Introducing: det gode og det dårlige

Hej Anne,

Dengang jeg som spæd (eller ca.. 17-årig) kastede mig ud i bloggeriet for første gang, havde jeg en kategori, der hed “Det gode og det dårlige“. I den kategori remsede jeg ugentligt fem ting, som havde gjort mig glad op og derefter listede jeg fem herrenederen ting. Ofte var det ting som: der har været Pink Lady på tilbud (god ting) og jeg rødmede, da jeg købte tamponer i Fakta i dag (forfærdelig ting), som kom på listen.

Jeg har faktisk lige været en tur i arkivet (som er gemt bag lås og slå, så ligegyldigt hvor meget du googler, vil du aldrig finde den – hæhæhæhææh) og har fundet dette glimrende eksempel (med dertilhørende outfitbillede) fra tirsdag d. 7. juli 2009:

 photo IMG_1035.jpg

Det gode:
Jeg vågnede til lyden af regn på mit vindue. En af mine yndlingslyde.
Har fået en hyggelig sms fra Karoline, som er i Italien.
Der er kun 4 dage til jeg rejser til Bulgarien.
Jeg har fået ny hårpleje af min kusine, som skal afprøves i dag.
Min kæreste er dejlig.

Det dårlige:
Min finger gør ondt, efter jeg slog den i går.
Jeg skal vaske tøj til Bulgarien.
Jeg har ondt i ryggen.
Vejret er ikke så godt mere.
At folk skriver at ‘nude’ er deres yndlings farve.. For meget modeblogging?

Jeg siger ikke, at nåleøjet mine blogindlæg blev sorteret igennem dengang var ualmindeligt stort.. men jeg siger heller ikke, at det ikke var.

Nå, men ikke desto mindre: konceptet var skidehyggeligt og jeg vil derfor gerne inkorporere det her på mit nye domæne. Jeg elsker nemlig at skrive ting ned, der gør mig glad (og punktform er bare en skøn form at arbejde i), og selvom jeg egentlig er imod at fokusere på ting, som er “dårlige”, tænker jeg, at det får lov til at komme med i loopet i første omgang. Måske bare omdøbt “det mindre gode”… man skulle jo nødig gå hen og blive bitter.

Nå, men øhm ja.. Lad mig præsentere: det gode og det mindre gode fra den forgangne uge:

Det gode: 

  • Jeg har dødløftet 100 kg. for første i mit liv. Det er et mål jeg første gang satte mig i slut januar 2016, hvorefter jeg tog en tur til Italien for at stå på ski og mere eller mindre rev mit højre ben af. Så det var en stor ting.
  • Jeg har formået at holde min lejlighed ryddelig i en uge i træk. Hvilket var virkelig vigtigt, da jeg var lige ved at give op og indfinde mig med min skæbne som oprydningsudfordret. Men nu kører det igen, min ordenssans skulle bare lige være træls gennem en længere periode.
  • VM i fodbold er startet og det har jeg det virkelig fedt med. Lige nu sidder jeg og ser Brasilien – Schweiz og jubler, mens jeg skriver, fordi Schweiz lige har udlignet. Jeg føler, at det er på sin plads at heppe lidt på dem, når de er så søde at huse min ene skaber.
  • Jeg er begyndt at læse hver aften, inden jeg skal sove. Det har været en ret stor udfordring for mig at prioritere det, men nu bruger jeg den sidste halve time inden sengetid i selskab med Mariam og Laila i “Under en strålende sol”, og det er hyggeligt. Selvom jeg da godt kan få lidt dårlig samvittighed over at lade alle de videoer af hunde der spiser is, åbner døre el. lignende, hænge helt likeløse og efterladte på Instagram, fordi deres numba one fan har fået nye litterære vaner. Men sådan er det altså.
  • I går ville jeg have været ude at besøge min bedstemor og bedstefar i deres kolonihave, og jeg spurgte derfor i fredags min kusine, Camilla, om hun ikke ville med derud. Desværre var jeg ikke på toppen i går og meldte derfor ud, at jeg ville blive på sofaen i stedet. En time senere ringede det på min dør, og der stod Camilla og hendes dejlige søn Thor udenfor med en buket roser og en pose med mad, juice og Toffifee, som de lige ville give mig, inden de kørte i kolonihaven. Det er seriøst det sødeste, mest omsorgsfulde og rørerende jeg har oplevet længe og jeg bliver så varm om hjertet, når jeg tænker på det.
  • Jeg har haft en vaskeægte mormor-weekend, hvor jeg er fortsat med at holde sikkerhedsafstand til det dødsensfarlige ethanol. Det er gået hen og er blevet lidt en vane, og nu er jeg blevet typen, der vågner inden kl. 9 på en lørdag, og efter et par strækøvelser, begiver mig mod vaskekælderen i muntre gadedrengehop.  Ok.. når ordet “vaskekælder” indgår i min optursliste, er det måske gået for vidt. Jeg må ha mig en snaps i den kommende uge.

