortjener din Nilfisk (ok, rent gæt) også. Og måske kvitterer den med kraftigere sugeevne, når der igen stilles krav til den i februar?

Med hensyn til din skam over at tale direkte fra leveren kan jeg kun sige: jeg håber virkelig aldrig, at der indfinder sig et filter i dit snakketøj. Aldrig. Din bramfrihed er noget af det allerbedste ved dig. #alterlove (see what I did there?)

Apropos love: jeg har den sidste uge haft så meget kærlighed i mig, at det næsten har gjort fysisk ondt. Kender du det? For mig kommer det i små øjeblikke, som kan gøre mig helt rundtosset, fordi jeg bare føler mig så glad og taknemmelig over de mennesker jeg har i mit liv. I den forgangne uge har jeg bl.a. oplevet det, da min veninde, Anna, faldt i søvn i mit skød i fredags. Og da min mor og jeg, arm i arm, tog os en morfar mandag eftermiddag. Jeg ser et mønster her. Søvn = overvældende kærlighed. Måske jeg bare skal slette Tinder og sove lidt flere lure?

Følelsen ramte mig også, da jeg i går besøgte mine bedsteforældre. Jeg sad og holdt min bedstefar i hånden, mens jeg snakkede og grinede med min bedstemor – og jeg var så glad og fyldt med kærlighed.

Men så brast idyllen. Min bedstemor benyttede nemlig lejligheden til at fortælle mig, at hun læser min blog. Det er isoleret set en dejlig nyhed. Problemet er bare, at hun kun læser to blogs. Min og Twinpeaks.dk. Og da det ligger til menneskets natur at sammenligne, måtte jeg indse, at jeg nu kæmper om titlen som bedstemors y-blogger med en af danmarks dygtigste bloggere i modsatte ringhjørne. Jeg har kigget lidt på fakta:

Det der taler til Mette Maries fordel er, at:

  • hun er en hamrende dygtig skribent.
  • hun har to alvorligt søde tvillingebørn på snart fire år, som leverer guldkorn hver dag.
  • hun har en kendt (og meget pæn) mand.
  • hun går til spændende events og er nogle gange i fjernsynet.
  • hun læser Se&Hør højt for sine følgere hver onsdag (et koncept b-mor er meget glad for).
  • hun var en virkelig god nabo, da hun havde kolonihave ved siden af mine bedsteforældre i Sommerbyen Ejby.
  • hun er i Top-2 over mine yndlingsbloggere. Du er nummer ét :’)

Og så en liste over faktorer, der gør, at jeg potentielt kan vinde titlen:

  • Sat lidt på spidsen stammer en fjerdedel af mine gener fra min bedstemor. Så hun er 1/4 medforfatter af denne blog. Ok… sat meget på spidsen.
  • We go waaaay back (har vedhæftet billedebevis).

nina-og-bmor

Jeg kan endnu ikke spå om, hvordan striden vil ende. Jeg er jo stadig ny i gamet og kan af gode grunde ikke fortælle sjove anekdoter om de oldebørn, jeg ikke har givet hende. Alt jeg kan gøre nu er at håbe på, at b-mor er LTF og vælger mig.

Vi ses til bajer på Stefanshus i aften, Annemouse. Det glæder jeg mig til.

Kys.

En søvnløs’ bekendelser

Hej Anne,

Først vil jeg gerne lige sige tak, fordi du passede på mig, da jeg var ved at kradse af i skolen i dag. Jeg ringede til lægen, som kunne afkræfte min mistanke om, at jeg var døende. Hun satte mig til gengæld på en diæt bestående af mariekiks og mælk (og noget syredæmpende medicin). Der er intet som at blive påbudt at spise sukker af en fagperson, så alt skal nok ende lykkeligt.

Jeg ved ikke, om det er alderen, der trykker. Jeg har jo godt hørt det der med, at man peaker som 25-årig og så er det ellers bare en stejl kurve nedad, der venter på den anden side af gavebordet på ens 26års fødseldag. MEN så burde jeg altså have halvanden måned tilbage i topform, og den tid skal krateme ikke spildes på fosterstilling og mælkedrop. Det er ikke okay.