Det mindre gode:

  • Jeg kan helt ærligt ikke komme på noget lige nu. Og det er ikke kun fordi kl. er 21.47 og jeg hellere vil en tur i Rema efter en danskvand og en rulle Meller. Jeg sværger.
  • Jo – én ting: det går røvdårligt med at stå på hænder. Øv man. Dét er en dårlig ting!

Nå, jeg har travlt. Vi snakkes ved Annemouse 😀  <3

   

Fem ting du ikke vidste om mig (real time)

Hej Anne,

Hold nu op, det føltes godt at skrive. Sidst jeg skrev herinde, var det jo en helt anden årstid (og jeg lavede ikke far-jokes) :s Nå, jeg er stemplet ind, og jeg har taget fem ting, du ikke vidste om mig med. Sidste gang kørte vi jo en young gun-edition, hvor jeg kastede et kritisk blik på min gøren og laden i min barndom og fortalte dig fem ting derfra. I dag arbejder vi i realtid og jeg vil gerne fortælle dig fem ting om mig selv, som jeg har opdaget, studset over eller gjort indenfor de sidste par uger. Så kører bussen:

1:
Jeg regner mig selv for at være den hurtigste cyklist i distriktet. Jeg overhaler i gennemsnit 9 ud af 10 af mine medrejsende (konkurrenter), hver gang jeg hopper op på min tro følger, Mary.
“Og hvem udgør så den tiendedel, der formår at overhale dig, Nina?”, tænker du nok nu. Og her kan jeg fortælle, at jeg har opsat et regelsæt, der hedder, at jeg kun tolererer at blive overhalet hvis den overhalende enten:
a. cykler i cykelbukser. Folk med foring i nummeren, kan jeg godt lige unde en forlomme.
b. kører på elcykel (det her er faktisk bare at snyde, men lad nu den ligge).
c. kører på racercykler. Dette punkt hænger ofte sammen med punkt a, og rytteren (det kaldes folk på racercykler – mest af sig selv) bærer ofte en hjelm, som er noget mere aerodynamiske end min. Og mod sådan en fordel kan jeg intet stille op.

2:
Selvom jeg langt hen ad vejen anser min næsten unaturlige hurtighed på cykelstierne som en af mine store forcer, hænger den dog umiskendeligt sammen med min helt store akilleshæl = en helt ekstrem utålmodighed. Intet kan gøre mig mere rasende end at køre bag en langsom cyklist, som jeg ikke har mulighed for at overhale. Jeg bliver et decideret dårligt menneske og jeg er ikke bleg for at kalde den stakkels cyklist (som sikkert bare har mere veludviklede frontallapper end mig) for “fucking idiotspasser” i mit hoved, mens jeg kæmper med alskens tics i øjenområdet forårsaget af raseri. Det vil jeg gerne arbejde lidt med, kan jeg mærke.

3:
Jeg har fået købt årets pollenværn. Et værn som jeg tager på, når jeg bevæger mig udenfor efter mørkets frembrud, når solbriller virker en tand for arrogant og de tonede glas udgør en sikkerhedsrisiko for min færden. Brillerne virker efter hensigten, og det er fedt, men jeg føler mig som en snyder, når jeg går rundt med de klare glas i ansigtet. Som jeg om forsøger at tage del i en klub, som jeg ikke rigtigt er med i.
3.5  I mit forsøg på at tage et billede af årets værn slog det mig, at jeg, så snart jeg fotograferes med det indadvendte selfiecam, tyer til trutmunden. Det er ikke et valg, jeg tager, men derimod en primitiv og nærmest dyrisk refleks, som er dybt forankret i mig. Jeg kan intet gøre ved det. Jeg mistænker, at det er et levn fra den berygtede arto-tid.
Se vedlagte (pinlige) billedebevis:

4:
Hver morgen udspiller sig en krigsscene i mit indre. De rivaliserende parter hedder Smarte-Nina og Komfort-Nina, og de kæmper om retten til at klæde mig på. I teorien holder jeg med Smarte-Nina, som har et brændende ønske om at få mig til at se knald-moderne og lækker ud, men jeg har endnu ikke oplevet en dag, hvor hun har besejret Komfort-Nina. Komfort-Ninas vigtigste KPI’er er, at jeg skal iføres tøj, der er blødt, ikke klør og den allervigtigste: aldrig nogensinde(!) strammer – der skal være plads til udspilet bug efter frokostbuffeten på kontoret.
Og selvom jeg da godt kan se, at Smarte-Ninas agenda er fin og at det da sikkert kunne være meget sjovt engang imellem at prioritere det samlede look højere end hvor behagelige mine bukser er, så ligger mit hjerte altså bare hos Komfort-Nina. Og med helt klassisk og barsk to mod én-metode nedstemmer Komfort-Nina og jeg derfor hver morgen Smarte-Ninas forslag.

5:
Jeg bruger to tredjedele af den tid, jeg har til rådighed på at lære at stå på hænder. 
Jeg har regnet ud, at jeg ca har 16 vågne timer i døgnet – en lynhurtig udregning fortæller mig, at jeg pt. bruger syv af dem på Bloggers Delights kontor og de resterende ni bruger jeg på enten at øve min håndstand, tænke over, hvordan jeg bliver bedre til håndstand eller hvor godt mit liv bliver, den dag jeg faktisk mestrer disciplinen. Det er et fuldtidsjob at springe ud som gymnast i en alder af 26 og jeg er pt ved at overveje, om jeg får tid til at vende tilbage til studiet efter sommerferien…

Det var det. Og også denne gang vil jeg opfordre dig til at kopiere konceptet – jeg var godt underholdt sidste gang du tog min opfordring til dig 😀

Jeg går desuden og bryder min hjerne for at finde på idéer, der kan få mig lidt hyppigere til tasterne, for jeg vil sgu stadig rigtig gerne skrive herinde – der har bare været rungende tomt i idébanken den sidste måned. Lad os håbe på bedre blogger-tider og tales ved snart.

Møsser <3

   

RE: Siden sidst: Strøtanker

Hej Anne,

Jeg tog sgu den challenge seriøst, hva? Næsten en måned væk fra skærmen. Det var måske lige til den gode side, men jeg fandt ret hurtigt ud af, at det var virkelig rart at være lidt mere offline og leve lidt mere i den virkelige verden. Og pludseligt var det bare lidt svært at komme tilbage til tasterne. Men nu er jeg her! Klar til at opsummere den sidste måned, så vi igen er up to date 😉 Og jeg tænker, at vi kører den gode gamle “tøm kamerarullen”. Jeg har jo desværre ikke haft mobilen så meget fremme på det sidste, men lidt har jeg da fået dokumenteret, så here we go:

Siden sidst har jeg:
30762920_10155616876212689_2543166778683424768_n Spist retti mange is i solen. Især efter frokost på arbejdet. På et tidspunkt var det nærmest et dagligt ritual, at vi fire praktikanter tog hinanden i armkrog og slentrede mod Remas isdisk hver dag. Det var indtil vi en dag blev ramt af en kollektiv følelse af “nu må det være nok”. Nu er vi nærmere nede på én om ugen.. :/

img_4004Jeg har drukket øl med dig og Rebekka på Dronning Louises Bro. Som du jo nok ved. Hold nu op, det var hyggeligt. Og det er altså noget af det, jeg er rigtig glad for ved at bo i byen – at vi kan møde hinanden spontant på gaden og ende med at have den bedste aften 😀
33380555_10155695544527689_1041065193120989184_nSkiftet træningscenter. Efter at have været loyal overfor mit elskede center på Jagtvej i fire år, har jeg søgt nye græsgange. Græsgange, som har ledt mig til et center, hvor man ikke er bange for at træne med bar mave. Og “man” inkluderer ikke mig. Jeg har derfor haft en mindre identitetskrise og har været nødt til at se mig selv dybt i øjnene og spørge “hvilken type fitness-pige er jeg egentlig?”. I et kort sekunds kådhed bestilte jeg en træningstop hjem, med kig til maven. Bemærk det anstrengte “smil”.
32699982_10155677134462689_8869741764190142464_nMen jeg måtte dog hurtigt erkende, at jeg altså befinder mig bedre i en t-shirt. Dog med en “se mig”-knude bundet på maven. Lidt flasher er man vel.
img_3567Jeg har fyldt den berygtede mave op med hjemmebagte kanelsnurrar hos min veninde, Anna.
img_4395Og øvet mine kasteskills med min lillebror i Fælledparken. Jeg har altid betegnet mig selv værende relativt uduelig med en bold, men jeg har faktisk fundet ud af, at jeg er ganske udmærket med en amerikansk en af slagsen. Jeg kan både få spin på mine kast og griber de fleste, der bliver sendt i min retning. WUW! img_4192Fået den der helt gode forårskuller i hjernen af det gode vejr. I can’t even <3