Nå, men hvorom alting er, så har jeg altså haft mavepine. En mavepine, som startede kl. 4.28 i nat, og derfor holdt mig vågen en god del af døgnets mørkeste timer. Og hvad laver man så, når man ligger vågen, der ikke er flere stories at se på insta og der er mindst fire (alt for) lange skridt fra sengen til bordet, hvor computeren står – og al underholdning der indebærer min macbook derfor er udelukket? Man lader tankerne vandre. Man funderer. I nat funderede jeg meget over i lørdags og tankerne gik bl.a. på:

  • Hvordan det hænger sammen, at jeg inden jeg skulle i byen, gjorde mig umage med at rede min seng, gemme min bideskinne langt, langt væk og sprøjte min dyreste Chanel-parfume i håret i tilfælde af, at jeg nu ville møde Charlie Hunnam i byen og måtte tilbyde ham et sted at sove, da han jo ville være langt væk hjemmefra  – MEN DOG STADIG formår at få taget mine hullede sokker med teksten “str. 39-41” på fødderne. Hvorfor kan jeg ikke bare gå linen ud og gøre mig umage helt ned til fødderne? Mine glimmersokker var endda rene (det er de altid, for de kradser).
  • Hvordan jeg kunne bruge en halv time på meget seriøst at overveje gaffatape som mulig nipple-cover selvsamme aften. Thank GOD, at jeg kom på bedre tanker. Og undskyld, at jeg overhovedet overvejede at udsætte jer for det, kære nipples.
  • Om jeg skal droppe ethvert håb om at blive vellidt hos min nye (virkelig søde) chef, efter jeg i lørdags fik hældt en halv dåseøl udover hans flotte frakke på vej til restauranten (øl i hånden på styret af en cykel, der kører på brosten = disaster).
  • Hvor svært det er at tage outfit-billeder. Jeg har kun ét fra i lørdags, og der er jeg ved at undersøge, om min buksedragt tillader mig at danse electric boogie. Se bilag.
  • Om min frygt for at synge karaoke i offentlige rum, vil blive en hæmsko for mig og om jeg eventuelt skal tale med nogen om det…

skaermbillede-2018-01-22-kl-18-59-28
Bilag

Alt i alt store og mere eller mindre vigtige tanker, jeg har fået gjort mig. Og nu synes jeg faktisk, at det giver rigtig god mening, at jeg er ved at udvikle et mavesår med alle de natlige bekymringer. Nu vi jeg drikke mig et glas mælk og se hvor mange mariekiks jeg kan dreje rundt i munden på samme tid. Mener, at min PR er tre – dét kan gøres bedre.

Vi ses i morgen. KYS <3

Hvem er Anne, og hvorfor sender du hende ikke bare en sms?

Hej Anne,

Folk er forvirrede, hvad laver vi? Konceptet står uklart. Jeg har derfor valgt at lave en FAQ for at afmystificere hele affæren. Dette indlæg er derfor skrevet til folk, som har forvildet sig herind og ikke er dig. Det håber jeg, at du vil bære over med <3

Okay.. Nu ved jeg ikke hvor mange gange et spørgsmål skal stilles, førend det kan kaldes frequently asked.. MEN i mit propagandalignende forsøg på at sprede kendskabet til min blog (læs: sendte link til far og fire gode venner) modtog jeg spørgsmålet “hvem er hende Anne og hvorfor skriver du en blog til hende?” tre gange indenfor fem minutter. For mig er det umådeligt ofte at få stillet det samme spørgsmål – og jeg kategoriserer det derfor som et FAQ. 

Og som vi i den forgangne uge har lært i PR og medierne, er det helt ok at gætte sig til, hvilke spørgsmål der vil blive ofte forekommende, så her er en vaskeægte FAQ baseret på fri fantasi:

Q: Hvem er Anne?

A: Anne er min veninde og medstuderende på kommunikationsuddannelsen på DMJX. Vi har skrevet eksamen sammen på andet semester og har det generelt godt, tendenserende til skidegodt, sammen. Der er trykt en glad hotdog på hendes y-tshirt, hun har engang væltet en motorcykel i sin gård, da hun var fuld (hun gjorde ejermanden, Lars, opmærksom på styrtet med det samme og alt endte lykkeligt) og så er hun fra landet og meget lidt overfladisk, men hun får stjerner i øjnene, når der er udsalg i Sephora. Alt i alt = skøn pige. Jeg er vild med hende.

skaermbillede-2018-01-21-kl-14-47-55Se hvor sød. Helt seriøst. Billedet har jeg hugget fra hendes insta.

Q: Hvorfor skriver du en blog til hende?

A: Det gør jeg, fordi jeg har lyst til at skrive, men længe ikke turde, fordi det på en eller anden måde godt kan være liiiidt pinligt at tro, at nogen gider læse, hvad man skriver.  Anne har derfor været en gutterkvinde og lovet mig at agere min målgruppe og publikum. På den måde skriver jeg altid til en, som gider læse det. Jeg gør det samme for hende. OG så gør jeg det, fordi Anne og jeg begge skal i praktik fra februar til og med juli, og vi derfor skal skilles </3 Vores blogs skal derfor fungere som en blogkorrespondance, så vi er up to date på hinandens liv.

Q: Hvem er du selv, Nina?

A: Jeg ved det ikke (men her er lidt fakta i punktform):

  • Jeg er 25 år og 10 måneder.
  • Jeg bor blandt dürumruller og bland selv-slik på Nørrebro.
  • Jeg læser kommunikation på DMJX på andet semester.
  • Jeg træner meget.
  • Jeg spiser rettiretti meget choko.
  • Jeg skal i praktik hos Bloggers Delight liiige om lidt.
  • Jeg fik engang ofte at vide, at jeg lignede Angelina Jolie. Nu får jeg mest at vide, at jeg ligner min mor. (<3)
  • Jeg har lige nu buldrende hovedpine efter BD’s julefrokost i går.
  • Jeg giver op: Godnat.

 

RE: MAX FACTOR LIPFINITY 390

Hej Anne

Så sidder vi her sgu. I hver vores lejlighed i København og udlever den fælles drøm. Drømmen om livet med blog.

Allerførst vil jeg gerne sige tak.

Tak, fordi du gider læse mine skriblerier, så jeg ikke blogger uden én eneste læser. Nu har jeg dig – og dig er jeg glad for. Og tak, fordi du vil skrive for mig. Jeg glæder mig helt vildt til at følge med og læse dine indlæg.

Apropos dét.. jeg har lige læst dit første indlæg om din nye Lipfinity 390 aka wifebeater-læbefarve. Og ved du hvad? I’ve fucking been there. Og er der igen lige nu faktisk.. Dit indlæg vækkede makeup-modet i mig og jeg skulle liiiige se, om den Lipfinity 330, jeg selv ligger inde med, nu også var så grel, som jeg huskede den. It was. Og nu hænger jeg så på mørkebrune læber de næste tre til fire uger. Skod. Tak for det, Anne.

img_0428*smilin’ thru da pain*

Jeg burde egentlig have vidst det. At det var dømt til at gå galt med den læbestift. Jeg var alt for sårbar, da jeg købte den. Det var den 31. december sidste år, nytårspanikken var begyndt at sprede sig i kroppen. Jeg lugtede af den hummersuppe, som min roomie Dennis havde kogt i køkkenet aftenen forinden. Mit SU-budget havde ikke tilladt mig at shoppe nyt nytårsdress, så valget var faldet på en sort buksedragt. Lange ærmer. Ikke engang nedringet. Noget måtte jeg jo for helvede gøre?!

Jeg skulle egentlig bare ud at købe mig en Asti, så der var lidt at smøre stemmelæberne med, når nu DR’s pigekor insisterer på at sætte “Vær velkommen, Herrens år” i en så umenneskelig høj tone. Men pludseligt finder jeg mig selv i Matas, hvor en ekspedient er ved at hjælpe mig med at finde “en frisk, men dog mørk læbestift – gerne sådan lidt Kylie Jenner-ish“. Set i bakspejlet burde jeg være løbet, da jeg hørte mig selv nævne Kylie Jenner. Men jeg blev. Og jeg købte den (tjente fine Club Matas-point på købet dog). Prøvede den på og måtte hurtigt konkludere, at Kylie Jenner og jeg teint-mæssigt ER for langt fra hinanden til, at jeg nogensinde igen skal efterligne hende. It. does. not. work.

Nytårsaften endte altså (efter en bøtte kokosolie og en halv times læbeskrub) med at blive en sort og langærmet fornøjelse. Jeg har vedhæftet et outfitbillede fra aftenen.. Det tror jeg, at man skal som blogger. Som du kan se, blev confetti og den simulerede stilethæl min redning.

img_0263

Vi ses i morgen. Jeg gir en kop kaffe og en bolle med humus i kanneren, hvis du tager din nye læbestift på i morgen.

Kys.