Og nu er rullen sgu tom, så resten får du i en drønkedelig punktform.
Jeg har desuden:

  • Fået en masse ansvar og fede opgaver hos Bloggers Delight. Jeg er virkelig blevet glad for at være der og får et lille niv i maven, når jeg tænker på, at det hele snart er slut.
  • Været med ude at filme sjove og spændende kampagner med BD.
  • Fået komplimentet: “Din hud ser virkelig ung ud” af en veninde og blevet oprigtig glad for det. Så er man altså på den gode side af 25…
  • Droppet alkolhol og taget i byen ædru. Måske jeg skulle skrive lidt mere om det på et tidspunkt.
  • Lagt mit datingliv i graven. Bare for en periode.. tror jeg. 😀

Nu kan jeg ikke komme på mere. Det blev en blandet omgang, men nu ved du i det mindste, at jeg er i live endnu.

Jeg savner dig og håber, at vi ses snart. KRAAAAM <3

   

UGENS UDFORDRING: Væk med telefonen

Hej Anne,

Det var så den forlængede weekend. Den har været dejlig og tiltrængt. Jeg har festet med min lillebror og hans venner, overværet silent disco ved søerne, hvor folk dansede rundt med hovedtelefoner på (helt genialt koncept) og slået min PR i hipthrust. Den er på 100 kg nu.

MEN selvom jeg har haft så mange dejlige ting på programmet, har jeg også brugt alt, alt for meget tid på min telefon. Faktisk har min skærm været tændt i mere end 18 timer fra torsdag til nu. Det er jo helt og aldeles absurd.

Her til aften kom en af mine bedste veninder, Anna, på besøg. Vi spiste mad og snakkede lidt om, hvordan vi lige går og har det. Under vores samtale nævnte jeg for hende, at jeg for tiden føler, at jeg løber rundt med hovedet under armen, er distræt og min hukommelse nærmest er helt forsvundet. Og det irriterer mig, for sådan synes jeg ikke, at jeg er, sådan ægte. På bunden, du ved.

Vi kom til at snakke om sociale medier og hvordan vi, helt uden at tænke over det, dagligt bruger langt mere tid med næsen i skærmen, end hvad godt egentlig er. Og for lige at se hvor grelt det egentlig stod til, åbnede jeg min app Moment, som tæller min daglige skærmtid, og jeg der blev mødt af dette forfærdelige syn:

img_4167

Jeg er faktisk decideret flov over det tal, og jeg synes, at det giver virkelig god mening, at min hjerne ikke synes, at det hele spiller 100, hvis den skal bruge så mange af sine vågne timer på at bearbejde så mange ting, som er så langt væk fra, hvor vi reelt set er. Altså mig og min hjerne. Anna havde det på samme måde, og vi har derfor besluttet os for at indgå i en challenge sammen næste uge:

Den daglige skærmtid skal under to timer – hver dag i næste uge.

Det gælder selvfølgelig kun skærmtid på min iPhone, da mine arbejdsdage hos Bloggers Delight ellers bliver en anelse udfordrende. Men som du kan se på mit screendump, er der masser af tid at hente ved at ligge telefonen fra mig en times tid eller to om dagen. Tid jeg nu kan bruge på at lære at hækle, læse en bog eller sylte (er det ikke sådan noget overskudsmennesker gør?).

Jeg har en idé om, at det bliver helt vildt udfordrende. Især fordi jeg bor alene og er lidt af en selskabsabe. Min telefon er derfor klistret til min hånd, så snart jeg går ind ad døren herhjemme, og der går sjælendt fem minutter, hvor jeg ikke lige tjekker insta, swiper mellem potentielle ægtemænd eller bare scroller forvirret rundt i min telefon for ikke at føle mig helt mutters alene i min kæmpestore toværelses….

Men det skal være slut nu. Kryds fingre for mig, Anne. Det tror jeg, at jeg har brug for. 😀

   

Fem ting du ikke vidste om mig (young gun edition)

Hej Anne,

Så kom der sgu ild i dig – sikke du oplever. Jeg er dybt inspireret af dit mod til at kaste dig ud i malerkunsten. Det har jeg også forsøgt mig med engang i fritteren, men det gik ikke. Slet ikke. Måske fordi jeg ikke havde fået memoen om, at himmelen skal males først.

Og så lyder din tur i Brønshøj Vandtårn altså også bare givende. På en måde. Jeg er sikker på, at jeg ville dø af kedsomhed til sådan et arrangement. Sådan virkelig. Jeg har mindst 40 barndomstraumer, der bunder ud i rundvisninger i historiske bygninger rundt omkring i Europa i mine sommerferier.. ok det reelle tal er måske en del lavere.. Og traumer er måske så meget sagt. Men jeg kedede mig – meget! Jeg ville hellere have is og bade i poolen. Eller kigge på fedtede latinoer over kanten af mit Vi Unge blad. MEN når du formidler sådan en rundvisning, lyder det sgu hyggeligt. Du kan sgu noget, unge dame. Og jeg er sådan virkelig forelsket i dit engagement i dit lokalområde – du er den sødeste, jeg kender. <3

Jeg selv oplever også lidt i mit lokalområde for tiden. Jeg har nemlig opdaget, at der ligger en stor legeplads med et meget højt gyngestativ et (mellemlangt) stenkast fra min adresse. Og siden jeg gjorde den opdagelse, har jeg været at finde på gyngen hver aften. Nogle aftener med selskab. Andre alene. Som fx i lørdags. Og som jeg sad der med schwung i håret, en astronautis i hånden og Usher i ørerne, tænkte jeg lidt over, om jeg egentlig ikke skulle smide nogle random facts om mig selv i din retning. Det konkluderede jeg, at det skulle jeg. For et af formålene med vores blogs er jo, at vi skal lære hinanden endnu bedre at kende.

Vi starter i det små – sådan ret bogstaveligt – jeg er nemlig gået igennem mit kartotek over facts om mini-Nina og fundet fem frem, som jeg vil dele med dig her:

1. Jeg var model i mine unge dage. En rigtig dårlig en af slagsen. Imod alle odds faldt mine billeder til modelhjemmesiden (art-supply.dk… lol) dog ualmindeligt heldigt ud, så jeg blev booket en del. Jeg tjente ca. 500 kr. pr. shoot og brugte alle pengene på Pokéballs.

skaermbillede-2018-04-23-kl-16-31-542. Min karriere stoppede dog brat, da jeg som 12årig valgte at få klippet en smart og frisk mor-fritz. Jeg var ude på ét job med det hår og hørte aldrig fra mit bureau igen. Det er en barsk branche.

skaermbillede-2018-04-23-kl-16-25-593. Jeg har lavet virkelig mange pakkekalendre i mit liv. Mindst 10 er jeg ret sikker på. Den første jeg nogensinde lavede var til min lillebror, da jeg var 11 år gammel. Jeg havde ikke en krone på lommen, så ca. 20 ud af de 24 gaver var hjemmelavede… Jeg trippede spændt rundt om ham hver morgen, når han pakkede op, men måtte hurtigt (og bittert) erkende, at perleplader, filtbamser og lerfigurer 24 dage i træk måske ikke er nøglen til det hemmelige kammer med søskendekærlighed hos en 10-årig dreng.

4. Da jeg var lille tænkte jeg, at jeg selv havde forudbestemt alt der skulle ske i mit liv. Jeg troede, at jeg, inden jeg blev født, havde stået oppe ved Gud med en lille maskine, hvor jeg hele tiden skulle vælge mellem to muligheder indtil jeg havde “klaret” hele mit liv. Jeg tror desværre ikke på det mere, men det var dejligt betryggende. Hvis der skete noget dårligt, vidste jeg jo, at det var noget jeg selv havde valgt, og at jeg havde valgt det enten fordi alternativet var værre eller fordi det ville føre noget amazeballs med sig.

5. Engang da jeg har været omkring fire år gammel havde vi snakket om døden og himlen i børnehaven. Da jeg kom hjem til min bedstemor om eftermiddagen, spurgte jeg hende nedslået: “bedstemor, dør du før mig?”. Min bedstemor begyndte pædagogisk at forklare mig, at det gjorde hun jo nok, ved det hun er lige knapt 60 år ældre end mig og jeg svarede “PYHA, så er der i det mindste én jeg kender i himlen, når jeg dør”. Jeg var et bekymret barn. Bekymret og selvisk barn.

Det var vist det – nu kender du Nina anno 1996 – 2002 en my bedre.
Jeg vil opfordre dig til at kopiere konceptet – jeg vil SÅ gerne vide mere om dig som barn 😀

MØS